Jack Schultz fra Team Daiwa med en prægtig blank havørred.
Allerede som 10 årig begyndte Jack Schultz fra Team Daiwa sit fiskeri på kysten – og lige siden dengang har han fisket røven ud af bukserne samt gjort livet usikkert for kystens havørreder. Vi har fået en snak med den erfarne havørredfisker om hans historie – samt ikke mindst hans tilgang til fiskeriet.
TEKST: JENS BURSELL, FOTO: JACK SCHULTZ
– ODENSE OG OMEGN Aer oprindeligt min hjemmebane, og det betyder, at jeg i mine unge dage har fisket utroligt meget i især Odense Å, Odense Fjord og på Hindsholm, fortæller Jack. – De allerførste ture gik til åen, og jeg startede allerede med at fiske på kysten, da jeg var 12 år. Min far gik på jagt og havde nogle fiskestænger stående, og dem skulle jeg selvfølgelig lige prøve, og de første fisketure forgik med cykel samt anhænger ned til fjorden.
– Min allerførste havørred fik jeg faktisk i fredningsbæltet til Odense Å – sikkert før der var noget der hed det – på et fladfiskeforfang monteret med en stor saftig sandorm, griner han.
Havørred på Atom-blink
– I min fars grejkasse var der også nogle 50 år gamle atomblink, og det var på disse, at jeg efterfølgende fik mine næste havørreder, fortsætter han. – Og sådan gik det så slag i slag. Ved fjorden mødte jeg Kent ”Stripper” Andersen og hans slæng, som jeg lærte utrolig meget af de første mange år som havørredfisker. Da jeg blev atten år og fik kørekort, blev alting meget lettere, hvilket selvfølgelig betød, at nu kunne jeg bare give den helt vildt gas ude på kystpladserne. I denne periode var det især Hindsholm, der lå lige til højrebenet – og den fik ikke for lidt.
Nye havørredtider på Tåsinge
– For otte år siden blev jeg skilt, og flyttede til Tåsinge, hvor jeg nu bor med min nye kone. Området var helt nyt for mig, men jeg kastede mig straks ud i at udforske det, og det viste sig selvfølgelig, at der var mindst lige så mange fede havørredpladser på Sydfyn og omegn, som der er på Nordfyn, hvor jeg kom fra. Vandet i mit nye nærområde er ikke særlig salt, og det betyder, at der også er en hel del gode vinterpladser i nabolaget.
– Langeland fisker jeg rigtig meget – især på Østkysten, der også er god om vinteren, fordi temperaturen falder meget langsomt på grund af det relativt dybe vand, som der er her. Der er ikke langt fra Langeland til Møn, og jeg føler mig helt sikker på, at mange af de store sildeædere, som jeg fanger, stammer herfra. Det er i hvert fald ikke fynske fisk, for de er typisk meget mere slanke i det. En fynsk overspringer på 3,5 kilo er typisk 73 cm på Fyn. En fisk med samme vægt er normalt markant kortere på Langeland. Så når vinteren starter rykker jeg typisk fra Tåsinge til Langelands Østkyst. Det er ikke fordi, der som sådan er mange fisk, men det er ofte her, der er bedst chancer for de helt store fisk.
Et skift til fluestangen
– Indtil 2010 havde jeg udelukkende fisket spin, men så begyndte jeg at savne nye udfordringer, forklarer han. – Jeg besluttede mig derfor for, at jeg udelukkende ville fiske med flue – og lære fiskeriets styrker samt svagheder, indtil jeg havde fanget en blank havørred over de 4 kilo. Og sådan blev det.
– Efter seks år lykkedes mit mål – og oven i købet med to havørreder over de 4 kilo på blot én uge. Jeg havde taget fri om fredagen klokken 12 og tog ud til noget, der hedder Kløverhagen. Der havde jeg nemlig weekenden inden set nogle store fisk, men jeg var i tvivl, om det var regnbuer, for de opførte sig mærkeligt. Vejret var perfekt med en fin fralandsvind fra Langelands Østkyst, og pludselig kom så hugget: 72 cm og 4,2 kilo! Fredagen efter skete præcis det samme, på nøjagtig det samme sted: 73 cm og 4,5 kilo. Det tog blot tre kast… Det er altid rart at have lidt medvind på havørredpladsen.
Tilbage til spin
– Nu var mit mål opfyldt, og da jeg havde erfaret, spin, at spin i 80 % af tilfældene er mere effektivt, var valget ikke svært. Fluefiskeriet var simpelthen ofte alt for besværligt. Men – der er dog nogle perioder, at fluen har sin force – eksempelvis, når vandet er meget koldt om vinteren. I dag fisker jeg begge dele med fordelingen 80 % spin og 20 % flue, når forholdene er idéelle til dette. Jeg har altid et bombardaflåd med i tasken, men det passer ikke rigtig til mit temperament, så jeg fisker ikke særlig ofte med det. Mest kommer det på, hvis jeg har haft en masse følgere på blinket, uden at de har villet hugge. Og ofte har det resulteret i, at jeg bare har pløjet fisk ind.
– Spin er altid et godt udgangspunkt, for selv om man måske ikke får dem til at hugge., så giver fiskene sig ofte til kende, så man ved de er der – eksempelvis ved, at man ser følgere eller hvirvler. Og hvis man først ved, at de er der, så kan man jo stoppe op og eksperimentere – fx med andre farver og størrelser – eller måske en flue. Man kan lige så godt erkende, at der ikke findes én eneste vidunderagn, så det kan altid svare sig at prøve sig frem, indtil man finder dagens melodi.
Jacks yndlingsblink og -fluer
– Når det er sagt, så har jeg selvfølgelig nogle favoritter. I prioriteret række ville det nok være følgende blink, jeg ville vælge, hvis mit liv afhang af at fange en god havørred på kommando: 1) Stripper, 12 gram i hvid, 2) Hot Shot gennemløber 15 gram i hvid, 3) Salty 12 gram i sølv/sort og 4) Den Stive på 17 gram i hvid med sort ryg.
– Og – mine absolutte yndlingsfluer er i prioriteret rækkefølge: 1) Pattegrisen i original laksefarve, 2) Polar Magnus, 3) Grå Frede eller lignende kutlingeflue og 4) Kobberbassen.
Havørredgrej der rykker
– Som stang bruger Jack, der er kom med på Team Daiwa i 2021, den nye Daiwa Luvias Airity 2500 og en 9 fods Daiwa Luvias på 5-25 gram kastevægt. – Det er en virkelig lækker stang til det relativt lette fiskeri, som jeg dyrker her på Sydfyn og Langeland, siger han.
– Når jeg fisker på Øland bruger jeg den lidt kraftigere Daiwa Shogun stang i 7-35 grams kastevægt, der er helt perfekt til dette fiskeri. Til denne stang bruger jeg mit Daiwa Exist 3000 fastspolehjul, som jeg er virkelig glad for – en helt suveræn kombination. Som line bruger jeg Daiwas Morethan i grøn 0,10 mm til Fyn og 0,12 mm til fx Øland. Den larmer ikke og kaster super godt – samtidig med, at den er megastærk i forhold til diameteren. Det er helt klart en af de bedste liner, jeg har fisket med Coatningen holder helt vildt lang tid, og linen fås helt ned til 0,08 mm.
– Jeg arbejder til daglig i Odense Jagt og Fritid, hvor du altid er velkommen til at komme og få en god fiskesnak samt en stak gode tips til det lokale kystfiskeri efter havørred, slutter han.
Du kan selvfølgelig følge Jack og de andre fra Team Daiwa på både Instagram og Facebook.
Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.