Sightfiskeri efter helleflynder med Panoptix er ikke for sarte sjæle, og du bliver spændt godt for, når først den sidder der.

Hvis du er til det vildeste adrenalin-kick, så får du her et temmelig godt bud på et fiskeri, der giver både ømme arme, kvalitets skærmtid og fladfisk på størrelse med bordplader…

AF SØREN FREDERIKSEN

 

De fleste lystfiskere elsker grej. Mine yndlings fix er multihjul og sprød marineelektronik. Utallige timer har jeg siddet på en sø et sted i Danmark eller Sverige og kigget på en skærm med små røde bolde i jagten på søens store rovfisk. Næsten lige så mange timer har tanken rumsteret i baghovedet; at teknikken bag søens vertikalfiskeri i ét eller andet omfang må kunne overføres til mit elskede jigfiskeri i Nordnorge efter helleflynder. 

Navnlig her i efteråret, hvor flynderfiskeriet ofte foregår på relativt vand, mente jeg skråsikkert, at der måtte være et potentiale. Det er klart at der er enorm forskel på at fin-navigere en lille jolle på en sø og så at tumle rundt i vind og bølger i en tonstung 23 fods alubåd – og indlysende at småfisk og andet “støjer” lidt mere på skærmen i en norsk fjord sammenlignet med Furesøen, men altså… Nu havde idéen sat sig i hovedet på mig, og så må man jo i gang. 

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

 

 

Søren Frederiksen med en af turens mange helleflyndere fundet med Garmins Panoptix.

                                                               Søren Frederiksen med en af turens mange helleflyndere fundet med Garmins Panoptix, som du ser i baggrunden på skærmen.

I kufferten med marineelektronikken

Rejsen til efterårets helleflynderdestination #1, Havøysund ved Nordkap blev bestilt og herefter begyndte planlægningen. Mange timer gik ved tegnebordet med at designe kuffertvenlige monteringsbeslag til skærm og transducer samt med at lave ledningsnet, som kan anvendes universelt. Heldigvis kender jeg en fantastisk dygtig, rustfri smed, som kunne hjælpe med at omsætte mine tegninger til stål, og det svenske Arronet-værft var behjælpelige med mål på søgelænder osv. 

Hjemme på værkstedsgulvet tårnede der sig en bunke af beslag, kabler, transducere og plottere, men nu var jeg klar til at efterprøve teorien. For de teknikinteresserede valgte jeg at satse på Garmins gode gamle PS30 Panoptix transducer, som med sine 120 graders transducervinkel giver et godt overblik og dækker mellem 10 og 40 grader i bredden – kombineret med en måske lidt overdimensioneret, men megalækker 12” plotter med touch – Garmins GPSMAP 1223XSV. 

 

Her kan de se hvordan en solidt kroget storflynder ser ud på skærmen med en Panoptix PS-30 transducer.

Her kan du se, hvordan en solidt kroget storflynder ser ud på skærmen med en Panoptix PS-30 transducer.

Flynderfiskeri med potentiale

Allerede fra de første minutter med transduceren i vandet og skærmen siddende på rælingen, så vi begge nemt kunne følge med, mens vi fiskede, stod det klart, at det her havde potentiale! Vi fiskede en blæsende formiddag på 20-30 meter vand i en vig med lidt læ, og mens vi drev over grusbunden, kom der med mellemrum store rovfisk ind på skærmen, og enten huggede de vores agn – eller også kiggede lidt nysgerrigt, steg op et par gange og skred med, hvad der virkede som en nedladende rynken på næsen. Og det var oftest det sidste, der var scenariet.

På denne første formiddag havde vi vel en 25-30 flyndere inde på skærmen og lærte en masse af deres adfærd og reaktion på vores kunstagn. Formiddagen kulminerede med en to-krone-stor, rød kugle på skærmen, som vi parkerede på, fiskede til og efter et par kolde afvisninger lykkedes at lokke til hug oppe i midtvandet. Fisken tonsede direkte til bunden og lignede på skærmen en rød bordtennisbold, som hoppede hen over bunden fra venstre mod højre i bedste TV-spil stil. Endelig fik vi lidt ro på dyret og efter endnu et par ture op til båden og ned igen, kunne vi lande en smuk 120cm helleflynder, som efter en kort fotosession noget forvirret fik friheden igen. 

Jubel i båden og slimede High-fives! Missionen var lykkedes. På ingen måde en rekordfisk, men det endegyldige bevis på, at min skøre tanke hjemmefra faktisk kunne overføres til praktisk fiskeri. 

 

På turen blev der landet 22 helleflyndere til to mand. Alle fisk blev genudsat.

                                                                                                 På turen blev der landet 22 helleflyndere til to mand. Alle fisk blev genudsat. Her er det Sørens makker Jens Bergström med en flot fisk.

Prikskydning efter helleflynder – muligt, men ikke let

Det viste sig hurtigt, at decideret prikskydning, som vi kender det fra sø-fiskeriet, hvor man zig-zagger rundt, til man finder en fisk – og så parkerer lige over den, kun lader sig gøre under helt optimale forhold med svag vind, nul strøm og aktive fisk på lavt vand. Altså ikke lige det næste hverdags party-trick. 

Til gengæld fandt vi melodien ved at drive for vinden med 0,5-1 knob over områder, som forventeligt holdt helleflynder med PS30 tværstilt, så vi kunne se fiskene før, vi drev over dem. Dette fungerer bedst på dybder mellem 15 og 40 meter. På den måde kunne vi fiske aktivt til de fisk, vi drev over uden behovet for finpræcision med styregrejet. På denne måde gav fire dages testfiskeri gav 22 rungende flade til to mand med en topfisk på 140cm.

Klistret til skærmen med Panoptix

Konklusionen er at der for jigfiskeriets vedkommende afgjort er flere fisk at hente ved brug af Panoptix! Dels fordi skærmens røde ping-pong bolde meget tydeligt fortæller dig hvor i vandsøjlen, du skal fiske, mens du åndeløst og gasblå i hovedet af iltmangel bider dig i læben når fisken nærmer sig din agn. Og dels, fordi fiskenes reaktion på de serverede agn helt tydeligt kan aflæses, hvilket muliggør, at man løbende kan tilpasse farve, gang og tempo til fiskenes aktuelle temperament.

Glemmer man lidt kaffepauserne og røverhistorierne? Muligvis… Går det en smule ud over naturoplevelsen, når pol-brillerne byttes ud med skærmbiller? Formentlig! Bliver man en bedre flynderfisker med Panoptix? Det tror jeg helt bestemt!

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

 

Turen til Nordnorge bød på både ømme arme og store fisk.

Turen til Nordnorge bød på både ømme arme og store fisk.

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This