Rasmus Christensen og hans far Casper fra Team Westin har det sidste stykke tid været i Sverige for at fiske efter storsandart – og man må sige, at det er gået bedre end godt med en række virkelig store fisk.
Turen kulminerede i dag med en gigant sandart til Rasmus, der er 270 gram over den gældende svenske rekord på 12,53 kilo, der blev taget d. 29 maj 2024 i den smålandske sø Stora Näteran på jig. – Den kæmpestore sandart var præcis 100 cm lang og vejede 12,8 kilo, hvilket så vidt jeg ved er den største sandart der nogensinde er fanget i Sverige, siger Rasmus. – Jeg har udforsket utallige sandartvande sammen med min far i snart mange år nu for at forsøge at knække koden med at lokalisere og ikke mindst fange de aller største sandart. På nogle ture har jeg fisket selv, men de fleste har vi haft sammen som en fælles udfordring og oplevelse – og de fisk vi fanger betragter vi i høj grad som fælles fisk, netop fordi det, der gør, at finder dem – og får den – er resultatet af vores tætte makkerskab. Den drømmefisk du ser på billedet er derfor ikke min, men vores fisk.
Vi har haft masser af vilde ture, men fordi vi finder de fleste af vores vande selv – har vi også haft masser af nulture, fordi vi hele tiden udforsker nye vande. Men uanset hvad, så nyder vi hvert et øjeblik og forsøger hele tiden at suge ny viden til os. Fisken blev taget med LiveScope spotting og en Westin Twinteez som agn, slutter han.
Et kæmpestort tillykke med den super fortjente fisk. Hvis der er nogen, der har fortjent at fange så vild en fisk på målrettet fiskeri, så er det de to herrer, der tidligere har tangeret dansk rekord samt fanget den næststørste kendte sandart i verden på en ekspedition til Finland. Virkelig godt gået!
Læs om nogen af de andre vilde fisk fra turen på fiskogfri.dk her.
Læs om Rasmus største sandart nogen sinde på over 15 kilo fra Finland her.
Tjek hvordan Rasmus og hans far fisker i disse to videoer på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor det selvfølgelig er gratis at abonnere.
Sightspin efter sandart med Garmin Livescope
Vertikalt efter gedde og sandart med Casper Dyret