Så er vi ved den tid, hvor makrellerne er ved at indtage de nordsjællandske fjorde, og der er allerede gode meldinger om masser af fisk nogle steder – samt mere moderate upcoming mængder på andre pladser. Faktisk startede det så småt allerede i sidste uge.
– Jeg var netop ude i ”Hullet ved Herslev” i går, og der var store mængder af fisk på loddet – samt masser af fine makreller i båden, fortæller Theis Dankert. – Vi havde chummet med moste fisk i en baitfish pose blandet godt op med majsmel og havegryn, der havde suget olierne og efterlod et perfekt flimrende, svævende lokkespor et godt stykke ned i vandet. Og makrellerne var vilde med det.
– Vi fiskede i al sin simpelhed blot ved at vertikalfiske et blankt 11 grams blink – en Silling ned i stimen, og der var kontant afregning med hårde hug i rå mængder. Vi fiskede egentlig kun cirka fire timer, men fik over 60 flotte makreller, hvoraf de fleste var i 6-800 grams klassen – og der var også kilosmakreller i stimerne.
– Der er også så småt ved at komme makreller ved Munkholmbroen og omkring Hundersted vil rygtet vide, men det er så vidt vides ikke i større mængder endnu, slutter han.
Som lidt inspiration til den kommende tids makrelfiskeri får du her et par gode links videoer og artikler, som gør afstanden mellem dig og en stak hårdtfightende og velsmagende makreller betydeligt mindre:
Makrel på flåd (video på Fisk & Fris Youtube)
Havnefiskeri – guide til pladser og metoder (artikel på fiskogfri.dk)
Makrel bonanza i Øresund – flådefiskeri (artikel på fiskogfri.dk)