Få steder i verden, byder på så mange legender om gigantiske gedder, som det er tilfældet i Sibirien. Jeg har hørt historier om fisk på gigantiske 30 og 40 kilo siden jeg var en lille dreng. Allerede dengang drømte jeg om eventyret i det fjerne land – og i år blev det til virkelighed.

Af Jakub Vagner

 

Garmin Quatix

 

Turen gennem Sibiriens vildmark foregik med hjælp af både rensdyr og bæltekøretøjer.

Turen gennem Sibiriens vildmark foregik med hjælp af både rensdyr og bæltekøretøjer.

DE SENESTE ÅRTIER har fiskeudstyr, teknikker og lystfiskernes viden om deres bytte, udviklet sig i ekspresfart. Det er ikke gået upåagtet hen – og den ene rekord efter den anden er blevet slået eftertrykkeligt. Rekorder for fx malle, græskarpe, skælkarpe og andre store trofæfisk er i nogle lande ofte nærmest blevet fordoblet.

For bare 15 år siden var en dansk karpe over 10 kilo end sand kæmpe, mens den i dag skal veje over 18-20 kilo, før den for alvor vækker opmærksomhed. Det samme er tilfældet med mallen. Men ikke gedden… Her har udviklingen ikke været så voldsom. For 30 år siden var en europæisk gedde på over 20 kilo et sandt monster, men dog alligevel opnåeligt og sådan er det stadig. Rekorderne for gedder har slet ikke rykket sig på samme eksplosive vis, som det har været tilfældet for andre tilsvarende arter, selvom ekkolod er blevet hvermandseje, og genudsætning en del af den faste dagsorden. Er det fordi vi ikke formå at kroge de helt store? Formår vi ikke at finde dem, til trods for alskens moderne fiskefindende bådelektronik? Eller er der ganske enkelt bare ikke så store fisk i vandene?

JEG HAR FISKET uendeligt meget efter de helt store gedder. Brugt måneder i Canada, i Finland, Sverige og Norge. Alle steder har legenderne om kæmpe-krokodiller floreret, men fisk på omkring en meter, bliver stadig regnet for en god fisk. De største dokumenterede trofæfisk ligger i mange lande typisk omkring de 15-18 kilo, men så er det også som om, man har nået et usynligt loft for størrelsen. Men vi ved der findes langt større gedder. Flere steder end man skulle tro, lander erhvervsfiskere gedder op til mageløse 35 kilo! Sådan ser det ud til, at tendensen er i det meste af Europa med undtagelse er det centraleuropæiske bælte, som inkluderer især Østrig, Tjekkiet, Sydtyskland, Slovakiet og Schweiz. Her er de største fisk gennemsnitligt fire-fem kilo større, end i Skandinavien, hvor fiskene så til gengæld ofte er mere talrige.

Jakub med belønningen for en barsk stroppetur i Sibiriens vildmark – en fantastisk isgedde på 16-17 kilo.

Jakub med belønningen for en barsk stroppetur i Sibiriens vildmark – en fantastisk isgedde på 16-17 kilo.

Det som gør det centraleuropæiske bælte i særklasse, er en blanding af klima, fødetilgang og vandkvalitet, som syntes at være noget nært optimalt for gedderne. Der fiskes efter to kategorier af gedder, nemlig de kystnære, som står på relativt lavt vand, og således er indenfor rækkevidde for de fleste sportsfiskere. Det har dog den negative effekt, at fiskepresset er ret massivt, hvilket påvirker fiskenes stressniveau og dermed vækst. Den anden kategori af gedder, er de store fisk, som ofte står et godt stykke fra land og ofte på 15-20 dybde. Disse fisk har forholdene til at nå anseelige størrelser, men er til gengæld uhyre vanskelige at fiske målrettet efter. Når en af disse monstre en sjælden gang i mellem kommer på dæk, er det som regel ved et tilfælde, hvor en af de store krokodiller har ladet sig lokke af en agn tiltænkt andre og mindre arter.

En lige blanding at drengdrømmene om eventyret i Sibirien, og det brændende ønske om at fange en rigtig stor gedde gjorde, at jeg i februar 2013 rejste østover med stængerne og et kamerahold fra Discovery Channel på nakken.
Præcis som Amazonas, hvor jeg har fisket meget, så er Sibirien så stort, at der nærmest er uden for fatteevne. I særdeleshed set med en lystfiskers øjne. For hvor i de over 13 millioner tyndtbefolkede kvadratkilometer, findes drømmegedden?

En god gedde kigger nysgerrigt op gennem hullet inden den ryger en tur op til en hurtig fotografering og genudsætning.

En god gedde kigger nysgerrigt op gennem hullet inden den ryger en tur op til en hurtig fotografering og genudsætning.

HELDIGVIS har jeg min gode russiske ven Oleg med mig, som ikke alene kender Sibirien, men som samtidig også er gal nok til at tilbringe en måned i det tilfrosne Sibirien med mig.

