Svensk Lapland byder sine steder på et fantastisk og uspoleret tørfluefliskeri efter fjeldørred. Følg med Martin Falklind til Tjärnheden og oplev et røddingeventyr du sent vil glemme

Tekst: Martin Falklind

Sluurrp…..

Sluurrp…..

FISKEBRODER Pasi og jeg smyger os forsigtigt frem mellem træerne. På vores rygge hænger flyderingene klar, og foran trasker vores guide Sonny, der er kraftigt belæsset med proviant til turen. Humøret er højt, og mens den ene røverhistorie afløser den anden, nærmer vi os søen. – Det er første gang, jeg skal fiske rødding på flue, hvisker Pasi pludselig med en skælvende røst. Han er en rutineret fiskecosmopolit, men også han er påvirket af de store forventninger. Sidste gang jeg hørte hans stemme på den måde, var under en marlingfight ud for Mexicos kyst. Herligt, at fiskeriet stadig kan påvirke os på den måde.

SMÅBIRK og lyng veksler hele vejen frem til søbredden. Linen filtrer sig ind i de mange smågrene, da jeg dirrende rigger stangen til – og imens afsøger jeg bredden for frie kastebaner mellem træerne. Pasi har også åbenlyse koncentrationsproblemer, for netop da han skal tage forfangsspidsen gennem topøjet, taber han grebet, så flue­linen rasler tilbage mod hjulet. Jeg griner af ham – men sekunder efter laver jeg selv præcis samme klassiker. Netop da hører vi det første højlydte slurp på overfladen..

Vi vender blikket mod de massive koncentriske ringe, der breder sig et godt stykke ude på søen. Her og der kan vi ane vårfluer, der drysser omkring som vildfarne mikrobåde. Jeg finder flueæsken frem, og med nervøse fingre roder jeg rundt mellem de største varianter af Streaking- og Goddard Caddis.

Når fiskene er uden for kaste­afstand, fortryder man ikke, at man har slæbt flyderingene med.

Når fiskene er uden for kaste­afstand, fortryder man ikke, at man har slæbt flyderingene med.

SLURRP – lyder det endnu en gang blot nogle få meter væk under en udhængende birk. Den dovne, rungende gurglelyd vidner om, at den stammer fra en rigtig stor fisk. Vi kigger længe på hinanden – og ser over på Sonny, som netop er i færd med at fyre op under kaffen på et nylavet bål. Han kigger roligt op, møder vores øjne og smiler. – Ja gutter, så er der ikke længe til, at de hugger.

Vi kaster ud – og låser blikket på fluerne. Der er så stille, at jeg fornemmer, at min puls kan høres hele vejen til Arvidsjaur. Pludselig ser jeg noget røre sig, og under overfladen kan jeg se en hvid finnekant samt en rød bug. Mit hjerte stopper nærmest med at slå, da fisken stiger til fluen. Gabet åbner sig, men lukkes igen lige under fluen. Fisken vender og efterlader en hvirvel, som får fluen til at snurre rundt et par gange på overfladen, inden alt igen bliver stille.

Martin med en blændede smuk rødding.

Martin med en blændede smuk rødding.

SEKUNDER efter er der en ny fisk, der ringer midt imellem os. Pasi stripper hurtigt ind for at kunne lægge et nyt kast, da en kølvandsbølge pludselig rejser sig lige bag fluen – SMASK. Hans stang bøjer tungt, og jeg når lige at begynde at strippe min egen tørflue ind for at få fat i kameraet, da det igen siger smask – denne gang for enden af min egen line..

Efter blot få minutters fiskeri har vi begge storrødding på – og nu begynder et helt vanvittigt fiskeri. Faktisk er fiskeriet så vildt, at det er lige før, at det bliver belastende. Vores nerver hænger i laser, men det er ikke kun mentalt, at dette her tager hårdt på os. De mange fights slider på min nyligt kurerede skulderskade fra vinterens marlinfiskeri. Onde tunger ville måske påstå, at min lettere ophidsede kastestil kunne være en del af forklaringen, men det er en anden historie. Selv er jeg overbevist om, at det er røddingernes fejl: De er både store, stærke – og mange.

