Den nordligste del af Jylland rummer masser af spændende muligheder for åfiskere med hang til store flotte havørred sensommer og tidligt efterår. Vi har fulgt i kølvandet på nordjydske Esben Børglum Stevn, der uden tvivl er en af de mest succesrige åhavørredfiskere i landet.
Af Jens Bursell
SOLEN varmer stadig godt, da vi betragter den lille å fra landevejsbroen. – Den er lige lovlig klar, vandet er lidt lavt – og der driver en del grøde fra grødeskæringen, vurderer Esben med en kompetence, der vidner om mange timers praktisk fiskeerfaring ved åerne. – Lad os køre et par kilometer højere opstrøms og satse på, at de ikke har skåret grøde der endnu, fortsætter han med en determineret mine. – Inden grøden er skåret er der nemlig flere standpladser – og lidt højre vand, fordi afstrømningen foregår langsommere.
ESBEN BØRGLUM STEVN fanger massevis af åhavørred – og har gjort det i de sidste syv år. – Jeg er født og opvokset ved de nordjyske havørredåer, fortæller den syvogtyveårige åfisker, der startede sin fiskekarriere med at jagte undslupne dambrugsørreder i Villestrup Å, da han boede i Terndrup. – I starten fiskede jeg mest med orm og fangede masser af store bækørreder, men inden længe gik jeg over til at fiske spin. Jeg insisterede på at fiske mindst 3-4 timer ad gangen, men det var ikke altid, at mine forældre gad at bruge så mange timer ved åen. Fra jeg var 10 år foregik mine fisketure derfor på den måde, at min mor eller far droppede mig af ved åen – og hentede mig et par broer længere nede nogle timer senere. Herefter har fiskeriet udviklet sig i takt med, at jeg blev større – undtaget en periode fra de 16-20 år, hvor jeg var mere interesseret i damer og fester end i at fiske… For syv år siden fokuserede jeg et hundrede procent på åhavørred.
EGENTLIG VAR DET EN TILFÆLDIGHED, der startede mit målrettede fiskeri efter åhavørred. Allerede fra første tur var der jackpot. Turens mål var vitterlig en tilfældig å, hvor jeg et fuldstændig tilfældigt sted fik to havørreder på to kast… Jeg anede ikke engang, om der var fisk i åen, men det vidste jeg nu. Seancen gentog sig med samme succes allerede på den næste tur, og så var jeg for alvor solgt til fiskeriet efter åhavørred. Jeg havde altid troet at åhavørred, var noget der var forbeholdt eksperterne, men min fantastiske start på fiskeriet viste, at det faktisk er et fiskeri, hvor alle kan være med.
I den kommende tid væltede jeg havørred på land – og jeg begyndte også at fiske andre åer, hvor jeg også havde fint med held i sprøjten.
100 ÅHAVØRRED PR SÆSON er det i gennemsnit blevet til siden da, men jeg har heller ikke ligget på den lade side, smiler Esben, der i 2009 toppede med en sæson, hvor han landede 216 åhavørred over målet – et antal fisk de fleste åfiskere kun kan drømme om. – 7,8 og 7,45 kilo vejede mine to største fisk, som begge to blev taget i 2009.
Mange tror, at havørredfiskeri om sommeren behøver at være ensbetydende med natfiskeri, men jeg fanger faktisk de fleste af mine fisk ved højlys dag – også selvom det er en bagende varm sensommerdag, som i dag. Min største fra Simested på 7,45 huggede således på det nederste af Ålestrup strækket klokken 15 om eftermiddagen på en augustdag i solskin og lavt, klart vand med en lufttemperatur på 24 grader.
Vandstanden i den lille å er ret lav. Det er varmt, solen er så småt ved at fortrænge skyerne og dagens lidt blæsende vejr er i aftagende. – Så klart som det er, skal jeg have en lidt afdæmpet farve, så jeg starter med min Mepss Aglia str. 3 i guld, siger Esben, idet han gør klar til det første kast. Og der går ikke længe før Esben beviser sin klasse – samt påstanden om, at dagsfiskeriet ofte er super. Allerede efter et par omdrejninger på hjulet kan jeg se en bølge bag spinneren, og et splitsekund senere krummer Esbens stang sammen til lyden af et par fine plask mellem sivene.
