Andreas Filyo i ringen på en af sine yndlingspladser: En lille sumpet inderfjord på øen Als i Sønderjylland
Flyderingen giver fantastiske muligheder for at komme ud til de pladser, hvor du ikke kan fiske fra land – og så er det en sublim oplevelse at fiske fra en flydende lænestol. Har får du en håndfuld knivskarpe tips fra Andraes Filyo.
AF ANDREAS FILYO
„SNYDERING“ er et udtryk jeg tit har hørt. Hvis man mener, at en havørred kun tæller, hvis den er fanget direkte fra land eller under vadefiskeri på kysten, så kan jeg godt forstå denne synsvinkel, men hvis man er interesseret i at optimere sine chancer for at fange fange havørred med flue i alt slags vejr, så er flyderingen en helt suveræn måde at udvide sine fiskemuligheder.
Jeg møder ikke mange „ringriddere“ på den danske kyst. Mange af de kystfiskere, som jeg møder og diskuterer det med, har en del fordomme om ringen, hvilket er min indfaldsvinkel til at slå et slag for ringen. Jeg hører tit: „Det er alt for farligt“, „Det er alt for bøvlet“ – eller „Hvad skulle fordelene være?“… Vi snupper lige en snak om alle tre fordomme i nævnte rækkefølge:
Flydering – ikke farligt, hvis man tænker sig om
Det er kun farligt, hvis man er dumdristig, ligesom det også er farligt at kørte i bil, hvis man giver den fuld gas – velvidende, at bremserne ikke virker…. Selvfølgelig skal man ikke sætte sig i ringen ved 8 sekundmeter fralandsvind, eller hvis man har en fibersprængning i låret, så man i et nødstilfælde ikke kan skynde sig i land. Eller hvem kunne finde på at gå i ringen i tæt tåge eller kæmpe bølger.
Hvis man er i besiddelse af sund fornuft, så er „ringridning“ ikke farligt. Dertil kommer, at alle moderne ringe har op til 6 luftkamre, så skulle et kammer få et læk, så padler man bare roligt i land og lapper det. Der er jo ingen huller som bliver større end en krogs diameter, så det tager op til en time, før luften er helt ude.
Jeg har fisket i ring i over 20 år nu og har oplevet dette to gange, og hver gang var jeg bare irriteret over tabt fisketid. Du kan heller ikke vælte i en flydering. Det er simpelthen umuligt, for tyngdepunktet er for lavt. Jeg sad engang uvidende i ringen ved Hvide Odde på Bornholm, og så kom katamaranfærgen… De, som kender bølgerne fra en katamaranfærge, ved, hvad jeg taler om! Jeg blev bare løftet op og ned i de kæmpe kølvandsbølger, men mere skete der ikke. Nu har jeg lært at tjekke sejltiderne nu. Og ja, selvfølgelig bør man have en oppustelig redningsvest samt en opladet mobiltelefon med ud.
Nemt at kunne ud med flyderingen
For bøvlet? – NEJ. Ringen er altid pustet op. Har du en stationcar eller en kassevogn, så er det bare at lægge den ind, hvorefter den er klar til at sætte i vandet, når du ankommer. Har du en mikrobil, tager du bare 50% af luften ud af pontonerne og klapper dem ind under sædet – og svuptivup – kommer den ind bag i bilen.
Det mest irriterende ved en ring er at puste sædet og ryglænet op. I mine ringe bliver de pustet op en eneste gang i deres levetid. Jeg tager aldrig luften ud af sædet og ryglænet. Det tager ca 60 sekunder at lukke 50% af luften ud af begge pontoner og omtrent det samme at puste den op igen. Bøvlet? Nej vel?
Denne flotte trekilos havørred er fra en lavvandet inderfjord på Als fanget fra flydering i september i blikstille vand. Da jeg altid fisker med #4 var det sjovt! Den huggede ca. 5 meter fra ringen, helt inde ved stangspidsen.
Fordelene ved en flydering
Og så er der fordelene, og dem er der masser af. Lad mig bare nævne nogle enkelte: I de kolde vintermåneder er fiskeri i flade mudrede inderfjorde et rigtigt godt bud. Hvem kender det ikke: Hvert skridt undr vadefiskeri er nærmest styrketræning for lårene, for du synker i og trækker op med alt kraft, mens en kæmpe sky af mudder svæver med op – gang på gang… Det er anstrengende og irriterende, men fiskene er der jo! Her er ringen guld værd!
