Over de sidste år er der sket en rivende udvikling inden for elmotorer og batterier til fiskeri. Også på selve navigationsdelen sker der hele tiden nye og spændende ting – som man eksempelvis ser det med lanceringen af Garmins nye kajakmotor, Force Current.

At sætte en elmotor på en kajak er der ikke noget nyt i, men Force Current er anderledes på afgørende punkter: Den er den første elmotor med ankerfunktion, som er monteret på hækken fremfor i stævnen, hvilket giver en lang række fordele, og ikke rigtig nogle ulemper – en kajak er jo spids i begge ender, så den kan fint ligge med hækken mod vinden i stedet for stævnen. Så har man i øvrigt vinden i ryggen, når man kaster fremad, og man slipper for at bekymre sig om at få linen i propellen som ved en frontmonteret motor. En anden nyskabelse ved Force Current er trådløse fodpedaler, som giver en utroligt intuitiv oplevelse af bådkontrol … håndfrit.

Vi har tidligere skrevet om Force Current her på fiskogfri.dk – og nu er tiden kommet til at teste den nye motorteknologi i praksis. Formiddagen i går blev derfor brugt i selskab med Lars Frithjof Nielsen fra Garmin, for at få monteret motoren på min Hobie Proangler, så jeg kan skifte mellem et Mirage 360 XR pedaldrev og Force Current på vande med eller uden forbud mod motorsejlads.

Selve monteringen af motoren viste sig forholdsvis nem, og alt kunne monteres uden at bore huller i kajakskroget. Der er tre ting at montere: Selve motoren, fodpedalerne og så en træksnor, som tilter motoren op og ned. For min Hobies vedkommende bestod den individuelle tilpasning i at få modificeret pedalbeslagene, så de passede til min unikke skærmmontage: Min GPSMAP er monteret på en drejelig og justerbar svingagn, som min søn Max og jeg har designet, CAD-tegnet og CNC-fræset for at give den helt optimale samt mest fleksible skærmplacering under livefiskeri fra kajakken. Med et usvigeligt sikkert forkromet øjemål lykkedes det Lars, der var i skarp træning efter montagen af sin egen Force Current, at få pedalbeslaget sikkert på plads uden at komme i karambolage med den tværbarre, der bærer svingarmen med den fem kilo tunge GPSMAP-skærm.

Det hele sidder nu helt perfekt, og inden længe er det tid til at forventningens glæde skal konverteres til fiskeglæde på vandet.

Og spoiler alert: Et af temaerne for Fisk & Fri i den kommende tid bliver havørredfiskeri med kajak, hvilket selvfølgelig åbner en hel verden af muligheder i forhold til det traditionelle fiskeri i waders. Og – det fiskeri kan nydes med et fuldstændig simpelt setup sammenlignet med en kajak til predatorfiskeri. Men – det kan du høre meget mere om, hvis du følger med på fiskogfri.dk samt abonnerer på vores YouTube-kanal.

Læs også om Garmins Force Current kajakelmotor her.

 

Vi ses derude – Jens Bursell

Se mere om hvordan du kan skabe den perfekte fiskekajak til livefiskeri i disse tre videoer:

Den perfekte fiskekajak – del 1 – indretning

Den perfekte fiskekajak – del 2 – marineelektronik

Den perfekte fiskekajak – del 3 – når fleksibilitet er et must

 

Gedde-Feber

 

 

Garmin Force Current

Lars Nielsen med den nye Garmin Force Current monteret på Jenses Hobie Proangler 14.

    Friluftsland

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This