Vi ankommer til byen Khanty-Mansiysk, hvor vi bliver budt velkommen af minus 32 graders kulde. Vores køretøj er en UAZ – det legendariske russiske off-road køretøj, som udmærker sig ved at være ustoppelig. Skulle den gå i stykker, kan man finde reservedele i selv den yderste flække, og som regel kan de fleste reparationer ordnes med en hammer.

Efter en køretur gennem et landskab dækket af tusindvis af søer, ankommer vi til en træhytte, hvor Sergei står i døren med en bakke med glas, fyldt til randen med vodka, og hilser os velkommen. De minus 32 grader, syntes snart at bide lidt mindre i takt med, at vodkaens anti-frost effekt holder sit indtog i vores kredsløb.

Minus 47 grader og en kaotisk reparation af bæltekøretøjet betød en solid forfrysning i Jakubs næse.

Minus 47 grader og en kaotisk reparation af bæltekøretøjet betød en solid forfrysning i Jakubs næse.

DEN FØRSTE DAG I SIBIRIEN bliver på alle måder en lærerig oplevelse. En kameramand finder ud af, at et øje bogstaveligt talt kan fryse fast til et kamera, og jeg finder ud af, at mit isbor ikke kan nå igennem den 1,3 meter tykke is. Og så er der flere lokale madfiskere på isen, som beretter, at hvis vi søger efter store gedder, så skal vi længere mod nord.

Efter yderligere to dages rejse mod nord i UAZ’en, ankommer vi til floden Severnaya Sosva. Selv­om der hverken er broer eller færgelejer, afslører skilte, at det er her man krydser den enorme flod over isen. Andre skilte oplyser desuden, at man under overfarten, ikke må bruge sikkerhedsselen, og at man skal holde bilens døre åbne i tilfælde af, at køretøjet skulle gå gennem isen. Chaufføren beroliger os med, at isen er fin, og at det er den bedste tid på året til at krydse. Halvvejs ude, er jeg dum nok til at spørge ham, hvornår »den bedste tid på året« typisk falder, og svaret kommer promte: Den bedste tid begynder, når den første bil når helt over, og slutter igen, når den første bil går igennem isen…

Jakub har fanget masser af store isgedder – også hjemme i Tjekkiet, hvor dette foto er taget.

Jakub har fanget masser af store isgedder – også hjemme i Tjekkiet, hvor dette foto er taget.

På den anden side mødte vi Prokopich, som skal være vores guide i den kommende tid. Han er en rigtig vildmarksmand, som har tilbragt hele sit liv i en tømmerhytte ved Severnaya Sosva: Stor som et hus, helt igennem loyal og med et hjerte af guld.

I DEN FØLGENDE UGE fisker jeg med Prokopich, som virkelig lærer mig en masse om at færdes og fiske under sibiriske forhold. Vi fanger mange gedder, men ingen af dem kommer over de 10 kilo. Jeg spørger Prokopich, hvor stor hans bedste gedde havde været, og han mumlede, at den vist var omkring 25 kilo, men at det var mange år siden. Da jeg nævner legenderne om 40 kilo+ fisk, griner han bare.

Vi beslutter os at rejse videre mod nord. Målet er en unavngiven sø på cirka 500 hektar, som vi har fundet på google-Eath. Det bliver en over 50 times langt køretur i UAZ’en. Afstandene er i sandhed gigantiske i Sibirien. Det er Sergei som har fundet søen, og mener den er uberørt. Området huser tusindvis af søer, men denne er særlig dyb, og ligger midt i et tilfrosset sumpområde, som end ikke er tilgængeligt med en helikopter, men med UAZ’en og de medbragte snescootere, har vi dog en rimelig chance for at nå frem over isen. Det lykkedes at nå søen, og vi finder nogle dybe huller, som vi beslutter os for at fiske på.

Når man skal frem i de aller nordligeste områder af Sibirien er et bæltekøretøj som dette nogle gange den eneste mulighed for at komme frem.

Når man skal frem i de aller nordligeste områder af Sibirien er et bæltekøretøj som dette nogle gange den eneste mulighed for at komme frem.

AGNEN når ikke bunden, før den bliver taget – og igen og igen hugger gedderne grådigt! Men desværre udebliver de større fisk. Der er kun få fisk over 70 centimeter, men til gengæld er der nok af dem, og på den første morgen fanger vi 50 gedder! Sådan bliver det ved i tre dage, men monsteret vi er ude efter, udebliver.
Vi beslutter os for at drage tilbage til den afsides, nedfrosne landsby Saran-Poul, som vi har passeret på vejen ud, og her går yderligere fem dage med at vente på en pansret mandskabs vogn, vi kan bruge til at komme videre. Vi har nemlig sat os for at søge endnu længere mod nord, og her må selv UAZ’en give op.

Da det tidligere militære bæltekøretøj ruller ind i byen med chauffør Kolya bag rattet, bliver indbyggerne i Saran-Poul tydeligvis urolige. Så langt fra civilisationen kommer militæret kun, hvis de har en god grund til det. Roen genfinder dog sit normale niveau, da det går op for dem, at Kolya er civil, og at bæltekøretøjet er tiltænkt transport.