Med ringen glider du stille og roligt rundt, hvirvler intet op og skræmmer ikke fiskene. Det er overraskende, hvor tæt på ringen fiskene har snuppet min flue. Et sted som Genner Bugt i Sønderjylland er eksempelvis et naturskabt paradis til ringridning. Eller Gamborg Fjord på Fyn. Eller hvad med Helnæsbugten på Fyn – samt de ydre rev ved Møn.. og, og, og… Der er masser af muligheder.
Flyderingen er genial til havørredfiskeri ved højvande
Højvande er et andet eksempel på en situation, hvor man kan få god glæde af flyderingen: Jeg fisker som alle andre fluefiskere selvfølgelig også gerne vadende, men der er situationer, hvor ringen bare er bedre. Og det er for eksempel højvande. Som alle andre har jeg også mine favoritspots, og mange af dem „lukker“ ved højvande. Man kan simpelthen ikke nå derud med fluen.
Men – men med ringen er det intet problem. Det er bare i med ringen og ud med fluen. Og – så er der mange pladser, hvor der ved højvande slet ikke er plads til bagkastet, især ved en del af mine yndlingsspots på øen Als. Det ved de fleste, som fisker disse pladser, og derfor kommer de slet ikke, så jeg sætter bare ringen i og har disse pladser helt for mig selv!
Flyderingen en havørredtrumf i pålandsvind
Vi ved jo alle, at lidt gang i vandet altid er godt, så vi leder altid efter en god vind, men tit er det bare for anstrengende eller simpelthen umuligt at få fluen ud. Forholdene stinker af fisk, men du må køre igen. NEJ! Ikke hvis du er ringridder! Så er det bare i med ringen, sejle 20 meter ud og så ellers fiske indad, for fiskene er under sådanne forhold jo helt inde i det ophvirvlede vand. Jeg har tit set spørgende blikke fra andre fiskere inde på kysten: Jeg kan lege med en #4 i 5 meter pålandsvind uden at anstrenge mig.
Og så er der det sociale aspekt: jeg er tit på tur med spinnefiskere, og de kan jo få alt ud i alt slags vejr. Som fluefisker er man lidt tabt der. Men har du en ring, er der ingen diskussioner. Man deles ikke op og kan fiske alle pladser sammen hele dagen.
Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.
Mere mobil med flyderingen
Spinnefiskere behøver i mange tilfælde egentligt ikke vaders. Selv ved stenede kyster med mange rev kan de uden problemer skridte et godt stykke af i højt tempo inde på selve kysten – og samtidig komme godt ud over stenene og revene. Og – vi ved det jo: Fisken kommer ikke til dig, du skal finde dem! Altså skal der dækkes noget vand af for at have succes på kysten.
Hvilken fluefisker kender ikke showet, hvor der med eller uden vadekæp, danses kyst-ballet hen over de glatte sten, alt imens ankler og lår arbejder som i et fitnessstudie. Og når man så endelig er ude på den store sten, så finder man efter 20 kast du af, at man måske burde komme videre, men nej… ballet igen? Jeg giver den hellere lige 20-30 kast mere her på stenen, men så går det jo galt, for det vil ofte være spild af tid.
Der skal findes bidevillige fisk, så det er bare med at komme videre…. ballet eller ej. Og det er her, at ringen kommer i spil.Jeg har lavet mange kilometerlange drev på de svenske og bornholmske stenede kyster, helt inde langs stenene og i badekarrene, hvor føden og fiskene er. Som fluefisker er det en drøm at dyrke ringridning på disse kyster: Et slag med finnerne og så næste kast, 360 grader dækkes af med fluen, et slag til osv. I stedet for anstrengende vadning på rullesten, er der tale om behagelig og effektiv ringridning! Helt perfekt er det, hvis der er en god vind på langs med kysten, og man er to mand. En bil sættes af et par kilometer væk, ringen i og så afsted med vinden, indtil man er drevet ned til bilen og kan køre retur! Det kalder vi et drev.
Grejtips til flyderingsfiskeri
Synke- intermediate eller flydeline? Jeg regner intermediate- og flydeline som én kategori, så mit svar er helt klart begge dele. Jeg har altid to stænger med ude; – en med flydeline og en med synkeline + synketip. Fisker du fra dybt vand ind over lavt vand eller omvendt, kan du lynhurtigt skifte.
