Spørger man Stefan Meldgård, kan man med meget få midler udnytte vandløbenes potentiale meget bedre. Her giver han sit bud, hvordan produktionspotentialet i vore bække og åer kan øges, samt påpeger et par andre faktorer, der kan øge den økonomiske gevinst. 

AF STEFAN MELDGAARD, FOTO:  KAARE M. EBERT (DSF), JAN NIELSEN (DTU AQUA), STEFAN MELDGAARD OG JENS BURSELL

 

DER UDLÆGGES gydegrus og skjulesten som aldrig før. Mange steder spores der fremgang, og som et ud af få steder i verden, så er laksene i Danmark i fremgang. Men – det er stagneret de seneste år. Der gøres allerede meget, men spørgsmålet er, om der kan gøres mere? Svaret er efter min mening – ja. Og ofte vil det kunne gøres for små midler.

Lokalisering af forhindringer er uhyre vigtig, for adgangen til gydepladserne et ”must”. For kan laksene ikke finde egnede grusbanker, så kan de indlysende nok heller ikke gyde med succes.

 

Forshaga Sportsfiske Akademin

 

Laksefisk vil have udsigt til lys

Et af de steder, der kan stoppe fiskenes vandring, er offentlige og private vejunderføringer. Hvis fiskene ikke kan se lys for enden af et rør eller underføring, har undersøgelser vist, at de ikke vil passere. Men flere steder kan det problem let løses. Private rørunderføringer ved fx markveje kan nemlig laves om til ”broløsninger” af køreplader, som er påsvejst vanger, så deres bæreevne øges.

Skitse af en forstærket køreplade med øget bæreevne efter 3 påsvejst 4-kantprofiler. En standard køreplade klare et tryk på 22ton, med påsvejsning fordobles bæreevnen og vil kunne anvendes som flytbar "bro". Idemanden bag, Stefan Meldgaard.

Skitse af en forstærket køreplade med øget bæreevne efter 3 påsvejste 4-kantprofiler. En standard køreplade klarer et tryk på 22ton. Med påsvejsning fordobles bæreevnen, og den vil kunne anvendes som flytbar “bro”. Idemanden bag er Stefan Meldgaard.

 

Der er flere fordele ved den løsning. Dels er de flytbare og de evindelige opstuvninger af grene samt grøde undgås. Dels vil der ikke være behov for opgravninger før og efter en sådan konstruktion. Den naturlige forsinkelse af regnvand pga. de øgede vandmængder ved fx klimaforandringer, sker normalt ved, at vandløb får større og større sving, jo længere ned af et vandløb man kommer mod udløbet. Blokering af rørlægningerne, vil med en kørepladeovergang ikke forekomme, men de fjernede sving bliver det nødvendigt at genskabe, hvis man vil genskabe naturens egen forsinkelse af regnvandet efter et regnskyl. I svingene vil der opstå dybe partier, hvor fiskene kan opholde sig. Og imellem svingene vil der kunne udlægges gydebanker, der forsinker vandet uden at tilbageholder det. Så med disse løsninger vil vandafledningen forblive den samme som før. Løsningen er forbundet med et arealbehov, da forsinkelsen beror på en genskabelse af de naturlige sving, og derfor er må vi spørge lodsejerne. De forstår problematikken, og deltager gerne når deres vandafledning bibeholdes. Disse fysiske ændringer pågår allerede flere steder, men har ikke nået sit fulde potentiale.

Men skal det ske for alle vandløb? Et kontroversielt svar vil fra mig være – nej. Der er gennem tiden sket så massive udretninger, at det ikke vil kunne betale sig at restaurerer alle disse vandløb. Kun i de vandløb, hvor restaureringerne kan gennemføres fra kilde til udmunding, vil man kunne opnå fuldt produktionspotentiale. Konsekvensen af de totale udretninger er og vil, udover tab af unikke fiskestammer, være at broer ødelægges og landområder risikerer at blive oversvømmede på uønskede steder. Eksempelvis oplevede Skjern by i 2014, at byen blev oversvømmet og fire broer blev ødelagt af et regnskyl på 150mm på 12 timer. Det var virkelig en ekstrem situation, og dem vil der komme flere af. Ifølge DMI var nedbørsmængden i 1940’erne ca. 470mm/år og i de sidste ti år har den været ca. 780mm/år. Der er derfor et behov for at bække og åer kan oversvømme visse områder. Og vi har kun et sted at spørge om velvilje til at løse dette, og forståelsen er der.

