– Mit sommerfiskeri efter aborrer har tidligere foregået på lidt dybere vand og har givet en række fine fisk omkring og op til 45 cm, fortæller Frederik Eritsian-Hansen. – I år har fiskeriet været en smule sværere, så jeg har søgt ind på lidt lavere vand og fisket en del med chatterbaits.
– Forleden startede jeg således med en Westin Bladebite i farven headlight fisket med et lille Hypoteez softbait som trailer. Og på 1 meter vand – blot 1,5 meter fra stangspidsen – stormede en stor aborre ud fra sivene og inhalerede min agn. Jeg kunne med det samme se, at det var en stor fisk, så nettet kom hurtigt frem, og kort tid efter lå den der – i nettet. Det var en dejlig følelse – og fisken blev målt til 49 cm samt vejet til 1750 gram, hvilket er ny PR. Nu glæder jeg mig til det sene efterår, hvor de får lidt mere sul på sidebenene, slutter han.
Husk at du kan finde en masse gode artikler om fiskeri efter aborrer i vores artikelarkiv på fiskogfri.dk her.