Multen kan om nogen drive lystfiskere til vanvid! Frustreret står man i lavt vand, mens stimer af multer æder løs mellem blæretang og sten – uden så meget som at ænse det velanrettede brød eller den perfekte flue. Fisk & Fri’s Henrik Marvin Knudsen kender alt til følelsen, og efter års erfaringer giver han her sit bud på, hvordan og hvornår den sky fisk kan fås i tale.
Af Henrik Marvin Knudsen
En fin multe der huggede på den klassiske multeagn – brød.
MANGE KYSTFISKERE bruger hele somre på at jagte den bomstærke og velsmagende multe. Jeg selv er ingen undtagelse. Min første kontakt med en multe var en sommerdag sammen med min kone Anya. Jeg havde tidligere spottet multer på pladsen, og derfor taget lidt franskbrød med. Men denne dag var multerne ikke at se, og mens Anya solede sig på en stor sten i vandet, prøvede jeg i stedet lykken efter en forvildet sommerørred i det varme vejr. Efter et stykke tid vinkede Anya vildt fra stenen. – Nu gider hun ikke mere, var min første tanke… Men pludselig anede jeg sølvskinnende glimt og plask rundt om stenen, hun sad på. MULTER!
De sølvglimtende torpedoer havde indfundet sig, og græssede på det lave vand. Anya gled stille ned i vandet, og sammen kunne vi opleve store multer, der tonsede rundt om fødderne på os – på en halv meter vand og i imponerende størrelser! Vandet glitrede af sølv – og for et kort sekund var drømmen om at fiske tarpon på en Bounty-ø flyttet til den danske sommerkyst.
MED RYSTENDE FINGRE riggede jeg om igen, og satte et stykke brød på krogen. Og kort efter – bare 10 meter fra os – steg en mægtig multe. Med sine brede læber brød den overfladen, og slugte i én bevægelse det hvide brød! Flåd og line blev revet under vandet, og fisken fortsatte uden at ænse det fjerneste. Tilslaget faldt, linen blev stram – og fisken overrasket! Og hold da k…. det gjorde lystfiskeren også! For hvilket lokomotiv! Hjulets bremse lød som en accelererende Ferrari, mens fisken gik med lynets hast fra 10 til 100 meter! Det var så voldsomt, at jeg nærmest stod lammet med en flekset fiskestang og et løbsk fiskehjul i hånden – uden at forstå hvad der skete. Fisken nåede at runde samtlige blæretangsøer, inden jeg fik reageret, og med 100 meter ude, så var slaget tabt. Multen havde reddet sig ud af saksen. Linen blev slap, og forbavset stod en forvirret lystfisker tilbage, fuldkommen overrumplet af en fisk på 3-4 kilo. Men både Anya og jeg var blevet ramt af multefeber. Dette måtte prøves igen!
MULTEFEBEREN RASEDE, men jeg måtte dog hurtigt sande, at fiskeriet ikke altid er så let. Det skulle faktisk tage mere end tyve ture, fordelt på to somre, inden jeg igen mærkede en bomstærk multe for enden af linen. I løbet af de to år var jeg blevet så besat af at fange multer, at jeg nærmest ikke kiggede efter andet ved kysten. En dag på en havørredtur til Møn opdagede jeg en stime fisk i vandet, og jeg var sikker på, det var multer. Hverken blink eller flue ville de have, og brød havde jeg intet af. Men til alt held havde jeg nogle gifler med. Og det virkede! Fisken snuppede den kanelsmagende dej i overfladen. Meget koncentreret og forsigtigt fightede jeg, hvad jeg troede, var min første multe… Men nej, fisken kæmpede slet ikke som sidst, og kort efter kunne jeg lande en regnbueørred – på giffel! Hvilken skuffelse! Også selv om det nu alligevel var en pæn regnbue…
Henriks fiskekammerat Thomas Caspersen med et smukt eksemplar, der lod sig overliste på brød i dagens sidste timer.
HUGGET fra de mistroiske multer er en vanskelig præmie og kilde til tænderskærende frustration. Feberdrivende multe-baciller, og fortvivlende drømme, hører med til jagten på den første fisk. Surfer man lidt på nettet, vil man da også hurtigt finde ud af, at multer virkelig driver folk til vanvid her i landet – og i resten af verden for den sags skyld.