Rørunderføring med grene og sand før udlægning af stenstryg.

En underføring som ikke fungerer for vandrefiskene. Vandfaldet skal udlignes med stenstryg eller gydegrus, så vandspejlet min. står 1 cm op i røret.

 

Rørunderføring efter at stenstryg er udlagt, vandfald er udlignet og vandrefiskene kan atter glide på strømninger igennem røret til gydebankerne længere opstrøms.

En korrekt underføring har lys for enden af røret, og har intet vandfald. Og bliver aldrig vandfyldt. Overholdes disse vil vandrefiskene passere.længere opstrøms.

 

Lav større underføringsrør

Med disse fakta i mente kan det derfor være nødvendigt med dobbelt så store underføringsrør, eller føromtalte køreplader. De broer der førhen blev ødelagt, er ikke designet til at klare nutidens vandmængder. Her vil det være nødvendigt med en konstruktionsændring, der tillader momentane ekstreme stigninger.

Forlader åvandet røret i et vandfald, kan det forsinke eller forhindre fiskenes opstrøms vandring. Selv et vandfald på 1cm kan stoppe opgangen. Her vil udlægning af et stenstryg eller en gydebanke, der hæver vandspejlet, så vandfaldet udlignes, genskabe den optimale passage. Der er kun behov for en vanddybde på 1cm ved udløbet og sollys for enden af røret i opstrøms retning.

En del småbække er samlet i et y-formet rør, og samlet til et vandløb nedstrøms. Her vil en forskydning af sammenløbet være nødvendigt, for at opnå effekten af sollys ved begge rørindløb. Et rør der er helt vandfyldt, stopper ligeledes opgangen, da intet sollys slipper igennem. Ved nogle rørføringer, vil det ligeledes være nødvendigt med store sten inden i dem. Det er ikke hensigten at stoppe vandafledningen, men at skabe strømninger som fiskene kan ride på, når de trækker opstrøms.

De beskrevne forslag løser i min optik adgangen og produktionspotentialet i åens øvre dele.

 

En korrekt underføring har lys for enden af røret, og bliver aldrig vandfyldt. Overholdes disse vil vandrefiskene passere.

Bro- og rørunderføringen her har spærringer af sand og grene. Ophobningen af sand nedstrøms kan forhindres (se nedenfor).

 

En underføring som ikke fungerer for vandrefiskene. Vandfaldet skal udlignes med stenstryg eller gydegrus, så vandspejlet min. står 1 cm op i røret.

Bro- og rørunderføring med efterfølgende mere optimal udlagt stenstryg der forhindre sandophobning uden at hindre vandafledningen.

 

Skjern Å er med sine omtrent 2200 kilometer – alle tilløb medregnet – et meget stort vandløbssystem. Men – det afspejles desværre ikke helt i den mængde fisk, som vandløbet i dag producerer. På trods af kommunernes og de frivilliges utrættelige arbejde gennem specielt de sidste 40 år, ses der via ørredkortet på fiskepleje.dk er kun fremgang på yngelstadiet (blå=optimal produktion), men ikke i mængden af fangstklare fisk. Laks fastholdes pt på 465stk. hjemtagne/år og en estimeret opgang på ca. 5800 stk./år. Opgangen har stagneret og har en nedadgående trend de seneste år. Samtidig er havørrederne i Skjern Å faldet i antal, og som en konsekvens heraf er den blevet fredet i 3 år af Skjern å-sammenslutningen.

I dag bruges der en simpel metode at måle bestanden af laks og ørred på, hvilket ikke er ment som negativ kritik. Det ville dog være mere hensigtsmæssigt at have et mere knivskarpt billede af den præcise opgang. Der findes tekniske løsninger i dag, som er bedre, men de er dyre. Et sonaranlæg til registrering af den eksakte opgang ville eksempelvis være en drøm, der gik i opfyldelse, fremfor estimerede og forholdsvis usikre tal. Et sådan anlæg anvendes eksempelvis i Torneelven på grænsen mellem Sverige og Finland, og et sådant set-up koster i omegnen af 10 millioner kroner.

