– Her på det sidste har jeg fisket en del i fjorden sammen med et par andre friske lystfiskere, og selv om jeg er meget ny i Kolding Fjord, så er jeg virkelig overrasket over, hvad den kan levere. Der er nemlig både mange fisk, og det jeg vil kalde kæmpe fisk. Sådan lyder det fra Mads Davidsen.
– Forleden morgen var jeg afsted sammen med Henrik Pold og Anders Fromsejer. Fiskeriet kørte bare fra start til slut, og vi endte på omkring 20 havørreder, hvor langt de fleste var over 50 centimeter med fire over 60 cm, Henrik fangede 2 × ny personlig rekord nemlig med to super flotte fisk på 64 cm, så kæmpe tillykke med de flotte fisk. På denne tur fangede jeg selv en på 62 og en på 68 cm, og Anders kom da heldigvis også på tavlen med et par gode fisk over halvmeteren. De efterfølgende dage har vi været ved fjorden hver for sig, hvor vi har delt lidt fangster med hinanden, og i går aftes lykkedes det også Anders at få en kanon fisk på den gode side af 60 cm så, så også et stort tillykke til ham.
– På trods af, at der har været en del blæst, så tænkte jeg, at jeg er jo fra den nordvestjyske kyst, så lidt vind skulle ikke skræmme mig: Jeg stod meget tidligt op og tog til vandet. Det viste sig at være en god idé. Jeg fandt en plads med klart vand med lidt læ for vinden, og der gik ikke mange minutter, før jeg fangede en super fisk på 59 cm og hurtigt efter en mere på cirka 55 cm. Efter blot 20 minutter fik jeg drømmehugget, og kort tid efter sprang en kæmpefisk fri af vandet med min krog i munden. Mine knæ begyndte at ryste en smule, da det gik op for mig, hvad det var jeg havde på krogen, men efter nogle minutters kamp bliver sejren min, og jeg fik kæmpen i mit net. Havørreden blev målt til 76 cm, hvilket betød, at det var – og er en ny blankfisk-PR fra kysten til mig.
– Jeg er meget taknemmelig over, at jeg har fået denne oplevelse og var meget tilfreds, da jeg lukkede den ud igen. Bare synet af min drømmefisk svømme tilbage med vished om, at den kunne komme i åen og føre sine gener videre, betød alt for mig. Det fantastiske fiskeri denne morgen sluttede med endnu en fisk på 60 cm. Alt i alt fik jeg ni fisk i nettet, og fuldstændig mæt af oplevelser sluttede jeg min tur.

Mads Davidsen med en af sine flotte blankfisk fra Kolding Fjord. Øverst er han med sin flotte nye PR-havørred.