FISKEN PISKER NEDSTRØMS, og inden længe vælter den rundt i overfladen lige neden foran brinken, hvor vi står. – Jeg tager den med hånden, siger Esben og tager sin landingshandske på, mens han forsøger at få fisken ind. Brinken er lige lovlig stejl, og han må strække sig godt for at få fat på dagens første havørred, men til sidst har han den i et sikkert greb, så han let og ubesværet kan afkroge samt genudsætte fisken. – Jeg har blot haft fire ture i år, og det er nummer 21 over målet, så det tegner da meget godt for åsæsonen 2013 griner han, mens han får bakset sig op i sikkerhed lidt længere oppe på brinken.
Og sådan bliver det ved. Som en løve på savannen bevæger han sig lydløst gennem det høje græs og svinger rutineret stangen ud over siv og buske, så spinneren lander perfekt få centimeter fra sivene på diverse oplagte hotspots – og inden længe har han fået et par stykker mere. – Nu er det vist din tur smiler han beskedent og tilbyder galant at tage mit store kamera og rygsæk, så jeg for en stund kan slippe fotografens evige åg på skuldrene.
Der er stadig så meget vind, at der skal kompenseres en hel del i kastet for at den lille spinner ikke skal havne i sivene langs den lille å, men på trods af dette lykkes det mig at få kastet spinneren perfekt op til en lille sivtot, der på klassisk vis rager ud og giver et fedt lille strømlæ. Allerede i nedslaget ser jeg optakten en til en dønning, og inden jeg når at blinke med øjne, forvandles dønningen til en kølvandsbølge, der forfølger spinderen for et splitsekund senere at hakke til spinneren, så vandet på det blot 30 centimeter dybe stræk plasker til alle sider.
Fisken trækker godt igennem i min 3-15 grams stang, og det er en sand fornøjelse af fighte fisken på trods af sine beskedne cirka 45 centimeter, men efter kort fight kapitulerer den og ryger straks tilbage til sit rette element.
HVILKEN FANTASTISK AFTEN. Solen bager, de spredte mørke skyerne holder på vandet, køerne gumler fredsommeligt i engen, og der er masser af fisk i åen. Vi skiftes til at fiske og fange fisk. Næsten på hvert eneste nye stræk enten ser, mærker eller fanger vi noget. Det er næsten for godt til at være sandt, men jeg må knibe mig i armen og konstatere det er virkelighed, da jeg et par timer senere lander aftenens anden fisk over 60 centimeter. I det bløde aftenlys fra den nedgående sol, skinner den flotte høstfarvede bug som var den lavet af det pureste guld, og de mange flotte og markerede sorte pletter sidder perfekt på den velkonditionerede havørredkrop.
I takt med, at mørket tiltager bliver der længere og længere mellem huggene – og det er som om, at fiskene bliver lettere skræmt, idet vi forsigtigt nærmere standpladserne. Oftere og oftere flygter fiskene foran os, ligegyldigt hvor stille vi bevæger os. Da vi på blot få timer har fået 18 åhavørred over målet, hvilket selv for Esben er en virkelig god aften, er vi nu også mere end godt tilfredse og begynder vandreturen gennem høje urter og siv for at komme tilbage til en velfortjent kold øl ved bilen. – Det er faktisk første gang jeg har haft så mange fisk på nogle få timer.
GREJET er der ikke noget hokus-pokus ved. – Min favoritstang er Shimano Antares på 8 fod med en kastevægt på 5-21 gram, fortæller Esben. – Denne stang, som desværre er udgået af produktion, har perfekte kasteegenskaber til de små præcisionskast, der ofte er nødvendige ved åen – samt rigeligt med bøffer til at tæmme en stor havørred, hvis det skulle blive nødvendigt. Desuden er den både følsom nok til at registrere det mindst puf – samt stiv nok til at sætte krogen. Hjulet er ABU Revo Neos 30D, hvilket har fungeret meget bedre for mig end mit gamle Fireblood hjul, som jeg nu kun bruger til reservehjul, fordi det larmer og rasler, når man hjuler ind. Linen er 0,12-0,13 fletline i grøn Power Pro.