Fredningen er kun et middel til ikke at udtynde genmassen. Men en fri passage helt op til kilderne er også nødvendig. Derfor er en lokalisering af de beskrevne forhindringer efter min mening en absolut nødvendighed for at øge bestandene fremover.

Prædation under smoltvandringen

Det har taget 40 år at bringe laksen tilbage på et niveau, hvor den nok skal overleve, men den kan stadig ikke klare sig selv. Med ovenstående løsninger er de første 2 trin sikret, men ikke tilendebragt. Det 3. trin i hjulet, er smoltvandringen til udmundingen i havet. Her har det vist sig at ca. 50 % forsvinder undervejs og yderligere 25 % ved slusen. Der er således forsvundet 75%, før vandrefiskene når havet. Den største enkeltsynder her er nok skarven, som reguleres for at mindske påvirkningen. Her må der i min optik træffes et valg: Fisk eller fugl. Det må forventes at stigende temperaturer, får flere skandinaviske skarv til at blive her i landet fremfor at trække sydover som normalt. Følgende tal er ca. 10 år gamle og estimeret udfra mærkningsforsøg: 33.000 ørredsmolt, 36.000 laksesmolt og 1.500.000 skrubbeyngel fortæres pr/år, foruden alle de andre arter som Ringkøbing Fjord rummer – eksempelvis brakvandsgedder, aborrer, helt og sild m.fl. Dertil kommer et stigende antal fouragerende sæler på begge sider af slusen, og disse er også observeret oppe i åløbet. Her mangler stadig en reguleringstilladelse, men der arbejdes på at opnå en sådan.

Der sker også en prædation af optrækkende fisk, og skarven kan fortære fisk på op til 50 centimeter. De optrækkende fjordørreder har for det meste denne 50 cm størrelse, og sælerne fortærer langt større fisk. De behøver cirka 4 kilo fisk om dagen. I samme område som fotoet er drivende laks uden hoved set drivende. Sælen spiser ofte kun hoved og rogn for at optimere sit fødeindtag,

Nu bliver det lidt nørdet: Hvis vi antager, at skarven af sit 100 % fødeindtag på 500 gr/dg, dækker 15 % af sit fødebehov med vandrefisk. 1 skarv fortærer således: 365dage/år x 0,5 kg/dag x 15 % = 27,4 kg/år (1 skarv fortærer i 41 uger 400-700gr/dag og i yngletiden på ca. 11 uger 1,7 kg/dag, i vores regnestykke for nemheds skyld sat til 500gr/dag)- Kolonien i Ringkøbing fjord er på 2000 fugle. Altså fortærer skarven 54,8 tons/år laks og havørred. Indtægten pr. tons opgangsfisk er 1mill.kr/ton (jævnfør seneste undersøgelse der påviste 12-14 mill.kr pr år i indtægt på de ca. 12 tons laks, der fanges i Skjern Å per år).

Desværre mangler vi tallene for dødeligheden i havet, men der er ingen tvivl om, at skarven spiser for temmelig mange millioner kroner laksefisk! Har vi råd til det at sige nej tak? Dertil kommer effekten af den rekreative gevinst, den enkelte opnår ved udøvelsen af sit fiskeri. Her er der kun vist hvor mange samfundskroner der tabes på laks, dertil kommer alle de andre fiskearter skarven fortærer.

Spørgsmålet er så: Har vi råd til ikke at gøre alt det vi kan? Har vi råd til at enkelte spærringer blokerer. Den seneste større genåbning, er adgangen til Kartofte Å.

