Længde er ikke alt. De fleste kystfiskere vægter kasteegenskaberne højt, når der skal vælges stænger, men det er ikke altid de blanke skal hentes på distancen. Allan Zeuthen har de sidste år fisket med kortere og lettere stænger med overraskende gode resultater.

Tekst og foto: Allan Zeuthen

Artikelforfatteren med to flotte havørreder fra det tidlige forår på kysten. Et flot resultat på den korte stang.

Artikelforfatteren med to flotte havørreder fra det tidlige forår på kysten. Et flot resultat på den korte stang.

MIT KYSTFISKERI ÆNDREDE SIG RADIKALT i foråret 2008. Jeg havde taget turen til Bornholm i jagten efter de sølvblanke, og her mødte jeg en jysk fisker, der som jeg, ville prøve lykken. Jeg fiskede på daværende tidspunkt med almindelige kystgrej, – en 9 fods stang med et hjul i 4000 størrelsen, rigget med diverse 20-25 grams kastevidundere.
Min nye fiskemakker fra Randers havde dog et helt andet set-up – og specielt stangen fangede min opmærksomhed. Den var en kort hjemmebygget sag på 6,7 fod, med bund nok til at håndtere agn på 15-20 gram. Som ugen skred frem blev jeg mere og mere betaget af det lette set-up, og der gik ikke mange dage efter min hjemkomst fra Bornholm, før jeg havde min egen korte stang.

HUGGET FALDER KONTANT 30 meter ude, min syv fods stang krummer godt, men der er stadig rygrad nok til at jeg uden problemer kan sætte krogen, hvorefter fisken kvitterer med et flot spring. Mit Stella hviner, mens den 2,5 kilo tunge overspringer søger mod horisonten.
Det er fire år siden, jeg stod på Bro Rev, Bornholm, og endnu engang sender jeg min jyske ven et tak. Aldrig før har mit kystfiskeri været så nemt, lækkert, og ube­sværet. Min korte Savage Gear syv fods Bushwhacker er en stiv lille pind, som sætter krogen ufattelig godt, og her under fighten har den alle de kræfter, jeg skal bruge til at styre den sølvblanke hidsighed.

DEN KORTE STANG KOSTER DISTANCE, ingen tvivl om det. Når vi snakker længden på kast, kan jeg i de fleste forhold nå omkring 50 meter ud, og det duer selvfølgelig ikke, når fiskene står 70-80 meter fra mig, men hvornår gør de det? Min erfaring vidner om, at langt de fleste fisk, som står langt ude, gør det på pladser, som bliver fisket hårdt. Selvom ørreden ikke er særligt begavet, så gider den ikke blive forstyrret konstant med diverse jern i kulørte farver. De søger ro, trækker længere ud og lukker som regel kæften.
I mange år har jeg søgt de pladser, og gerne fundet nye, hvor der ikke er så mange om buddet. Ofte er det »dårligere« pladser, men har en dårlig plads fået ro, så er den ofte god. Hårdtfiskede pladser er ofte afhængige af friske fisk udefra.
Når ørreden trækker ind til kysten, vil den gerne være helt inde under land, – tænk bare på alle de fisk fluefiskerne fanger med deres 20 meters kast. I disse situationer vil man ved kast på 70-80 meter kaste over fiskene og kun fiske effektivt på de sidste meter.

 

Friluftsland

 

MOBILITETEN ER EN UDSLAGSGIVENDE FAKTOR i mit fiskeri, og derfor har jeg altid bevæget mig meget – et kast et skridt, eller hvis der er dårlige vadeforhold 20-30 kast, og så op og 30 meter ned ad kysten. På den måde får jeg fisket enorme mængder vand af på kort tid. Dette fiskeri kan være fysisk anstrengende, men det er langt lettere med en kort og let stang. Desuden har jeg kun det strengt nødvendige med at grej og jeg bruger sjældent tid på nusserier, såsom at skifte agn. Har jeg først sat en agn på, så er det fordi jeg tror hundrede procent på den. Dette gør, at jeg meget hurtigt kan fiske pladser af, og de fisk, som er til noget, hugger med det samme. Resten for fred til en anden dag.

STANGVALGET er i høj grad spørgsmål om temperament, og for mig er Savage Gears Bushwalker perfekt. Den kan meget vel være for stiv til dig, som den var for en af mine fiske venner. Hans løsning var en Edge 8 fods, der mistede 15 centimeter af bunden, samt stykket ned til første øje i toppen. Denne modificerede stang virker perfekt for ham, da han er til en mere gennemgående aktion.
Tag som udgangspunkt din nuværende stang. Fungerer den aktion godt for dig, ja så er det sikkert også den rigtige aktion, hvis du vil give den korte kæp en chance på kysten. Og husk – hvad du ikke har i længden på dine kast, skal du have i dine ben under din søgen efter fisk. Følger du denne simple regel, så er det min påstand, at du vil fange langt flere fisk.

Ikke UL
Alle os med nogle år på bagen, kan huske Jens Ploug Hansens vidunderlige bog, sølvtøj. I denne bog beskrev Axel Thomsen UL-fiskeriet og hans tanker på området. Der blev lagt stor vægt på, hvordan man byggede fluestænger om til spinnestænger, så man kunne kaste med 5-12 grams agn. Afsnittet i bogen var krydret med billeder af nogle usædvanlige flotte fisk, fra den eventyrlige Æbelø nord for Fyn.
Det udløste en storm hos de danske grejhandlere, og for en periode blev kystfiskeriet revolutioneret. Med tiden blev det dog tydeligt, at de små kastevægte, samt de bløde stænger også havde deres begrænsningen. Der skal ikke være meget vind eller strøm før de lette agn er svære at styre, og er forholdene ikke perfekte, så er krogningen af fisken ofte problematisk. Der skal rives godt igennem på de lange bløde stænger, før man når ned til noget bund, så man kan sikre krogholdet.
Med min 7 fods stang er jeg kommet dette problem til livs. Mit grej vejer i dag cirka 70% mindre end før, hvilket gør en stor forskel på de dage, hvor jeg virkelig fisker igennem. Og så er det meget sjovere – både alle de timer, hvor man ikke fanger noget, men bestemt også når en af de blanke tager fejl, og man mærker tyngden for enden af linen.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This