Beretninger om lange fangster i Øresund er sjældne, men i 1970érne blev der jævnligt fanget pæne og sågar store langer. Tag med Per Ekstrøm et smut tilbage i tiden.
AF PER EKSTRØM
”OASEN PÅ ØRESUNDS BUND har foreløbig givet 116 langer”. Overskriften i lørdagsspalten om lystfiskeri i Berlingske Tidende den 27. november 1971 osede af fiskefeber. Redaktør Børge Munk Jensen havde fundet den helt rigtige overskrift. Forklaringen var enkel. Den legendariske turskipper Per K. Thuesen havde ved et tilfælde lokaliseret et stort skibsvrag nord for Hven året i forvejen. Han var sejlet henover stedet, og så havde ekkoloddet som han senere udtalte det: ”Givet et ordentligt spjæt”.
Hurtigt havde han taget nogle landpejlinger, så han kunne finde tilbage. Det var den eneste form for navigation, der blev anvendt på det tidspunkt. Han var klar over, at det var et vrag, men hvilket? Det blev først opklaret efter nogle år, da han videregav positionen til nogle dykkere, der fandt ud af, at det var vraget af S.S. Robert.
Et tragisk skibsforlis gav langerne et hjem
Skibet havde faktisk en tragisk historie, da det d. 30. september 1905 stødte sammen med et andet skib og sank. Ud af 21 ombordværende reddede kun én livet. Nu var det efter 65 år blevet fundet. Skibsvrag fra perioden fra slut 1800 tallet og til begyndelsen af 1900 tallet er mangfoldige, og der findes flere i Øresund. Den nye teknologi med maskiner, der afløste årtusinders sejlads med sejl, var vanskelig at håndtere og medførte mange sammenstød og forlis.
Thuesen var efter tiden en meget eksperimenterende skipper. Han havde været på ture til blandt andet Norge, hvor han deltog i Europamesterskaberne i det nystiftede Europæiske Havfisker Forbund (E.F.S.A.) og set, hvordan man fiskede med agn i stedet for pirk. Han arrangerede derfor en tur med medlemmer af EFSA Danmark (Det nuværende DHF), da det var fiskere, som havde prøvet andet end traditionelt pirkefiskeri. På turen fangede man ikke mindre end 21 langer, hvoraf den største vejede 14,5 kilo. Med jævne mellemrum, når vejret tillod det, og lystfiskerne var indstillet på at fiske på vrag med de risici for bundbid det indebar, tog han derfor nogle træk over vraget.
Før eller senere får lystfiskeren en lange på krogen” Citat fra bogen ”Jeg er lystfisker” fra Politikens forlag årgang 1957. Dengang var langen sjælden, og mange lystfiskere kendte slet ikke fiskearten med torskehovedet og den lange krop. Denne fisk blev taget af Jens Bursell på en havtuyr med Fyrholm fra Spar Lystfiskeri.
Af og til lykkedes det at vriste en god lange ud af vraget, men langsomt blev det opfisket. Jeg har selv i 1971 været med Nieren og Thuesen på vraget. En tåget grumset dag i november, hvor vi sidst på dagen, med Hvens dunkle ler skrænter som kulisse, lige skulle henover for at prøve. Når jeg tænker på oplevelsen, genopfriskes spændingen og illusionerne ved det mytiske vrag 40 meter under kølen og ikke mindst forestillingen om de store langer i vraget. Det blev dog ved illusionerne, for vi fangede ikke noget, selv om både Thuesen og en fisker mente, han havde haft fat i noget spændende.
De største langer som bifangster
De største langer blev dog ofte fanget som bifangster. I midten af 70´erne fangede Steffen Arendrup en lange på 16 kilo under sildefiskeri nord for Hven, og i 1979 fangede Jan Kristoffersen en lange på 18,5 kilo under torskefiskeri, så langerne holdt ikke blot til ved vrag eller andre gemmesteder. Den største lange fanget ved målrettet vragfiskeri blev fanget d. 23. april 1979 af Ove Pedersen fra Blovstrød ombord på Skjold.
Den pågældende dag var egentlig helliget en jagt på havkat. Vinteren 1978-79 havde været umanerlig kold med masser af is, og mellem de mange store torsk, som blev fanget den vinter, var der også flere store havkatte.
