– Forleden ringede uret klokken 5.00, fordi jeg havde en aftale med min fiskekammerat Luca i Silkeborg, fortæller Mogens Poulsen. – Båden var pakket og klar til køreturen, men først skulle der lige laves kaffe.
– Vi havde aftalt at mødes klokken 7, så jeg kørte mod slæbestedet ved Ludvigslyst i Silkeborg. Da jeg kom frem, var der en tyk tåge, men båden blev sat i, og afsted gik det mod det aftalte sted, hvor jeg skulle hente Luca. Efter 15 minutters sejlads kom han frem af tågen på den aftalte bro.
– Dagen startede med, at vi kastefiskede efter gedder, men det gav ikke noget, så vi aftalte at sejle mod Juelsø, hvor vi fandt en stak aborrer, som var villige til at lege. Luca fik en pæn 40cm aborre på Savage Gear Gravity Twitch, og vi fik begge mange små aborrer. Efter et stykke tid aftalte vi at prøve at fiske med Livescope og gå målrettet efter en sandart.
– Vi prøvede lidt rundt på nogle skrænter, men fandt desværre ingen. Efter to timers søgen, gik vi i gang med lidt dropshot-fiskeri efter en god stime aborrer, som vi fandt på Livescopet, og det gav igen en hel del små. Nu søgte vi igen efter sandart, og pludselig så jeg en stor klump på scopet, og var straks klar over at der var noget godt at fiske på.
– Da vi lå lige hen over fisken, droppede jeg en Westin Twinteez Pelagic V-Tail R’N’R 21cm 70g i farven Light Baitfish ned til den, og den tog både hårdt og kontant. Efter en kort og hård fight kom den til overfladen, og der var det helt sikkert, at jeg havde fået min første sandart. Den kom i nettet, og jeg fik taget et par hurtige billeder af den, hvorefter den blev nænsomt genudsat, slutter han.
Kinetic Fiskecup 2024, slutter for i år med udgangen af september.
Se en video om Livecast fiskeri efter sandart her.
Se flere film om sandartfiskeri med LiveScope på Fisk & Fris YouTube.