I England og Irland har man dog succes med at fange multer på specialdesignede spinnere med to enkelt-kroge, som påføres en børsteorm. I sydlige lande som Slovenien fanges multer normalt med brød – enten ved at fiske med flåd eller feeder. Men i Danmark er multen til stadighed et mysterium. Muligvis fordi de fisk, vi fisker efter, er ældre, mere sky og mere erfarne. Tænk på, at en multe på 50 centimeter er mellem 10 og 15 år gammel. Eller måske er det fordi fiskenes adfærd varierer, alt efter hvor man fisker. Jeg hælder personligt til en kombination af begge dele. Multer er uden tvivl meget forsigtige, men de synes også at tilpasse sig adfærdsmønstre og fødevalg i forhold til de steder, de opholder sig. Eksempelvis er multer mindre sky i havne, fordi de her er vant til at se mennesker. Samtidig er multefiskeriet jo fortsat nyt i Danmark, og med tiden bliver vi sikkert bedre til at aflure denne spændende fiskeart.
KODEN KNÆKKEDE JEG heldigvis til sidst. På mange ture ved mine hjemmevande – Roskilde Fjord og Isefjorden – spottede jeg multerne. Til at starte med blev jeg ganske enkelt ekspert i at spotte og høre fisk, som fouragerede på lavt vand.
Og til sidst begyndte der så at komme gang i fangsterne, og for alle de fisk jeg selv fangede – eller har set blive fanget – er der to væsentlige ting, som går igen. Multerne er enten overlistet i overskyet og blæsende vejr – eller hen under aftenen, når mørket begynder at falde på.
Fiskene virker ganske enkelt mindre sky, når mørket sænker sig, eller når vandet ruskes lidt rundt, og ikke er blankt eller spritklart, som det jo ofte er på en vindstille sommerdag, hvor man let ser dem.
Set med mine øjne giver det derfor god mening, at multen bliver mere aktiv og dristig i skummel belysning og ruskvejr. Multen kan ikke nær så nemt gennemskue lystfiskerens plot i det mindre sigtbare vand. Multen har et fabelagtigt syn, og i klart vand kan den hurtigt se både line og krog i en smukt anrettet brødklump.
De fleste multefiskere har oplevet, hvordan multen gang på gang fravælger brødet med krog, og netop derfor fisker de med ultratyndt forfang og lille krog.
Multen har ikke en sidelinjesans, som de fleste andre fiskearter, og det kompenseres altså med en veludviklet synssans, hvor selv skyggen af et forfang eller en lystfisker kan skræmme hele stimer af fisk. Jeg har ikke fundet specifikke undersøgelser af multens syn, men prøv bare at sammenligne multens øje med for eksempel geddens øje – eller for den sags skyld havørredens øje. Multens øje er proportionalt meget større – og øjnenes placering giver samtidig et bredt og skarpt synsfelt. Og netop dette faktum gør det svært at overliste multen med line og krog i klart vand.
Det gælder om at være på plads i det sidste lys, så man når at lokalisere fiskene, inden det bliver helt mørkt. Det er nemlig vigtigt at være det helt rette sted, når fiskeriet topper i mørket.
TEORIERNE er mange, om hvordan multer bedst fanges. Nogle multefiskere mener, tidevandet har afgørende betydning, mens andre sværger til fralandsvind, da drivende brød kan lokke multer til.
Tidevand har ikke været afgørende for mit fiskeri i fjordene. Fralandsvind er godt, men ikke fordi man kan lokke med udkastet brød. Det gør jeg aldrig, idet det lokker måger til, og måger har det med at skræmme fiskene. Men fralandsvind synes dog at give et godt fiskeri.
