– Planen var at bruge torsdagen langs Storåen med min gode veninde AnneBirthe, i håbet om at finde en forårslaks, fortæller Irena Mathiasen. – Jeg har selv kun fået klemt to ture ind i år indtil videre, så jeg glædede mig meget til at komme afsted igen.
– På de to andre ture havde jeg ingenting mærket overhovedet, men tredje gang var åbenbart lykkens gang. Der gik knap nok en halv time, før jeg havde en laks ude og skubbe til spinneren inde ved egen bred. Jeg tog koncentreret et par ekstra kast og kort efter krogede jeg en god fisk.
– Annebirthe kom hurtigt løbende for at assistere med netningen, og det var fantastisk at dele oplevelsen samt glæden med hende. Årets første laks er altid noget specielt, men denne her var lidt ekstra særlig. For da fisken var sikkert i nettet kunne jeg tydeligt se, at jeg havde fanget en ny personlig rekord. Med et kæmpe smil på læberne kunne jeg sende laksen uskadt tilbage til sin standplads.
– Mit setup til laksefiskeriet består af Abu Garcia AG2 9′ 10-30 gram, Penn Clash II 3000 og laksen hapsede en sort/gul spinner, slutter hun.