Forfang bruger jeg ikke, da jeg reelt set ikke har kunnet se forskelle i min fangststatistik, når jeg har fisket hhv. med og uden.
MEPPS SPINNERE STR. 3-4 er mine absolutte favoritter til åens havørreder, pointerer han. – Jeg bruger et begrænset antal farver som guld, sølv og kobber, hvoraf især sidstnævnte er min absolutte favorit til allround brug. Jeg har i en periode brugt Vibrax-spinnere en del, men de har den ulempe, at spinnerens wire meget lettere bliver skadet, så den er ubrugelig, hvis man sammenligner med en Mepps, der ikke er nær så følsom overfor nogle tæsk under det praktiske fiskeri. Helt generelt går Mepps´en bare bedre – og spinnerbladet folder sig hurtigere ud i samme splitsekund, den lander på vandet. Mepps er bare bare nummer ét – sådan er det. De nye Savage Gear Caviar spinnere har jeg også forsøgt mig med – men igen – de går bare ikke lige så godt som Mepps Aglia til opstrøms spin. Årsagen er den svagt bøjede anti-kink krop samt det smallere blad, der egner sig bedst til nedstrøms – og meget dybt fiskeri.
WOBLERE medbringer jeg altid et begrænset udvalg af. Valget er typisk og ikke overraskende en ambulancerød flydende Rapala, som jeg primært bruger, når det er nødvendigt med nedstrømsfiskeri for at nå ind til en fisk, der eksempelvis gemmer sig under nogle udhængende grene, hvor det er umuligt at kaste ind. Her kan man med en flydende wobler fire den tilbage med strømmen ind under grenene – og så ellers starte indspinningen, når den er lige præcis over det giftigste sted. Denne metode slår sjældent fejl, men mindst 95% af mit fiskeri er hurtigt opsøgende opstrømsspin, som jeg generelt anser for det letteste og mest effektive. Nedstrøms kast bruger jeg kun, når det er absolut nødvendigt – blandt andet fordi man lettere skræmmer fisken, der jo står med hovedet op mod strømmen.
MINE FAVORITÅER ligger alle i lokalområet i nærheden af hvor jeg bor nær Frederikshavn – og hovedparten af mit fiskeri foregår i Vendsyssel og omegn, inden for under en times kørsel hjemmefra, beretter han. – Det giver mig stor fleksibilitet og gør, at jeg kan rykke til et bredt spektrum af åer, alt efter hvor forholdene måtte være mest idélle. Uggerby Å, der nærmest ligger lige i min baghave, kommer man ikke udenom, men åen, der i perioder har været kendt for både mange og store havørred, har helt generelt fisket så elendigt de sidste par år, at jeg i stadigt stigende grad har fokuseret min indsats på mange af de andre nordjyske åer. Her får du en kort gennemgang af mine favoritåer i den østlige del af Vendsyssel.
ELLING Å lige nord for Frederikshavn er en fantastisk varieret lille å, der kan byde på et rigtig godt havørredfiskeri toppet af virkelig store fisk, afslører han. – Åen har også flere mindre tilløb som alle i perioder kan være interessante. I denne som i mange andre åer, er der nogle meget korte stræk, hvor alle folk partout skal fiske på nakken af hinanden – samt massevis af vand, hvor der stort set aldrig kommer et øje. Jeg fisker overalt – og får fint med fisk på alle de pladser, hvor stort set ingen andre fisker.
Generelt gælder det, at det mest urørte og derfor ofte også det bedste fiskeri er der, hvor der er mest utilgængeligt. Jo mere du kommer til at svede og bakse dig gennem høje brændenælder – desto mere kan du selvsagt regne med at være den første, som kaster din spinner over en ny standplads.
