Syntes du, at fiskeri, socialt samvær og grejpræmier for mere end 10.000 kroner lyder tiltrækkende? Er du samtidig mellem 10 og 16 år gammel, så er Ishøj Sportsfiskerklubs juniorfestival lige noget for dig. Festivalen løber af stablen til efteråret fra d. 31. oktober til 1. november under mottoet fiskeoplevelser, samvær og masser af hygge. Fisk & Fri har taget en snak med Mark Nedergaard, som er en af personerne bag juniorfestivalen. Og med den entusiasme, som Mark udviser, skal deltagerne nok få et brag af en weekend.

AF TUE BLAXEKJÆR

Ideen til juniorfestivalen opstod, da Mark og et par andre medlemmer af Ishøj Sportsfiskerklub sad og snakkede om deres egen juniortid. – Hurtigt stod det klart, at de hver især havde haft nogle superfede oplevelser, da de i sin tid selv deltog i den nu hengangne juniorfestival arrangeret af Sorø Lystfiskerforening, fortæller Mark. – I løbet af kort tid udviklende snakken sig fra, hvad der engang var, over det vi burde lave til helt konkrete planer, hvorefter et ”nyt” juniorarrangement var født.

– Der er allerede er send indbydelser ud til fiskeklubber i hele landet, fortsætter Mark. – Skulle en forening mod forventning ikke have modtaget en invitation, må den ansvarlige for juniorafdelingen meget gerne rette henvendelse til mig på nedergaardmark@gmail.com, så skal han nok sørge for at al relevant information om festivalen vil blive fremsendt.

– I Ishøj Sportsfiskerklub er vi så heldige at have en campingplads som nabo, og for at det ikke skal være løgn så ligger campingpladsen på en lang tange som går ud i Ishøj Havn, hvilket i praksis betyder, at der er førsteklasses fiskevand lige ved døren, afslører han. – Det er ingen hemmelighed, at der hvert år fanges mange og store havørreder samt brakvandsaborre i den helt grove kaliber fra netop campingpladsen. Alle deltagere skal sove på campingpladsen, og det er ikke mange steder, at man har et førsteklasses fiskeri mindre end 25 meter fra, hvor man sover.

 

Ishøj Sportsfiskerklub Junior festival 2020

Søfiskeri

– Foruden fiskeretten på campingpladsen råder Ishøj Sportsfiskerklub også over St. Vejle Å, som nok er det fiskevand i Danmark, hvor chancen for at fange en aborre over to kilo er størst, fortsætter Mark. – Åen ligger mindre end 300 meters gang fra campingpladsen og klubhuset.

– Udover åen og campingpladsen kan der fiskes i Tueholm og Vallensbæk sø, fortsætter han. – I søerne er der karper, fredfisk, gedder og aborrer. Dem som ønsker at prøve kræfter med disse søer vil blive fragtet til og fra søerne i bil.

– I jægersøen som grænser op til Ishøj Havn, kan der fiskes efter aborre, gedder, skaller samt brasen. I den forbindelse nævner Mark, at der i havnen og fra campingpladsen ofte er et fint fiskeri efter både skaller og brasen. Som oftest er vandet i havnen meget ferskt, og fisk som normalt kun forbindes med ferskvand, stortrives faktisk i havnen. Køge Bugts brakke vand samt udløbet af St. Vejle Å er med til at gøre hele området rigtigt attraktivt for lystfiskere, idet der er en artsrigdom uden lige. Af arter i området kan nævnes aborre, skalle, brasen, gedde, havørred, rimte, karpe, suder og ål.

En tur på Køge Bugt

Der også være mulighed for at komme ud på Køge Bugt i båd, hvor der skal fiskes efter havørred, siger Mark, og fortsætter. – Juniorfestivalen er bygget op som en konkurrence, hvor alle deltagere fisker mod hinanden, og der er præmier til de tre største fisk i hver kategori. Kategorierne er de tidligere nævnte arter.

– Selve konkurrencen foregår fra lørdag morgen kl. 08:30 til søndag kl. 14:00, hvorefter der vil være præmieoverrækkelser kl. 15:00. Med to lange fiskedage får alle deltagere rig mulighed for at prøve kræfter med det alsidige fiskeri, som området har at byde på, og med alle de frivillige hjælpere som Ishøj Sportsfiskerklub stiller med, er chancen for at lære fra nogle af Danmarks dygtigste fiskere absolut til stede.

– For at det hele ikke skal gå op i ”fisk”, bliver der lørdag aften holdt en række sjove konkurrencer og quizzer. Deltagerne vil blive samlet i små hold, som så skal dyste imod hinanden i deres kunnen om lokalområdet og fiskeri generelt, så det hele ender nok i ”fisk” alligevel, griner Mark. Derudover byder lørdag aften også på et fiskerelateret foredrag af 45 minutters varighed.

– Jeg og de andre juniorledere samt frivillige i Ishøj Sportsfiskerklub glæder os alle enormt meget til, at juniorfestivalen løber af staben til efteråret, slutter han.

Fisk & Fri vil være til stede under store dele af weekenden, hvor vi bl.a. vil sende live samt komme med flere daglige nyhedsopdateringer. Interesserede kan læse mere om juniorfestivalen her.

Hvidovre Sport

 

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This