– I går lørdag afholdt Effektlageret sit event Predator Academy i smukt solskinsvejr med masser af hyggenørderi i perfekte omgivelser ved Vester Mølle – lige ud til Skanderborg Sø. Hundredvis af gæster lagde vejen forbi arrangementet, hvor butikkens leverandører havde arrangeret små workshops, så man kunne lære nye metoder. Desuden stod en imponerende række både til rådighed med guidede sejl- og fisketure for gæsterne.
Anslået 400 gæster fik en tur på søen og lærte nye fiskeformer, fik prøvet deres drømmebåd, mødte en fiskestjerne eller fik afprøvet Garmins marineelektronik til fiskeri i praksis. Blandt trækplastrene var navne som Anton Tsvetkov fra Savage Gear, vinder af årets Predator Fight på YouTube, Daniel Nilsson fra Westin i Skandinaviens sejeste predatorbåd, Rasmus TC fra Team Westin, der er en af Europas mest succesfulde predatorfiskere samt Maikel Lambregts, udvikleren af Float Plus flyderinge og en legendarisk storfisker med et tocifret antal 100+ cm sandart i journalen.
Float Plus havde medbragt en række af deres flyderinge med elmotor, og mange fik en prøvetur i de små enmands fiskemaskiner. – Mange fik øjnene op for den forskel, som en flydering med motor kan gøre i deres fiskeri. – Float Plus er ideelt til Danmark, som har mange søer uden bådramper, og hvor et lavt fartøj som en flydering med motor gør det rigtig godt, selv når det blæser. Vi er spændte på samarbejdet med Effektlageret, som nu har vores produkter udstillet, fortæller Maikel.
Garmin var naturligvis massivt tilstede med en lang række medarbejdere og både. Blandt blikfangene var Lars Frithjof Nielsen med den spritnye Hobie Mirage Proangler 14 med 360XR-drev – en kajak, der er skræddersyet til prikfiskeri med to overdådige 16” GPSMAPs og fjernbetjeningspanel på rælingen samt dobbelt LiveScope. – Jeg kan godt lide at vise, hvad vi kan, og vores kunder kan sagtens regne ud, at mindre også kan gøre det, siger Lars Frithjof. – Vi har været helt vildt spændte på arrangementet her, efter at vi for to år siden afholdt, hvad vi dengang kaldte Aborre-Festival – et lignende event i lidt mindre skala, hvor folk bare kunne dukke op uden tilmelding.
– Aborre-Festivalen var en kæmpe succes – en helt igennem herlig oplevelse for gæster og arrangører – så vi har brændt efter at gentage og opskalere arrangementet. Sådan lyder det fra Mikkel Matzen, der er butikschef hos Effektlageret i Horsens. – Det har vi så gjort i år, hvor flere end 600 gæster kom forbi og havde en lærerig samt hyggelig dag. Vores partnere har gået helt vildt op i projektet – og målet med vores butik samt vores arrangementer er at skabe oplevelser. Vores leverandører har virkelig vist, at de kan lide at vise frem, hvad både de og vi kan. Vi er allerede i gang med at lægge planer for næste Predator Academy, så du kan roligt glæde dig, slutter han.
Læs om storgedden, der blev taget til Predator Academy her.
Tjek Garmins enorme udvalg af marineelektronik her.
Læs mere om high-end kajakkerne fra Hobie hos fritidskajakker.dk her.
Se alle Float Plus produkterne her.
Jetski traileren som du ser på det øverste billede, fås hos Kongeaa Trailercenter.
Tjek alt det fede grej fra Westin Fishing her.
Læs mere om Savage Gear og ABU Garcia her.
Se masser af videoer om fiskeri med Garmin LiveScope her.