Systemet byder på cirka 15-20 kilo meter godt åfiskeri som administreres af Frederikshavns Lystfiskeriforening, der er den eneste forening, som har vand herpå. Åen er 3-5 meter bred med en fin vandføring der minder en del om Simested på Ålestrup stykket. Den kan være rigtig, rigtig træls at gå ved, fordi der er så mange træer og grene, så man skal være forberedt på at miste et par spinnere på hver tur – men der er også tilsvarende mange fede pladser, med chance for store fisk. Det er ikke mere end et par år siden sidst, der blev taget en havørred på over ti kilo…
Fiskeriet i åen er stærkt nedbørsafhængigt, og opgangen starter typisk den første uge af juli, men det er først fra midten af august, at der er rigtig godt med fisk her. Generelt er alle åerne nord for Limfjorden lige en tak senere i opgangen end de mere sydlige jydske åer.
Læs mere om fiskeriet på www.lystfisker.frhavn.dk, hvor du også kan læse om foreningens fiskeret på Åsted Å, Skærum Å og Bangsbo Å.
BANGSBO Å udmunder i den sydlige del af Frederikshavn, og den lille kun 1-2 meter brede å, har 5-6 kilometer fiskbart vand. Her er masser af standpladser og træer samt god dybde, på trods af det beskedne vandspejl.
Det, at åen er så kort, gør også, at den stiger og falder utroligt hurtigt. Det kan altså være højt, farvet og svært fiskbart vand om morgenen – og perfekt svagt farvet vand i passende højde om eftermiddagen her ved den lille å. Desværre er der en ikke alt for velfungerende fisketrappe, men man kan da godt være heldig at få en håndfuld fisk på en rigtig god dag.
SÆBY Å ligger lidt syd for, og fiskeriet her administreres af Søby Lystfiskerforening på www.ssfk.dk. Også her er der en fisketrappe, som de fleste tror, at der ikke passerer fisk igennem. Men det gør der faktisk – og fiskeriet kan derfor også være hæderligt oven for trappen – især set i lyset af, at du sjældent vil møde andre lystfiskere til at konkurrere om fiskene. Langt de fleste fisker 0-400 meter nedstrøms trappen – men lige så snart man bevæger sig ovenfor ses det tydeligt, at der er mindst lige så mange fisk som nedenfor.
Åen er kort – og den bærer kun navnet Sæby Å på de nederste 8-10 kilometer. Også denne å er smal og meget dyb – med adskillige huller på 2,5-3 meters dybde. Grøde er der masser af, og det kan til tider være svært at fiske på grund af de massive mængder af pindsvineknop. Ofte er et godt tidspunkt derfor ugen umiddelbart efter en grødeslåningen.
Opstrøms her er der 4 mindre tilløb er åerne, som er så små, at de kan være svære at fiske i. Lige præcis denne å er en af de mere svingende – og vi har ofte fået 0-ture når forholdene var idéelle – og det modsatte når de ikke var det…
VOER Å kan for det utrænede øje se lidt kedelig ud, men det skal man ikke lade sig narre af. Åen, der til tider fisker rigtig godt, munder ud halvvejs mellem Frederikshavn og Hals. På de nederste par kilometer er den 3-5 meter bred, men så snart man kommer længere op bliver den hurtigt smal og svær at fiske med høje brinker, masser af vegetation og mange spændende dybe huller. Her er det ikke noget problem at komme til at fiske alene – og det er her fisken er.
Åen, der en del steder er ret kanalagtig, producerer hvert år fisk i 8-9 kilos klassen og byder også på et godt grønlænderfiskeri i foråret. At den er kanalagtig på nogle stræk betyder dog ikke nødvendigvis at der er tale om et dårligt stræk, for der kan alligevel være en del standpladser under de snørklede grødebræmmer. Netop de lige stræk muliggør lange kast, som gør, at man ikke så nemt skræmmer fisken, hvilket kan være en fordel.
Fiskeretten på hele åen administreres af Voer Å Sportsfiskerforening, som du kan læse mere om på www.voeraaspf.dk
GERÅ lidt syd for Voers Å, har nogle rigtig gode bækørreder og også her har Voer Å Sportsfiskerforening noget vand man kan fiske på. Også denne å er mange steder lidt kanalagtig, men fiskeriet kan som i Voer Å alligevel være udmærket. Alt i alt er der masser af gode åer i det østlige Vendsyssel – det er bare med at få pakket fiskestængerne, slutter Esben med en entusiasme, der vidner om, at der næppe går lang tid, før han er ude at fiske igen.