Allan Jensen, der har dykket meget på SS Robert, er mester for denne tegning, så man kan se hvordan skibet ligger på Øresunds bund. Det ser ud som om kollisionen er sket i bagbords stævn.
Langer som bifangster på havkatteture
Turen gik derfor primært på at forsøge at fange en stor havkat. Dagen startede tåget, og vi lagde os på 15 meter vand. Efter nogen tid lykkedes det, da Flemming Madsen fangede en havkat på 5,2 kilo. Ved middagstid lå tågen stadig tung over Øresund, og da der blev ringet til fælles frokost, forsvandt alle mand under dæk.
Stemningen var naturligvis høj, da det var lykkedes at fange en havkat, og den gode stemning under dæk gjorde måske, at frokosten måske varede lidt længere end planlagt. Tågen var imidlertid med et trylleslag lettet, da alle mand igen var på dæk. Der var heller ingen vind, men sidst og ikke mindst, der var ingen strøm. Samtlige ombordværende blev enige om at sejle hen til ”kulbåden” som man kaldte, eller måske stadig kalder de 2 vrag der er markeret på søkortet midt ude i Øresund lidt nord for Helsingør.
Samme vrag afgav samme dag også en pæn havkat. Ulf Hansen fangede den flotte kat på 6,5 kilo. Så med både en kæmpe lange og 2 flotte havkatte var det turen, der aldrig går i glemmebogen.
Som med Thuesen var der ikke noget, der hed GPS-Navigator. Så det foregik med brug af John Trab´s nøjagtige landpejlinger. Disse var kendt af de turskippere, som sejlede fra Helsingør, og jeg havde tidligere oplevet, at der holdt spændende fisk til ved vragene. Blandt andet havde nogle rigtig pæne lubber tidligere holdt til over vragene. Det sydligste af vragene er formodentlig det norske dampskib Union, der sank d. 16. juni 1883 efter en kollision. Oplysninger om skibet findes ikke, da ”Efterretninger For Søfarende” først begyndte at udkomme i 1885. Det nordligste vrag er med sikkerhed det engelske dampskib Otto, som sank d. 7. august 1892. Efter forliset rakte mastetoppene op over vandet, hvorfor disse sammen med skorsten blev nedsprængt 3 dage efter for ikke at være til gene for skibsfarten.
Dunderhugget fra storlangen
Vi begyndte at fiske, og efter kort tid faldt hugget. Ove gav tilslag og pumpede energisk. John Trab kom selv ud med fangstkrogen, da han kunne se, det var en pæn fisk. Både han og vi andre ombordværende tabte næsten både næse og mund, da fisken viste sig ved skibssiden. Det var ikke en havkat, men en kæmpe lange. John slog fangstkrogen i langen og begyndte at hale ind. Længden var 137 cm, så det føltes nærmest som en evighed, inden langen kom over rælingen og lå på dækket.
Der var tale om et rigtig velnæret eksemplar, så der var vild jubel. Det var stort. Først en havkat og nu denne lange. Forventningerne til dagen var mere end indfriet. Der blev ikke fanget flere langer, men der var flere kontakter, hvor langen bare gik ind i vraget igen. Til gengæld fangede Ulf Hansen endnu en havkat på 6,5 kilo på vraget, så det var en vellykket tur.
De seneste mange år har der kun været spredte meldinger om fangst af mindre langer. Hvad årsagen er, kan der kun gisnes om. Dykkere er jævnligt på ”besøg” i de vrag, jeg har nævnt, og fælles for dem er, at der er masser af garn og liner på vragene, men ingen langer.
Som en kuriositet var der for en halv snes år siden en større havål, som holdt til på vraget af S.S. Robert. Dykkere har fortalt, at det var muligt at håndfodre havålen med fladfisk, men den er for længst væk. Svaret på manglen af langer skal måske findes i for megen aktivitet omkring vragene. Både fiskeri og dykning har måske jaget langerne væk, og de har fundet andre steder, hvor der er mere fred. Spørgsmålet er bare hvor?
Af og til hører vi faktisk om ret pæne langer fra Øresund, så måske er det, der skal til, måske blot en målrettet indsats?
Skibsportrætter var meget populære blandt reddere fra midten af 1700 tallet og frem til fotografiet blev almindeligt. Her er maleriet af SS Robert, der sank ved en kollision og nu ligger på bunden af Øresund nord for Hven. Portrættet tilhører fritidsdykker Allan Jensen.
