Malaysia byder på det vildeste fiskeri efter sailfish, hvor der er masser af hug, vilde udløb og luftballet for alle pengene. Følg med Fisk & Fris Johnny Jensen et smut sydpå til varme, sol og sveddryppende action.

TEKST:  JOHNY JENSEN, FOTO: JOHNNY JENSEN OG KIM RYGAARD

Sejlfisken levere en fantastisk fight

Sejlfisken leverer en vild fight med masser af spring og luftakrobatik.

Dominic råber lettere hysterisk: – Fisker klar, fluen i vandet – KAST. Det er Kims tur med fluestangen, og spændingen er nærmest til at skære i efter to mislykkede forsøg på at kroge de lynhurtige sejlfisk.

Vi sejler med to rækker af teasere i hver side bag båden, og en aggresiv sejlfisk har allerede vist sin rygfinne og næb lige bagved. Man ser tydeligt i det klare vand, at den tager en runde væk fra teaserne, og kommer tilbage med fornyet beslutsomhed. Dominic har en enkelt teaser på en lang in-line stang, som han tirrer sejlfisken med, og flår den så pludselig ud af vandet, samtidig med at Kim placerer fluen perfekt, hvor teaseren lige har været; og sejlfisken tager fluen!

Så snart sejlfisken vender, giver Kim tilslag ved at trække kraftigt i linen, men uden at løfte stangen. Det sætter fut i sagerne, sejlfisken går amok, samt stripper fluehjulet for line, som vi aldrig har set det før. En af verdens hurtigste fisk hamrer line af hjulet, og Kim står bare med et fjoget, men tilfreds grin. Fed fiskelykke.

Kampen tager cirka 20 minutter med nogle lange udløb, men det tunge klasse 12 fluegrej og Kims erfarne hænder får dog efterhånden overtaget, hvorefter vores første fluefangede sejlfisk er en realitet – efterfulgt af passende fejring med hujen og indianerdans.

Sejlfisk på agnfisk

Det er meget tydeligt, at fluefiskeri efter sejlfisk kræver mere arbejde, og der er længere mellem fiskene end med levende agnfisk, men det er en fantastisk optakt og super spændende at have fiskene inde mellem teaserne og lave ballade, og så naturligvis den ekstremt seje kamp på fluegrejet.

Fluegrej til sejlfisk

Her kan du se det fluegrej, der bruges til fiskeri efter sejlfisk.

Når vi fisker sejlfisk med agnfisk, har det på de fem ture, vi indtil videre har været derude endnu ikke taget længere end to minutter, før vi har haft den første fisk. Vi fanger agnfiskene med små ophængere – også kaldet sabikis, hvilket i sig selv er temmelig interessant, både på grund af de mange forskellige arter vi fanger, men også fordi sejlfiskene nogle gange angriber de små fisk, inden vi får dem indenbords; og så følger en meget besynderlig fight på lette grej, ophængere, og en hidsig sejlfisk for enden. Det ender dog altid på samme måde, at linen knækker. Men man har jo altid lige tanken; gud ved om det går.

Når vi bruger agnfisk, fisker vi enten fri-line eller agnfisken under en ballon. Begge dele er meget effektivt, og specielt interessant når man holder stangen med linen mellem fingrene, for at få oplevelsen af hugget på den bedste måde. Man skal dog lære at styre sig, og ikke give tilslag, da vi bruger cirkelkroge til denne slags fiskeri.

Alle de andre fede arter

Langsnudet trevalle

En flot langsnudet trevalle til Jonhhy Jensen

Vi begyndte at fiske i Malaysia i 2006, og dengang var det udelukkende sejlfisk, det drejede sig om. Vi fiskede med levende agn under balloner, og vi fangede rigtig, rigtig mange. Efterhånden, efter fem ture derud, begyndte vi at se os om efter andre arter og forsøge os med andre metoder; ikke fordi vi er trætte at sejlfisk, men for variationens skyld. Og jeg skal love for, at der er mange muligheder.

Noget af det sjoveste fiskeri findes, hvor kommercielle fiskere har lavet kunstige rev, der er afmærkede med plastiktønder. Her fanger vi agnfisk, men rovfiskene har selvfølgelig også fundet ud af at jage der. Mens vi sørger for at få fyldt op med agnfisk, har vi et par liner ude med levende makreller på krogene, og der er bare altid et eller andet, der får øje på dem. Ofte er det flokke af guldmakreller, der er komplet ukritiske, om de har været kroget en gang; de kommer tilbage. Desuden får vi barracuda, dronningefisk, kongemakrel, sergentfisk/cobia, store hornfisk og flere andre arter. Det er selvfølgelig oplagt at spinnefiske efter de her rovfisk, hvilket er top fedt. Sidst fik vi endda en lille sort marlin på en wobler, men den knækkede desværre linen i første spring.

 

Jans Lystfiskershop

 

På de sidste par ture til Malaysia har vi brugt flere dage på Tioman Island, som kun ligger et par timers sejlads fra Rompin. Ud for Tioman ligger nogle dybe områder med rigtig mange fisk, hvor vi fisker efter havbarser, pompano, trevaller, snappere, osv…

Sejlfisk fra Malysia

Billseeker Sportfishing
Det er femte gang vi fisker med Dominic, som ejer Billseeker Sportfishing, og vi har allerede booket næste tur i oktober. Udover at fiskeriet er enestående, så er Dominics logistik, service og kvalitet helt i top. Og prisen er noget alle kan være med på. Eksempelvis kostede forrige tur cirka 10.500 kroner for fem dages fiskeri, inklusiv ophold (hus i Rompin og værelser på Tioman), al mad og drikke (alkohol betales separat), fiskegrej, og alle transporter til bådene samt mellem Rompin i Malaysia til og fra Singapore lufthavn.
Kontakt Dominic på email hvis du selv vil afsted: info@billseeker.com
eller følg ham på hans hjemmeside: www.billseeker.com
og hans Facebook side.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This