Med en simpel Claw Connector, der kan bruges på både gennemløbere, pladeblink, trådblink og spinnere – kan du forøge din landingsrate med 50-70 %. Den højeste landingsrate får du med en str, 12 trekrog som fx Owner ST 36 BC X, men hvis du foretrækker de lidt større kroge, – fx str 10-6, så vil Claw Connectoren også give en bedre eksponering af kroge som disse – og dermed også give en lidt højere landingsrate her. I denne step-by-step video får du alt det, du skal vide for at lave dine egne Claw Connectors. Og det er faktisk temmelig nemt.
AF JENS BURSELL, FILM OG REDIGERING: NANNA HVIID OG JENS BURSELL
Med de normale kystagn monteret med traditionelle store kroge, lander du kun 38-43 % af alle de havørredkontakter, som du får – og det er uanset hvilke kroge, du bruger, samt hvor skarpe de er. Men – ved at bruge forskellige former for takler og montager, som fx release-takler, L-rigs, Helikopter Rigs og Connectors, kan du øge din landingsrate betragteligt – og dermed få meget mere ud af dit fiskeri. Det statisktiske belæg, jeg har for denne udtalelse, kan du læse meget mere om i mit kapitel “De sidste 50 %” fra bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”.
De nye Claw Connectors giver ikke en højere landingsrate end ovenstående specialtakler og connectors, men fordelen er blot, at det er nemmere at lave samt meget nemmere at fiske med, hvis du gerne vil have det så simpelt som overhovedet muligt. Og så kan du bruge dine Claw Connectors på samtlige af de kunstagn, som du allerede har i din takelboks – helt uden at skulle bruge tid på at modificere dit endegrej.
Du kan købe alle de redskaber og materialer, der skal bruges til claw connectors på releaserigshop.com lige her.
Videoen er på engelsk, men hvis du ikke er så god til det, så taler de levende billeder for sig selv. En Claw Connector er super let at lave, hvis du har de rette redskaber og materialer.