Der findes stangholdere til flyderinge, men jeg har et meget simpelt setup, hvor jeg som højrehåndet har bundet en stærkt elastik rundt om den venstre ponton. Hjulet klemmes ind under elastikken, og stangen hviler op ad grejlommen på ringen Og så lige et tip til synkelinefiskeriet: Det tager jo nogle sekunder, inden linen er nede i den ønskede dybde. Jeg har altid mere line i kurven, end jeg kan kaste ud, og mens den kastede line synker, padler jeg og trækker den resterende line ud af kurven. På denne måde får jeg meget lange strips og fisker meget vand af, hvilket både er enormt behageligt og effektivt.
Valg af svømmefødder til flyderingsfiskeri
Den type, hvor man stikker støvlespidsen ind og trækker en gummirem hen over hælen, passer kun til påsvejsede støvler – ikke til regulære vadestøvler. Man kan også bruge rigtige store dykkerfinner, men så skal du tage støvlerne af, for der passer kun neoprensokken ind i. Du skal dog stadig have støvler ned, for når du kommer i land, skal du tage støvlerne på igen. Det har jeg også prøvet, men jeg synes det er for bøvlet.
Mange ringe leveres med en kort finne, som du træder på og spænder fast med velkro. De passer til alle støvler, og er egentlig meget gode. Jeg brugte dem lige til jeg hørte om Force Finns, som blev opfundet til kampdykkerne fra Navy Seals, men der er lavet en udgave specielt til flyderingsfiskeri, og jeg skal da love for, at de virker! Med disse er jeg er 50% hurtigere med mindre anstrengelse, så disse finnner fungerer som en sand turbo-motor til flydering. Er du begynder, så brug dem med velkro, men er du erfaren ringridder og ved, at du vil fortsætte med det i mange år, så kan jeg varmt anbefale Force Finns, som du kan læse mere om på andersonpontoon.com.
Valg af flydering til kystfiskeri
Vælg en ring med mange luftkamre. Jeg har en Guideline Drifter og sidder rigtigt godt. På denne flydering har jeg tunet ryglænet: Har du en ring, hvor ryglænet pustes op, så sav et cirka 1 cm tykt bræt til, og sæt det ind bag rygpuden, som vist på siden. Det giver en fantastisk støtte i ryggen over hele dagen, men kun hvis du aldrig tager luften ud af sæde/ryg.
De nyeste ringe fås også med årer, hvilket giver en del mere sikkerhed. Du kommer hurtigere i land og sparer kræfter på lange stræk.
Og så er der selen… Ingen ringe leveres med den, men den er e g e n t l i g t uundværlig. E r f a r e n e ringriddere ved, hvor tit man rutsjer frem i sædet og hele tiden skal sætte begge arme på pontonerne og skubbe sig tilbage. Jeg har derfor tunet min ring med en sikkerhedssele, som gør at jetg aldrig rutcher fremad, men sidder fastspændt op ad ryglænet. Materialet kan købes i alle outdoor butikker: Selen er af samme materiale som en sikkerhedssele, og kliklåsen af plastik er den samme som på mange rygsække og lignende. Selen trækkes rundt om for neden af ryglænet, og når du sidder i ringen, klikker du låsen i og trækker til, indtil den er stram. Således presses du mod ryglænet og holder en behagelig position under hele turen. Du kan næsten danse rock´n roll i ringen uden at rutsjhe frem i sædet. Selen er et MUST for flittige ringriddere.
Vedligeholdese er der ikke meget af. Jeg har i alle mine 20 år som ridder aldrig skyllet min ring i ferskvand. Alle ringe har holdt fantastisk, men selvfølgelig kan man da gøre det. Men husk at give alle lynlåse et lille sprøjt silicone i ny og næ. Så salter de ikke til, og samtidigt kan man jo gøre det med vadejakken.
Vil du vide mere om flyderingsfiskeri?
Hvis du har spørgsmål til flyderingsfiskeri efter havørred, er du meget velkommen til at kontakte Andreas Filyo på facebook/ messenger PM, messenger call, tel: 0049-1704364199 eller Info@Tennisschulefilyo.de. Du kan også se mange flyderingsvideoer og måske hente inspiration på youtube. Bare indtast: Andreas Filyo.