MIT MULTEFISKERI bedriver jeg især fra sen eftermiddag til ind i de mørke timer. De lyse eftermiddagstimer bruger jeg til at spotte og lokalisere fiskene, der sporadisk svømmer frem og tilbage mellem ædepladser som algevækster, blæretang og sten. Jeg bruger lidt tid på at placere mig rigtigt – og forsigtigt – i forhold til de intetanende fisk og vinden. Man kan snige sig langt ind på multer på lavt vand, eftersom de ingen sidelinjesans har, men kommer man inden for deres synsfelt, så er det en ommer…
Næste ingrediens er tålmodighed, og mens solen stille går ned i horisonten, begynder multerne af blive mindre sky – ja endda så nysgerrige, at de nogle gange snapper efter muddlere og flåd. Det er nu og et godt stykke ind i mørket, at der for alvor kommer gang i multerne.
En ulempe ved at fiske i tusmørket og efter mørkets frembrud er dog, at agnene bliver svære at se i overfladen. Jeg bruger ikke knæklys, da jeg tror, det vil skræmme fiskene. Røde knæklys og lange forfang er måske en mulighed, men er ikke afprøvet endnu. I stedet sørger jeg for at fiske op mod horisonten, så jeg kan ane brødets, flåddets eller fluens mørke kontrast og dermed registrere hugget.
Summa summarum: Multefiskeri kræver tålmodighed, men først og fremmest handler det om at spotte fiskene, placere sig rigtigt – og så vente på det rette øjeblik. Nemlig når mørket falder på, og multerne indfinder sig på pladsen…
Sommerens ultimative udfordring
Multen er sommerens ultimative udfordring. Fiskens skarpe syn kan gennemskue de mindste detaljer, og det stiller krav til utratynde forfang – helt ned til 0,16-0,18 millimeter i fluorocarbon. Samtidig er multen bomstærk, og kan med lethed knække linen, hvis ikke bremsen er sat korrekt. Man skal være hundrede procent klar, når multen hugger. Følg efter den, hvis muligt, og forsøg altid at fighte den på dybt vand.
Sådan fanger du multer i mørket
At fiske multer i mørket er ikke svært og indeholder heller ikke store hemmelige tricks. Langt hen ad vejen er det på samme måde som om dagen. Fisk med fluorocarbon forfangsline, mellem 0,16 og 0,20 mm. Jo tyndere, desto bedre – men husk – en multe stiller store krav til din lines kvalitet og brudstyrke.
Det er uden tvivl lettest med flådfisket brød, men fluefiskeri er dog også muligt i skumringen. En lille lynguide kan lyde således:
Sørg for at være på pladsen i god tid – i dagslys. Så har du lettere ved at spotte fiskene. De vil normalt søge frem og tilbage mellem særlige fødepladser.
Når du har spottet fiskene, så snig dig forsigtigt ind på dem, således du har horisonten foran dig og multerne – og gerne (hvis muligt) vinden i ryggen. Kræver det, at du går en omvej – et par hundrede meter ekstra – eller endda en kilometer, så gør det. Det er godt givet ud til sidst.
Hav tålmodighed! Selvom multerne svømmer inden for kastehold, så vent. Du har brug for tusmørke eller uklart vand, så multen ikke ser eller skræmmes af krog og line.
Fisk ikke med for stor flue eller brødklump. Den skal være cirka 1-2 centimeter i diameter, så multen kan sluge agnen i én mundfuld. Er brødklumpen for stor, så vil multen kun bide et stykke af klumpen, og i mange tilfælde vil resten af brødet falde af krogen – eller også opdager multen fupnumret, og så kan du begynde forfra.
Anvend et flåd der ikke står for dybt, og som samtidigt er synligt over vandet (som fluefisker kan en strike indikator bruges). Det er vigtigt at flådspidsen er forholdsvis let at se, så det kan skimtes i det mørke vand. De såkaldte dappeflåd eller »controllers« til overfladefiskeri efter karper er fortrinlige til formålet.
Forfanget skal være omtrent halvanden meter, og selve flåddet skal glide imellem to flådstop eller svirvler. Det gør, at multen mærker mindre modstand, når den tager brødet.
Smid lidt brød ud, og se om fiskene er til at overtale. Napper de brødet, lægges krog med brød ud. Sørg for at krogen er godt skjult, og kun spidsen stikker frem. Herefter er det bare at vente på, at multen kommer ind over fødepladsen igen.