 

Subbook

 

TRÆTTENDE kan det være, når folk plabrer løs om deres fantastiske fangster. Men – når det er en selv, der vil prale lidt, så er det en anden sag… Derfor ville det have været mig en fornøjelse at sætte tal, kilo og gram på vores fangster den dag, men faktum er, at vi er blevet så fartblinde, at vi ikke længere har styr på præcis hvor mange og hvor store fiskene var.

Pasi med endnu en flot fjeldørred, taget fra flyderingen.

Pasi med endnu en flot fjeldørred, taget fra flyderingen.

– Jeg har vist glemt vægten, siger jeg til Pasi og prøver at se uberørt ud. – Ikke fordi det egentlig betyder særlig meget, lyver jeg, samtidig med at jeg lander en flot, flot rødding, der meget vel kunne være personlig rekord. – Har du din vægt med? Pasi ryster på hovedet, genudsætter endnu en rødding, idet han funderer højlydt: – Årh – det spiller vel ingen rolle, hvad de vejer, der er alligevel ingen, som kommer til at tro os, når vi fortæller om det her…

VÅRFLUERNE ER VINDERNE. Det finder vi hurtigt ud af, men at de fungerer meget mere effektivt, når man trækker den hurtigt hen over overfladen – det er noget vi finder ud af ved tilfældighedernes spil. Men – så enkelt er det selvfølgelig heller ikke. Fiskene har helt klart hugperioder. Når der ikke sker noget, bruger vi meget tid på at snige os rundt langs bredden og studere fiskene med polaroidbriller på. Nogle patruljerer frem og tilbage uden for sivkanten, mens andre har parkeret sig på bunden i en lille vig.

De patruljerende fisk virker som om, at de trigges helt vildt af vårfluer, der trækker en kølvand­stribe hen over overfladen. De fisk, der står stille nede på bunden, tager derimod meget hellere en flue, der ligger helt stille på overfladen. Vi gør også en anden interessant iagttagelse: Ofte ser vi en han og en hun jage sammen side om side. Men desværre må jeg afsløre, at hannen næppe kan kaldes en gentleman. Han er nemlig stort set altid den, som først kaster sig grådigt over byttet. Kun én gang sker det at hunnen prøver at mase sig først, og det ender med en tvekamp, hvor begge misser målet – og slutter af med at nikke hinaden en skalle i overfladen

Vi prøver alle mulige fluer, men får hurtigt slået fast, at det er Goddard Caddis i str. 8-10, som i dette tilfælde er den mest effektive flue. De bedste farver er ren brun eller grøn krop med brunt hackel.

Goddard Caddis overlister endnu en gang en af de store fjeldørred.

Goddard Caddis overlister endnu en gang en af de store fjeldørred.

VISUELT FISKERI i verdensklasse. Sådan kan man vist roligt betegne fiskeriet på Tjärnheden. Alene synet af de hvide finner, som man til at starte med blot aner, men som bliver tydeligere og tydeligere, idet fisken stiger mod overfladen, er for vildt. Eller de knaldrøde farver, der bliver kraftigere og kraftigere, jo tættere fisken kommer på overfladen. Det her det er bare noget, som man vil opleve igen og igen. – Og hvis der er nogen steder, hvor der er gode chancer for at opleve et guddommeligt sight­fiskeri efter rødding, så er det lige præcis her, tænker jeg. Her i

Abborrträsk bliver der nemlig passet på fiskene, for at sikre, at bestanden kan blive på det niveau, hvor den er idag. Sonny og hans søster Sara har investeret mange års arbejde i at pleje bestanden: De har kalket, lavet supplererende udsætninger – og holdt øje med tyvfiskere. – Skal vi bevare et fiskeri af høj kvalitet, må vi selvsagt værne om søerne, konstaterer Sonny.

