Når det handler om kystfiskeri efter havørred, er der nogle, der sværger til fluestangen, mens andre holder sig til spinnefiskeriet. Men hvilken metode er egentlig bedst? Og under hvilke forhold har den ene fiskeform en fordel frem for den anden. Simon Gad sætter de to fiskemetoder på spidsen – og der er kamp til stregen.
Af Simon Gad Fotos: Gordon P. Henriksen, Lars Laursen og Rasmus Ovesen
Er der gang i bølgerne og kraftig pålandsvind er spin nok det oplagte valg – men den insisterende kan da også fiske med flue.
FLUEFISKEREN: Omridset af en mand toner frem i morgendisen. Med rolige og bløde bevægelser fører han det ene øjeblik stangen bagud for i næste øjeblik at føre den frem igen. Fluelinen glider lydløst gennem hans fingre, og linebuerne bliver gradvist større og større i takt med, at det indøvede ritual gentages. I dagens første solstråler lyser den våde flueline op, og det gør linebuerne næsten selvlysende. Da linen er ført tilstrækkeligt af hjulet føres stangen fremover og linen lægges ud på den spejlblanke overflade. I samme nu føres stangen hurtigt bagud til tilslag og en sølvblank torpedo går fri af vandet. Stilheden flænses, da fisken igen lander på overfladen i en sky af vand. Fluefiskeren er en jæger i stille harmoni med havet.
SPINNEFISKEREN: Stædigt og fokuseret bevæger han sig ud i havstokken. Den kraftige vind får bølgerne til at brække rundt om ham, og han skal hele tiden være på vagt for en lumsk bølge, der vokser faretruende få meter væk. Han føler sig frem med sine vadestøvler og finder den store sten, som kan give ham lidt stabilitet i det oprørte hav. I bølgedalene og med bølgeskummet sprøjtende omkring sig kløver han vinden med sin kraftige spinnestang og sender wobleren på himmelflugt ud over havet. Sekunder efter starter han indspinningen og giver undertiden stangen et lille rusk, som forplanter sig videre ud i wobleren. Pludselig stopper han indspinningen og knuger i et splitsekund om stangens kork, i det han kraftfuldt river stangen bagud til modhug. Spinnefiskeren er en jæger i larmende harmoni med havet.
Fjordfiskeri om vinteren er for mange noget med små fluer, men en spinnestang kan altså også sagtens gøre jobbet.
To metoder – to sæt fordele og ulemper mådes på kysten
DE TO FISKESITUATIONER skildrer en fluefisker og en spinnefisker i hver deres yderpositioner. Selvfølgelig kan spinnefiskeren også opsøge spejlblankt vand og fluefiskeren opsøge forhold med vind i håret, men skildringerne står for at fremhæve modsætninger mellem fluefiskeren og spinnefiskeren. Men sådan sat på spidsen, hvad er så egentlig bedst? Flue eller spinfiskeri – og hvilke muligheder og begrænsninger er der i de forskellige fiskeformer?
Fjordens lave vand – en fordel for fluefiskerien?
I FJORDENE er der mange lavvandede områder, og det kan være vanskeligt at være spinnefisker sådanne steder. Grundet den ringe vanddybde er det ikke altid optimalt at fiske med blink, som let kan få fat i bunden. Man kan forsøge sig med ultralet fiskeri, såkaldt UL-fiskeri, men det har også sine begrænsninger, da man sjældent kan kaste ret langt. Hvis man er til spinnefiskeri, er den bedste løsning under disse forhold at vælge bombardafiskeriet. Her kan man kaste langt og samtidig fiske med lette agn som fx fluer eller meget lette blink, der holder sig væk fra bunden. En kraftig modvind eller sidevind er heller ikke en hindring for bombardafiskeren, da der er rigelig vægt i bombardaen til kastet.
Der, hvor man som spinnefisker generelt kan opleve ikke at slå til, er under helt vindstille forhold, hvor man kan have en tendens til at være mere støjende end fluefiskeren. Under disse vindstille forhold, hvor man tit kan være heldig at spotte fiskene, vil et stort bombardaflåd som regel gøre mere skade end gavn og skræmme fisken.
I den stille fjord på det lave vand er der ikke meget der slår en let fluestang.
