– Efter en uge uden fiskeri, fordi jeg havde skåret min finger op og fået 6 sting, fik jeg endelig min mor overtalt til at få lov at fiske, selvom mit sår ikke var helet. Sådan lyder det fra Mathias Staberg-Pedersen. – Efter jeg fik et ja fra min mor, skyndte jeg mig ud ad døren. Det var en ret varm dag, og der skete ikke så meget, men jeg blev ved og ved med at prøve. Lige pludselig ud af min øjenkrog ser jeg en stime sild helt oppe i overfladen inde i et hjørne af havnen. Jeg går derover og får et chok! Lige bag ved sildestimen er der en stor havørred. Jeg smider mit blink ud, men den gider ikke at bide, som jeg har regnet med.
– Jeg skynder mig derfor hjem og henter et sildeforfang. Sildene gider ikke at bide til at starte med, men til sidst er der en, der hugger. Jeg smider den på krogen levende, men der går ikke lang tid, før den dør – og så begynder den at synke. Så kigger jeg i min fisketaske, hvor det går op for mig, at jeg havde glemt mit flåd. Jeg vælger at hjule den ind for at sætte det på, men i det jeg gør det, bider havørreden, og jeg får et chok, da jeg ikke havde regnet med det. Da jeg giver modhug, sætter krogen sig dog ikke fast, og efter det tænker jeg, at det er ovre. Jeg vælger så at ringe til Larsen fra Jans lystfiskershop for at spørge, hvad jeg skal gøre. Han fortæller mig, at jeg skal skynde mig ned i butikken så jeg kan få fat på et flåd og nogle andre kroge.
– Jeg skynder mig derfor hen til butikken og henter tingene, og da jeg kommer tilbage til havnen, ser jeg, at sildestimen stadig er der. Kort efter lykkes det mig at fange en til sild. Jeg rigger den op, og den holder sig i live – og inden for 1 minut ser jeg havørreden bide i min sild. Efter nogle sekunder giver jeg modhug, og så starter fighten. Da fisken er sikkert i land, og jeg skal tage krogene ud, ser jeg desværre, at den har slugt den ene krog. Jeg prøver ihærdigt at få den ud, men alt går jo ikke ens vej, så det ender med, at jeg tager havørreden, som er 63 cm, med hjem for at spise den, slutter han.
Fisken er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse meget mere om her.
Jans Lystfiskershop kan du følge på facebook her.