I SKUMRINGEN, slutter huggene og vi tager os tid til at nyde en vildmarksmiddag ved den knitrende ild i kåten. Sonny griller røddingfilet og bager kartofler. Sara kommer med nybagt, varmt brød, salat, sovs og god vin. – Tænk at vi ikke engang nåede at søsætte flyderingen, for fiskeriet gik amok, siger jeg idet jeg læner mig tilbage på de bløde renskind. Ja – det her er næsten for godt til at være sandt, mumler Pasi inden han døser hen oven på den overdådige middag.

Sara – Sonnys søster – er med til at sørge for forplejningen ved Aborrträsk.

Sara – Sonnys søster – er med til at sørge for forplejningen ved Aborrträsk.

EN NY DAG – giver nye dimensioner. Sonny vækker os tidligt med ordene: – Det er kedeligt at sove: Ud af fjerene, for nu er det en ny fiskedag. Kort tid efter sluprer vi nybrygget kaffe i os, mens vi kigger ud over over søen, hvor vi har planer om at søsætte flyderingene. Ulempen ved disse er, at de er meget vindfølsomme – og noget trættende at sejle med, når man skal fra den ene ende af søen til den anden. Hvis det blæser – eller man vil ned i den anden ende af søen, er det meget lettere at gå på land. Fordelen ved flyderingen er, at det er let at håndtere og genudsætte fiskene – samt selvfølgelig, at du har friheden til at kaste til fisk, du aldrig ville have kommet i nærheden af fra land. Og – har du som jeg ondt i skulderen – så kan du lægge fluen ud og dørge ved at padle stilfærdigt derudaf med svømmefødderne.

FISKERIET er stadig drømmeagtigt, men ikke lige så vanvittigt som dagen før. Der er ikke meget gang i tørfluefiskeriet, så istedet begynder vi at eksperimentere med andre fluer. På et lille plateau et godt stykke ude i søen, oplever vi en magisk variant over dappefiskeriet. Gangbare fluer er alt fra små mørke nymfer til små chech­nymfer – ja til og med den store Masken bundet af rød marabou. Det vigtigste er at de er belastede – og synker ordentligt ned til bunden.

Kaffevandet er klar. Efter en god gang fiskeri er der intet som den knitrende ild.

Kaffevandet er klar. Efter en god gang fiskeri er der intet som den knitrende ild.

Når vi kigger ned, ser vi først ingenting, men når vi sagte tager fluen ind, ser vi pludselig røddinger, som følger efter – og tager fluen 3-4 meter under os. De mindste fisk er hurtige til at hugge – og ofte hiver vi fluen fra dem, blot for at koncentrerer os om fiskeriet efter de større fisk.

FISKENE er gennemgående i rigtig god kondition – et resultat af, at de æder året rundt. Forsommer og efterår, hvor overfladevandet er køligt, jager de på overfladen, mens de ofte jager mere bundnært sommer og vinter.

Da Sonny udsatte rødding i en af søerne for nogle år tilbge, fandt han en død elg i skoven, og fik en idé: For at sikre masser af mad til de nyudsatte fisk, byggde han en flåde, som elgen kunne ligge på. Så kunne ørrederne få maddiker i lange baner… – Der var blot det problem, at den lokale bjørn opdagede ådslet, hvorefter den gang på gang trak elgen med flåde, anker og det hele ind til land. Og det blev så enden på det projekt, griner han. – Jeg fandt dog hurtigt ud af, at der var mere end rigeligt med naturligt føde i søen til at brødføde en stor bestand af velvoksne røddinger.

Pludselig afbryder han sig selv: – Appropos velproportionerede fisk. Jeg glemte helt at fortælle, at vi har en sø et par kilometer inde i skoven med nogle rigtig store ørreder. Pasi og jeg kigger på hinanden. – Hvor store, spørger vi i kor. Sonny smiler da Sara kommer med et tilbud, vi næppe kan afslå. Har i lyst til at komme ud og testfiske søen for os?

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This