Fluefiskeren er som udgangspunkt i sit es i de lavvandede fjordområder. Han kan bevæge sig roligt rundt, kaste i alle retninger og effektivt afsøge det helt nære kystvand uden at bekymre sig om bundbid. Han kan sågar stå fra stranden, hvis der er plads til bagkastet og affiske de første 10-15 meter fiskevand. I de tidlige sommer morgentimer er der gode muligheder for at træffe store fede havørreder helt tæt under land, og dem kan fluefiskerne med lidt held overliste. Det er kun i tilfælde af meget hård vind, at han kan finde sin begrænsning her i fjorden, da kastet simpelthen kan blive for vanskeligt at udføre ved for kraftig vind. Helt stille dage, hvor fiskene viser sig i overfladen, er fluefiskeren langt mere effektiv end spinnefiskeren.
Ved kystens vindudsatte strækninger og varierede bundforhold
Fluefiskeri giver muligheder for at præsentere bittesmå imitationer af havørredens byttedyr. Her er det fx en Kobberbasse. Men en spinnefiskere har jo stadig mulighed for at bruge små fluer som agn, hvis man fx fisker med bombardaflåd.
PÅ DEN ÅBNE KYST er der mange forhold, der gør sig gældende. Fisker man ud fra eller ved et rev eller en pynt, er der som udgangspunkt ikke forskel på om man er flue eller spinnefisker. Tit er det årstiden, vejret, strømmen og lignende der afgør om fiskene vil have små eller store byttedyr. Revet tiltrækker havørreden året rundt og fiskene kommer helt tæt på land.
Den mere åbne ensformige kyststrækning med forhold der ikke ændrer sig, og hvor man generelt skal være mere opsøgende i sit fiskeri for at finde fiskene, kan det være en fordel at spinnefiske, da man ganske enkelt hurtigere kan fiske et stræk over end man kan med fluefiskeri. Så hvis man fisker på en ny plads og skal bruge noget energi på at lære den bedre at kende, vil spinnestangen nok være det mest effektive. Man er meget mobil og vil hurtigt kunne danne sig et billede af eksempelvis dybdeforholdene og vegetationen i det område, man fisker.
For nogle er det ikke et spørgsmål om hvad der er mest effektivt. De sværger til den ene fiskemetode og fisker udelukkende med fx fluestangen
Man har som spinnefisker også muligheden for at opsøge pladser med stor dybde i forbindelse med kraftige pålandsvinde, hvor man kan være heldig at få fingre i en rigtig sildeæder, der er blevet ført ind med vinden. Her vil fluefiskeren ofte komme til kort, fordi det ikke vil være muligt at kaste ud. Han vil dog nogle gange kunne være med langt hen af vejen ved at vælge kraftige fluestænger og den rette line og forfang. Men går man decideret efter de store havørreder, der går efter småsild og kongetobis langt fra land, så er kraftigt spinnegrej og store woblere som regel det der skal til
Vil man fiske med flue under forhold med meget vind, så er bombardaen igen en oplagt mulighed. Der er god mulighed for at få fluen kastet ud, men man skal bare være opmærksom på at vælge en synkende forfangsline under forhold med store bølger, da forfanget ellers godt kan have en tendens til at blive taget med af bølgerne hvormed man mister kontakten til fluen. Som i fjordene gælder der det samme på den åbne kyst, at fluefiskeren vil have en fordel under helt vindstille forhold, hvor han i højere grad vil kunne liste sig ind på havørreden uden at skræmme den.
Duellanterne mødes ved kysten i en uafgjort styret af præferencer for enten flue eller spin
Ser man helt bort fra vejrforhold, bundforhold og havørredens fødevalg, så handler valget mellem flue og spin nok også meget om temperament. Man kan generalisere ved at sige, at fiskeren der også ser en værdi i fiskeriet og kastene som en form for kunst, ofte vil vælge fluefiskeriet. Der er nærmest en kultdyrkelse indenfor det perfekte fluekast, hvor det at kunne kaste godt er mindst lige så vigtigt som at fange fisken. Derimod vil fiskeren, der er mere utålmodig og som i højere grad er drevet af selve det at fange havørreden, ofte vælge spinnefiskeriet. Det er som udgangspunkt nemmere at gå til og det tiltaler nogle.
MANGE LYSTFISKERE har både den tålmodige og den utålmodige side – og derfor er der også mange, der vælger at dyrke begge former for fiskeri. Uanset valget, er det for os alle sammen ligeså meget det er komme ud i naturen, der driver værket. Knæk og bræk derude – uanset hvad du fisker med.
