Traditionen tro her i sidste halvdel af maj, dukker der flere og flere meldinger op om makrelfangster fra havnene langs med den jyske Vestkyst. En af dem, der har fået godt, er Kemal Arslanagic (nederst):
– Efter en lang periode med østenvind var vinden vendt til sydvest, som er min yndlingsvind til at fange makrel ved Hanstholm, fortæller han. – Jeg pakkede bilen fra morgenstunden og kørte til Den Gamle Mole ved Hanstholm. Da jeg ankom kunne jeg se, at der var masser af liv med små sild og tobis i vandet, hvilket er et godt tegn, da makrellerne ofte er lige i hælene på dem. Og ganske rigtigt – allerede i andet kast var der bid på makrelforfanget – og inden længe var spanden fyldt op. Det var bare en rigtig god dag.
– Sidste år fangede jeg de første makreller her den 10 maj – og her i år har der da også været enkelte makrelfangster over det sidste stykke tid, men det har typisk været 1-2 taget under sildefiskeri. Det var dog små makreller. Nu er der mange flere – og de er store mange af dem. Det er dem, som lokalt kaldes nordmakrel, slutter han og supplerer med at fortælle, at lokale garnfiskere har haft store makrelfangster ved Vorupør blot få hundrede meter fra land.
Vi har også lige fået en melding fra Kirstine Marchen (foto øverst) , der her i dag har fået fine makreller – og har set flere andre fiskere ved Hansholm med fyldte makrelforfang, så det er bare med at komme afsted på makrelfiskeri.