Suderfiskeriet byder på masser af spændende udfordringer og naturoplevelser ud over det sædvanlige. Følg med Daniel Stormly til sudersøen.

AF DANIEL STORMLY

Varme, sol, fuglekvidren og masser af farver efter den døde vinter. Dufte, der er savnet, rammer dig fra den ene dag til den anden, som en mur midt i ansigtet – efterfulgt af en bølge af nydelse og velvære gennem kroppen, når du trasker morgentræt afsted på vej mod søen. Sommeren er kommet! For mit vedkommende betyder det blandt andet, at det er tid til at smide nogle fredfisketure ind imellem rovfisketurene, når jeg er hjemme i Danmark, og ikke er på fiskerejser. Men Covid-19 har også for mit vedkommende, sat en stopper for alt for mange planer og rejser. Men – det har bare betydet rigtig meget ekstra tid til fiskeeventyr herhjemme.

Jeg ringer derfor til én af mine kammerater, som jeg hovedsageligt fisker fredfisk med, og hører om det ikke er på tide at strikke en tur sammen. Enigheden er urokkelig, datoen bliver sat, og vi aftaler, hvor slaget skal stå. Planen er at fiske i ét vand, som vi begge bruger en del tid på på grund af dets mange muligheder og ikke mindst indholdet af fisk, der kan holde enhver specimenfisker søvnløs om natten! Og det er denne søvnløshed, der efter min mening er grundstenen til en stor del af mit eget drive: Arbejdet og tiden, du er villig til at lægge i det. Kilometerne du er klar til at køre, afstanden du er klar til at rejse, og tanken om hvad der ellers lurer under overfladen. Jagten på kicket, drømmene, eventyrerne. De uendelige tanker og ønsket om at opleve den dag, hvor det vil lykkedes at få fisken, som du tænker på i dine hænder. Dette er bogstaveligt livets reneste form efter mit hjerte – og heldigvis også mange andres.

Det er selvfølgelig også disse drømme, der på denne alt for tidlige morgen får mig til at fare op som besat for at slukke alarmen på mobilen. Jeg går direkte i gang med morgenmaden – nærmest sovende. Intet slår æg, pølser, og friskpresset appelsinjuice, når man skal have en god start på dagen! Køleskabet bliver som altid tømt ned i køletasken inden afgang, hvorefter den morgenkolde bil triller afsted ud i mørket, mens jeg lige tænker alt igennem én sidste gang, så jeg ikke glemmer noget. Den ypperste form for dovenskab er jo at gøre tingene rigtigt første gang, som den gamle altid sagde! Som i de fleste tilfælde bruges køreturen til vandet på at vågne og tænke lidt ekstra over turens plan – samt overveje om éns plads overhovedet er ledig! Thats the game.

Gul Nøkkerose

Fremme ved søen

Bilen bliver parkeret på det nærmeste lovlige sted, og det er ikke altid lige nemt at finde et sted, hvor bilen bare kan holde problemfrit. Trolly’en bliver læsset til bristepunktet, så turen kun skal vades én gang, hvorefter jeg går mod pladsen. Heldigvis er pladsen ledig, og så skal der arbejdes! Jeg får slået min brolly op under et træ, men venter med at kaste taklerne ud, da min kammerat ikke er dukket op. Det viser sig så, at han bliver en halv dags tid forsinket på grund af overarbejde, og så må jeg jo i gang med stængerne! Af ren venskabelig respekt har jeg besluttet ikke at lægge mig i nærheden af, hvor jeg ved min kammerat fisker for tiden, så vi bliver enige om, at jeg kan lægge to karpestænger på spots ude i suppen, og to suderstænger langs kanterne, så han selv har masser af plads til sine uberørte spots, når han ankommer.

Jeg får flere flotte karper i løbet af morgenen med et par seriøse drøn imellem! Det éne karpetakel bliver smidt på en overgang fra hård til blød bund ude midt i ingenting, langt fra land, og den anden på kanten af ét muslingebælte ikke langt derfra. Begge takler har bare fået en lille smule foder omkring, da karperne, som er næsten dobbelt så gamle som jeg selv, er så snu, at de ofte går i en stor bue udenom kæmpestore fodringer, fordi de tidligere er gået i fælden i utallige gange gennem livet.

Det ene sudertakel bliver smidt på total sumpet bund tæt på en oversvømmet gammel rådden siv rodnetskant, der rejser sig fra over en meter vand til en halv meter ind mod land. Det andet bliver smidt klods op ad en stor sivskov med blød bund overalt, men i ét hul på tre kvadratmeter med hård bund, der er én halv meter dybere end alt det andet. Selv kanterne til hullet er ren blød mudder.

Bidmelderne får lige et sidste tjek.

Bidmelderne får lige et sidste tjek.

Disse takler får ikke for lidt foder, da der ofte skal en del til at stoppe en suderflok efter mine erfaringer. Fælderne er sat, bidmelderne og receiver tændt, og karperne fortsætter med at springe på to af min kammerats spots. Fiskefeberen gør den i forvejen varme sol nærmest ulidelig! Men heldigvis kan jeg høre makkeren komme rullende med sin trolly godt svedig og frustreret over forsinkelsen. Han er hurtig til at hive nogle dugkolde op af køletasken, så man kan lidt igen, som man siger. Hans camp bliver sat op, hans fælder lagt og så er det på tide at sætte sig ved siden af hinanden og kigge udover vandet. Timerne går med skålen, godt humør, kammeratskab og en evig snak om alt og ingenting, imens endnu en smuk rødlig solnedgang blev oplevet ved vandet med fuglesang, inden det er sengetid.

Fugl eller hug?