I bælgravende mørke og over 40 graders frost – går bæltekøretøjet i stykker, men på mirakuløs vis får de repareret bilen og reddet sig ud af den potentielt set farlige situation langt fra den nærmeste civilisation.

I bælgravende mørke og over 40 graders frost – går bæltekøretøjet i stykker, men på mirakuløs vis får de repareret bilen og reddet sig ud af den potentielt set farlige situation langt fra den nærmeste civilisation.

Vi klemmer os ned i den store maskine gennem den lille mandskabsluge og med minimal benplads og et overdøvende spektakel, starter vi vores over 200 kilometer lange rejse gennem vildmarken til en anden lovende sø. Efter at have krydset floder, dale, stepper og skove er vi nået halvvejs, da der pludselig kommer et højt brag fra det ene bælte. Det viser sig at være det bagerste hjul­ophæng, som havde givet efter. Klokken er 19, og vi var ikke just i en del af verden, hvor vi skal forvente vejhjælp. Situationens alvor er mere end tydelig at se i den ellers rolige Kolya’s øjne.

I seks timer og med temperaturer på under minus 47 grader, kæmper vi med de tunge bælter i et forsøget på at flyttet et af de andre ophæng om bagerst. Vi fryser inderligt og pludselig stopper Kolya og peger på min næse. Den er fuldstændig følelsesløs og synligt hævet. Det er mine fingre og tæer også, men det er tydeligvis værre fat med næsen. Heldigvis lykkes vores nødreparation, og næste dag ankommer vi til floden Zhivoon. Få dage efter begynder næsen at blive mørkeblå, og det bliver den ved med i flere uger efter.

Med motoriseret isbor går det hele lidt lettere, hvilket er meget rart, når det er helt normalt, at isen er over en meter tyk...

Med motoriseret isbor går det hele lidt lettere, hvilket er meget rart, når det er helt normalt, at isen er over en meter tyk…

ISEN her er »kun« 60 centimeter, hvilket gør det muligt for os, at lave flere huller end de andre steder, vi har fisket. Jeg har en stang rigget til med en enkeltkrog og en 35 centimeter stor skalle på et hul som ellers kun byder på 40 centimeter dybt vand under isen, men det skal prøves.

Og der går ikke længe, før bidmelderen på netop den agn går. Modhug falder – og efterfølges af et tungt udløb! Yes! Efter lidt tovtrækkeri, kommer en del af et enormt hoved til syne i det mørke vand. Hovedet er alt for stort til at komme op gennem hulles i isen, og vi kan endnu ikke se, om det overhovedet er en gedde.

Et par piger gør klar til fest i en af de Sibiriske landsbyer på vejen.

Et par piger gør klar til fest i en af de Sibiriske landsbyer på vejen.

Oleg kommer styrtende til med en hakke, og begynder at udvide hullet – og det lykkedes uden at skade linen, hvorefter fisken nu kan fightes tilbage til hullet. Da den viser sig, er vi lige ved at falde bagover. Det er en gigantisk taimen! – og langt større end noget jeg nogensinde har set før! Men i samme sekund slår fisken endnu et slag, og krogholdet giver efter… Væk var fisken – forbandet!

Jeg er endnu ikke kommet mig over skuffelsen, da bidmelderen på en af de andre agn går den næste dag. Denne gang er vi bedre forberedte, og så snart jeg mærker, at det er en fisk med god størrelse, begyndte Oleg at udvide hullet, og denne gang er heldet på vore side. I det udvidede hul kan vi snart set hovedet fra en kæmpe gedde. Med lidt bøvlen får vi fisken op af hullet, og hvilken fisk! Det er en smuk og perfekt bygget Sibirisk kæmpegedde! Temperaturen er mellem 20 og 30 minusgrader, og for ikke at fisken skal lide overlast, sætter vi den hurtigt tilbage efter et par hurtige billeder uden at vi hverken måler eller vejer den – en fisk i den størrelse, som vi anslår til 16-17 kilo, er trods alt mere værd levende.

Et par lokale unge fyre på elgjagt for at supplere de sparsomme vinterforsyninger.

Et par lokale unge fyre på elgjagt for at supplere de sparsomme vinterforsyninger.

Jeg har fanget en sibirisk kæmpegedde, og vores mål er nået – selv om den dog stadig er langt fra lige så stor som geddelegenderne over 40 kilo. Om gedder i den størrelse rent faktisk findes i Sibirien er svært at sige, men jeg tvivler. Vinteren er simpelhed for hård og brutal. En ting er dog sikkert: Intet andet sted finder du en tilsvarende tæthed af gedder i mellemstørrelsen, og så er der jo lige alle de andre fisk også. Aborre op til 3 kilo og så ikke mindst den taimen, vi havde på, som muligvis kunne have været en ny verdensrekord. Det er ingen tvivl om, at jeg kommer tilbage.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This