– Vækkeuret var sat til klokken 04.30 om morgenen, hvorefter det var hurtigt ud af sengen og afsted mod fiskespottet, fortæller Nikolas. – Vejrudsigten havde for en gangs skyld ret, og pladsen så perfekt ud. Det tog ikke lang tid, før den første fisk kom i nettet. Det var dog en mindre fisk, men en meget velkommen en af slagsen.
– Efter der ikke var flere kontakter, flyttede vi plads til lidt længere oppe af kysten, og det skulle vise sig at være en god ide. Da vi havde gået strækket over uden at mærke noget som helst, gik vi tilbage. På vej retur gik vi igen forbi strækkets hotspot, og så var man jo nødt til lige at tage et par kast, og mere skulle der ikke til. Lige pludselig var fiskene på pladsen, og der var mange. Jeg fik hurtigt den første ind til land, hvilket var en fisk omkring målet, som hurtigt kom ud igen.
– Jeg tænkte, at vi havde fundet en stime mindre fisk, men det var meget forkert. Kastet efter lagde jeg i samme retning, og efter få omdrejninger på hjulet faldt der et knald hårdt hug på blinket, og jeg vidste lige med det samme, at det er en stor fisk. Den tog vilde udløb efterfulgt af mange spring helt fri af vandet. Efter en vild fight kom den på land, og det var en smuk blankfisk på 66 cm. Jeg sagde til min kammerat, at han skulle fiske videre, fordi der nok var en stime, og første kast efter fik han også fisk på krogen. Vi fiskede på stimen i 20 minutter og landede 12 fisk. Det blev til en af årets bedste ture indtil videre, med i alt 16 fisk og en rigtig flot fisk på toppen, slutter Nikolas.