Hvis du er til laksefiskeri – og i særdeles laksefluefiskeri, så er der godt nyt. – Michael Beck-Hansen og Kenny Frost har nemlig netop udgivet et pragtværk af en bog på 360 sider om Skjern Å og dens laks – ”Skjern Å & Doggerland laksen”.
I bogen – med forord af Søren Larsen fra DCV – bliver du taget med på en forunderlig rejse, der starter i Doggerland, som var det landfaste område mellem Danmark og England, der opstod for 12.000 år siden, efter isen havde trukket sig tilbage. Her løb Skjern Å – samt de øvrige Vestkyståer – ud i Elben, hvor atlanterhavslaksen etablerede sig. Undervejs til nutiden får du Skjernådalens historie med hovedvægten på de sidste 200 år. Her beskrives alt fra miljøattentaterne mod laksen og ådalen – til den livsbekræftende historie om laksens tilbagekomst. Undervejs krydres med utallige historiske tilbageblik og spændende samt sjove lokalhistoriske anekdoter, der er med til at besegle bogen som et vigtigt dokument for eftertiden om naturen samt folk & fæ i ådalen gennem generationer.
Bogen indeholder masser af tips til fluer, og hvordan fluefiskeriet bedrives – og fordi bogen også er en guldgrube af information om sæsonernes skiften samt åens mange fede fiskepladser og stræk, vil den også være interessant læsning både for spinne og medefiskere – samt alle mulige andre, der bare synes at områdets udvikling og lokalhistorie er spændende og lærerig læsning.
Jeg har endnu kun skimmet bogen og læst enkelte kapitler, men det tegner godt. Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget til at fordybe mig i de alle utallige sjove småhistorier og portrætter af markante laksefiskeprofiler ved åen gennem tiden.
Bogen koster 399 kroner, og der findes også en liebhaver special edition til den nette sum af 1.999 kroner. “Skjern Å & Doggerland Laksen” kan købes direkte fra Becks Forlag her.
Jens Bursell