– De mange regnbuer fra efterårets udslip er nu mere eller mindre overalt i den sydøstlige del af Danmark, og der er en del fisk selv helt ned omkring Lolland Falster og Det Sydfynske Øhav – ofte inde på det helt lave vand. En af dem, der gennem de sidste par dage er blevet belønnet med et tung hug fra regnbuerne er Dean Hansen fra Team Sportex.
– Det helt lette kystgrej er virkelig godt når, vinterfiskene gemmer sig på det helt lave vand, og det var netop dette grej jeg fiske med, da jeg sidst var ude efter kystørred, fortæller han. – Der kom et par mindre havørred i nettet, inden jeg fik et tungt hug på min Tasmanian Devil. Umiddelbart tænkte jeg, at det var en kæmpe havørred, men da jeg så den tydelige lyserøde stribe, første gang den tungt vendte sig i det lave vand, vidste jeg godt, at det var en grov regnbue. Efter et par lange minutters hård fight kunne den nettes.
– Fisken blev taget på åben kyst men i det helt lave vand på maksimalt 40 centimeters dybde – midt i en stime grønlændere. Dagens set-up var min Sportex Revolt, og hjulet var fyldt med Climax Bladeline i 0.08mm, slutter han.