 Den varme nat forløber stille – i hvert fald i forhold til fisk! Men fugle er der nok af… Klokken cirka halv fem om morgenen river min receiver mig ud af min bedchair med et halvhjertet run fra suderstangen i hullet nær sivskoven. Jeg når ikke én gang at få mine waders på, der ellers står klar, så de er lige til at hoppe i. Det viser sig så at være én blishøne, hvilket jeg konstaterer, da bibberiet stopper på vej hen mod stængerne, hvorefter fuglen kommer op. Satans! Den situation kender de fleste.

Jeg beslutter mig så for at gå tilbage til brolly’en efter at have fået blishønen til at smutte med lidt klassiske armbevægelser og “slange hvæs lignende” lyde. Jeg tager mine waders på, inden jeg skal til at lægge stangen om, da vandet er jævnt morgen koldt! Men – jeg når kun lige at trække den ene waders støvle på, da scenariet gentager sig: Tre sekunders bipperi efterfulgt af stilhed. Da jeg denne gang kommer helt ud til stangen med waders på, ser jeg så ikke nogen fugl, men en koncentreret bobbelsky midt i hullet, hvor jeg fisker. Idet jeg retter blikket mod min stangspids, bukker stangen langsomt men sikkert til venstre over mod spottet, hvor jeg lynhurtigt får løftet stangen og spændt bremsen samt lagt pres på.

Regndråber

Fast fisk!

Min kammerat får søvnigt fremstammet inde fra sin bivy, om der er fisk på. Jeg svarer ikke lige dér, da jeg med det samme kan mærke, at linen som ventet sidder fast i kanten på det bløde hul, hvori linen har skåret sig ned. Jeg kan ikke en gang mærke fiskens bevægelser, og beslutter mig lynhurtigt for at slippe presset på fisken og mudderet. I samme sekund bliver der dog trukket line den anden vej, og med et svup river linen sig fri med fiskens egen kraft, hvorefter stangen bukker sammen. Fighten kan begynde, og suderen arbejder sig ud i suppen. Først her råber jeg tilbage til min kammerat, at der er fast fisk!

Inden jeg får stoppet fisken, når jeg lige akkurat at blive i tvivl, om det kunne være en karpe med den fart fisken har på, men jeg kan godt mærke på den måde den alligevel følger lidt med, at det nok er en god suder. Det meste af fighten foregår faktisk lige foran mig, da fisken ikke rigtig svømmer så meget væk, men til gengæld voldsomt nedad med hvirvler i overfladen på omkring en kvadratmeter.

Makkeren er i mellemtiden kommet over og rækker mig nettet ind over mudderet imellem os. Fisken vil efter små otte forsøg ikke helt op til overfladen, og i takt med, at jeg begynder at blive overbevist om, at det nok ikke er en helt lille suder, får makkeren mumlet bagfra, at det ser ud til at være en god fisk. Da fisken viser ryggen første gang, kommer beviset på, at det er en rigtig fin suder. Jeg har aftenen før snakket om, at jeg efter at have fået en stor karpe, godt snart kunne tænke mig ét jern af en suder derfra, så jeg kan kun være godt tilfreds nu.

Et fantastisk væsen

Lige præcis, da solstrålerne dukker op over trætoppene på den anden side, misser jeg det første netningsforsøg, da fisken bare eksploderer ved nettets tilstedeværelse, og går skråt udad igen. Jeg får vendt fisken rundt, og denne gang glider den over netrammen! Makkeren og jeg kigger hinanden i øjnene, idet jeg løfter fisken op af vandet i netrammen: – SÅDAN!! Fisken bliver lagt på den våde måtte, og idet vi får pakket den ud af nettet, viser den smukkeste fejlfrie suderhun sig for os, og den er perfekt kroget i undermunden. – Endelig en god suder fra dette vand, tænker jeg.

Vi ser med det samme, at hun lige har smidt rognen, men den trækker stadig vægten ned på 3650 gram, når den våde vejepose er trukket fra. Vi får taget et par hurtige billeder med trætte sammenknebne øjne i morgensolen, imens smilet, bakket op af mine ubørstede tænder, er svært at holde tilbage. Jeg nyder hvert sekund af den korte tid med fisken på land. Jeg har altid syntes, at der er noget magisk over suderen; de ildrøde øjne, det gyldne skær i den mørke fisk, finnernes form, og skællene, der er så fine, at de nærmest ikke kan mærkes. Og så er der selvfølgelig den enorme styrke, de besidder – størrelsen taget i betragtning! Et fantastisk væsen.

Catch & release

Da jeg sætter mig på knæ i den mudrede vandkant med fisken i favnen klar til genudsætning, bliver jeg som altid gennemstrømmet af følelser. Og det er de følelser, som man kun får sådan her. De følelser man bliver ved med at jage og som gør, at man bliver ved med at kæmpe sig fremad, når det gør ondt, og fiskeriet er lort. Det er svært at beskrive, hvad følelserne helt præcist er eller består af, og det er nok forskelligt fra person til person, hvad man får ud af at kæmpe sig frem til en target fish.

Lige meget hvor jeg er i verden, og hvad jeg jager, bliver jeg, når det lykkes, altid ramt af følelserne af at leve i nuet, at opnå drømme, samt være ét med naturen og universet, som det er skabt. Adrenalin kicket, det at dele mindeværdige øjeblikke med ligesindede eller folk man holder af – og tilfredsstillelsen af at have kæmpet sig frem til noget i en verden man ikke kan se eller er herre over – det er bare fantastisk. Og alligevel er dette nok ikke engang halvdelen af følelserne man oplever, hvis man rigtig skal mærke efter. I hvert fald kan disse følelser ikke erstattes af noget andet – og især er det en helt speciel følelse, når man i stilhed ser en fantastisk fisk svømme tilbage gennem vandet i morgensolens skær. Præcis som det sker denne morgen.

Subbook

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This