Alternative løsninger for laksen

Men – skal alle spærringer fjernes. Ikke nødvendigvis. I Àtran i Sverige er der lavet en løsning ved et kraftværk på følgende måde: Opstemningen er lavet som et V, hvor spidsen i V’et peger opstrøms med et konstrueret stryg nedenfor. Der er et konstant 10cm’s overløb langs hele V’et. I spidsen af V’et er der en åbning opstrøms, som benyttes af vandrefiskene. Et videokamera har påvist en opgang på 1000 laks gennem denne åbning. Vandkraftværket får vand gennem et diffust net, der forlænger V’ets ene arm, hvor smolten ikke fysisk kan komme igennem. Grundet det konstante 10 centimeters overløb lider smolten heller ikke her overlast. Optimalt er det selvfølgelig ikke, men der findes steder – også her i landet-  hvor kompromissets kunst bør vælges. Der arbejdes på en løsning ved Rind i Skarrild. Om det bliver som fotoet ovenfor vides ikke. Men den fungerer, og lokale fiskekontrollører i Átran beretter, at grilsene smutter opover langs kanten af V’et udenom videofælden. Denne løsningsmodel opretholder vandspejlet opstrøms, uden at den hindrer opgangen. Bo Skelmose’s 3,40 minutters video fra den eksisterende spærring ved Rind Å viser tydeligt behovet for en løsning. 10-20 Laks forsøger at passere, og det lykkes kun for en. Fra pålidelig kilde vides at Rind Å alene udgør 25 % af Skjern å’s produktionspotentiale, så spørgsmålet er: Har vi råd til ikke at vælge en lignende løsning. Jeg mener dog, at i nogle tilfælde er et kompromis vejen frem i stedet for at springe op på barrikaderne og kræve løsninger, der kun vanskeligt kan accepteres af andre interessenter end lystfiskere.

 

To generationer vandplejere ude at nyde frugterne af det frivillige arbejde ved Skjern Å. Ved "Åge's hul" i "Fandens Eng". "Den Gamle", nu afdøde Sv. Aage Meldgaard og "Uldjyden", Stefan Meldgaard.

To generationer vandplejere ude at nyde frugterne af det frivillige arbejde ved Skjern Å. Ved “Åge’s hul” i “Fandens Eng”. “Den Gamle”, nu afdøde Sv. Aage Meldgaard og “Uldjyden”, Stefan Meldgaard.

 

Bedre forhold i opvækstområderne

Trin 4 i hjulet er opvækstområderne, hvor fiskene vokser sig store, før de vender tilbage til de danske åer. Laksene går på langfart nordpå – op til 3000 km. Ørrederne derimod forbliver i det kystnære område, oftest hvor deres hjemvand udmunder, men det er påvist at fx Karup ørreder i betydelig udstrækning trækker ned til Langeland/Fyn, hvor de bliver i de kystnære områder. En 1-sømils fredningszone rundt om de danske kyster, hvor kun rekreativt fiskeri tillades, ville derfor være ønskescenariet.

Bundskrabende fiskeri, bør omlægges. På de vestvendte kyster udøves der strandfodring med sand, der spules ind på kysten for at kystsikre. Begge metoder ødelægger spisekammeret for et bredt spektrum af fiskearter, som vi huser langs vore kyster. Spørgsmålet er så, om vi kan undgå strandfordringen, uden at komme på alternative nye metoder, for der er et reelt behov herfor. Måske vil kunstige rev/opvækstområder i de områder der udpeges til havvindmølleparker være en måde at kompensere for det, der mistes ved en fortsat strandfodring.

Mine betragtninger og løsningsforslag vil helt sikkert dele vandene, men set i lyset af de problematikker vi står over for, mener jeg ikke, vi har råd til overveje dem for grundigt, men i stedet træffe permanente valg. Der er især brug for hurtige løsninger på udfordringerne ved Skarrild i Skjern Å, Kraftværkssøen i Storåen, samt tangeværket i Gudenåen.

Og – der er mange flere trin i hjulet, som kræver andre aktører på banen. Det vil være deres opgave at tage stilling til eksempelvis fredning af fiskenes trækruter og spisekamre. Og så er der de udfordringer klimaforandringerne byder på. Det er parametre der kræver, at nogle giver afkald på noget og/eller kompenseres.

Tak til de få, der rundt om i landet, gør det muligt for os alle at nyde frugterne at deres utrættelige arbejde. Jeg selv kommer fra en familie, hvor jeg er 3. generations frivillig vandplejer, og der er brug for mange flere til at tage del i dette arbejde. Det kunne fx være med hjælp til registrering af rørudføringer og andre spærringer, udlægning af gydegrus og skjulesten. Knæk og bræk – ”Uldjyden”.

 

Et grønnere valg - Friluftsland

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This