I disse torskeforbudstider skulle man ikke tro, at der var fisk i Øresund. Men det er der – og i rigelige mængder. I går havde Fyrholm og skipper Martin Hubert fra Spar Lystfiskeri en hold tyskere ude: – Det startede med, at vi fiskede efter sild og fangede masser af fisk. Faktisk så mange, at tyskerne efterspurgte lidt afveksling. Vi drev derfor ud over et område i nærheden af en skrænt på 25-30 meter vand, hvor der var en del ”spredt fnuller på bunden” på ekkolodsskærmen, der lignende torsk. Og det var det. I løbet af ret kort tid havde alle på båden fået torsk, og de efterfølgende blev genudsat. Der var mildest talt massevis af fisk i – og selvom de kun var op til et par kilo, så var de i god stand.
– Netop fordi Øresund er så markant forskelligt med mange flere fisk i forhold til fx Østersøen og de andre bælter, kan det undre, at man her i 2024 og fremover ikke, som det ser ud lige nu, kommer til at have mere lempelige regler for netop Øresund. Vi arbejder naturligvis i kulisserne på en særstatus for fiskeriet i Øresund, slutter Martin Hubert.
Læs mere om det bebudede totale stop for torskefiskeri i 2024 her. Vi har været i kontakt med EU Kommissionens talsmand, som pointerer, at forbuddet implementeres nationalt og efter de enkelte landes egne tolkninger. For at få en mere præcis formulering, så vi lystfiskere ved eksakt, hvad forbuddet mod hjemtagning af torsk kommer at indebære i praksis, er vi lige nu i dialog med Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som indtil videre siger følgende: Der vil ikke være nogle specifikke metoder som forbydes til saltvandsfiskeri i ICES zonerne 22-24 (Øresund, Østersøen og Bælterne), og det vil fortsat være lovligt at fiske samt hjemtage fx sild. En mere præcis udmelding er på vej, og når vi har den, så vil du blive informeret på fiskogfri.dk.
Du kan booke ture på Øresund med Spar Lystfiskeri her.