Ludvig Svendsen fisker efter gedder i Bøgestrømmen. Alt fiskeri trak i Ludvig Svendsen. Uanset om det var store tun eller skaller og brasener. Han var indbegrebet af en alsidig lystfisker.
Lystfiskeren og grundlæggeren af Jagt- og fiskerimagasinet i København var i årtier en kendt figur i dansk lystfiskeri. Men hvem var han egentlig? Følg med Fisk & Fris Per Ekstrøm på en odysse gennem svundne tider.
AF PER EKSTRØM
Der er gennem mange år talt meget om Ludvig Svendsen og hans forretning, Jagt & Fiskerimagasinet, der lå i Studiestræde 48, lige på hjørnet af Vester Boulevard, som er det nuværende H.C. Andersens Boulevard. Jeg har forsøgt at grave lidt frem via folketællinger, kirkebøger, politiets registerblade og andre kilder, som er tilgængelige på nettet. Først og fremmest fandt jeg ud af, at hans rette navn var Johan Ludvig Svendsen, hvilket også fremgår af det nuværende Jagt & Fiskerimagasins hjemmeside. Men hvem og hvordan han var, kan kilderne måske give indblik i?
De tidlige år for lystfiskeren Ludvig Svendsen
Han blev født i København d. 11. februar 1883. Helt præcis i Tøjhusgade 17, hvor hans far, Theodor Ludvig Svendsen, ifølge kirkebogen, var ansat som fyrbøder ved Det Kongelige Bibliotek. Eller på nudansk, vicevært eller ejendomsfunktionær. Mange år senere fortalte Ludvig Svendsen ved et interview med en avis, at faderen var kustode, mens han andre steder er anført som bud.
Vi må nok konkludere, at det ikke var en velstående familie han var født ind i. Med adressen Tøjhusgade har han derfor haft 1. parket til infernoet, da det andet Christiansborg nedbrændte d. 3. oktober 1884, men det har han nok været for ung til at erindre. Ruinerne har han til gengæld kunnet se hele sin barndom, da der gik en rum tid med at få iværksat genopbygningen. Faktisk gik der 20 år, før man begyndte en genopførelse. Med fødsel og bopæl på Slotsholmen blev han døbt i Christiansborgs Slotskirke. Noget der i dag kun er forbeholdt de kongelige.
Den 3. oktober 1897 bliver Ludvig konfirmeret i samme kirke af slotspræst Linnemann. I kirkebogen er gjort notat om, at skolegangen foregår i Det Forende Velgørenhedsselskabs Drengeskole, beliggende i Aabenraa 29 i København. I 1905 flytter familien Svendsen til Rodosvej på Amager. Senere samme år flytter Ludvig omsider hjemmefra. Det er nu, han skal ud at klare sig selv. Det bringer ham vidt omkring, og de næste 9 år bor han 11 forskellige steder samt har mange af forskellige jobs. I Politiets Registerblade, som var en form for folkeregister på den tid, er han anført som kontorist, vinkyper, bogholder og til sidst grosserer. Tid til at blive gift får han også. Den 27. november 1910 indgår han ægteskab i Helligåndskirken med den jævnaldrende Valborg Cathrine Olsen – datter af cigarmager Odin Axel Ferdinand Olsen. Den 2. november 1916 fødes sønnen Axel, der også udstyres med mellemnavnet Ludvig fra faderen samt navnet Axel fra morfaderen. Inden da er Ludvig Svendsen også blevet far til en datter – Tove, der fødes i 1913.
Københavns første fiskegrejsbutik – Jagt og Fiskerimagasinet
Spørgsmålet er, hvordan får en ærkekøbenhavner dengang idéen og midlerne til at starte en forretning op med jagtudstyr og fiskegrej i det centrale København? Der har i barndomshjemmet ikke været mange midler. En fyrbøder ved Det Kongelige Bibliotek har ikke haft en fyrstelig løn, men var man arbejdsom, kunne man sikkert arbejde sig op – og det gjorde Ludvig. I de officielle folketællinger fra 1916 bor familien på Amagerfælledvej på Amager. I en rubrik er anført, hvor meget den årlige indkomst er for de enkelte beboere. Sjovt nok bor der i opgangen den senere kendte komponist Jacob Thrane Gade, som senere blev fader til den verdensberømte melodi ”Tango Jalousie”. På det tidspunkt er han imidlertid ikke verdensberømt og spiller som musiker på Dagmarteatret. Det giver en årsindkomst på 2.250 kroner. Ved Ludvig, der nu står anført som grosserer og uden oplysning om hvad han handler med, er årsindtægten anført til svimlende 25.000 kroner. Altså 10 gange mere end hvad der er en normal god årsindtægt på den tid. Kort sagt! Ludvig må have fundet en virkelig god forretningsidé.
Det er ingen hemmelighed, at der var en hel del mennesker, som tjente virkelig godt i Danmark under 1. verdenskrig. Ganske almindelige mennesker tjente pludselig en masse penge ved at sælge varer, specielt dåsemad til de krigsførende lande, og fik påhæftet prædikatet ”Gullaschbaroner”, som ikke var en hæder. De der ser Tv-serien ”Badehotellet” genkender sikkert Grosserer Georg Madsen, som skal forestille en ”gullaschbaron”, der har skabt sin formue under 1. verdenskrig. Måske skal man have for øje, at disse mennesker holdt beskæftigelsen i gang. Amagerfælledvej blev dog også hurtigt for småt for familien Svendsen, og i 1917 flytter de til en villa på Vesterbrogade 150. Det bliver selvfølgelig med tjenestefolk, for nu er man jo blevet velstående, og på den tid havde man tyende, hvis man var ”ved muffen”.
Ludvig Svensen – til tops i samfundet
Villaen findes endnu og har tidligere huset Musikhistorisk Museum. Nogle vil måske også huske politiets opgør med nogle BZ-ere, hvor der blandt andet blev kastet en toiletkumme ud af vinduet. Familien flytter dog fra villaen engang først i 1920´erne og slår sig ned i det mondæne Hellerup på adressen Duntzfelds Alle 11. Langt væk fra Københavns støj og møg. Den lange vej fra København og hjem var måske indirekte årsag til, han ramte avisoverskrifterne d. 24. juli 1924 efter en noget uheldig episode. ”Aftenbladet” i København havde overskriften ”Baade hovedet og bilen var i uorden”. Journalisten havde en humoristisk tilgang til historien, der måske ikke helt har haft Ludvig Svendsens billigelse, men her er den:
”En beruset grosserer kører vildt ude på Strandvejen i Morges”.
Ved 4-tiden i morges i dagens første gryende time kom en kom en lille luksusbil jagende ud af Strandvejen herinde fra byen. Bilen der bar den fornemt lave nummer ”K25”, gjorde nærmest indtryk af at være ude at lufte sig på egen hånd – uden ”levende” væsener ombord ligervis som havets ”Flyvende Hollænder”. På strækningen fra Jagtvejen og ud efter befandt den sig snart på cykelstien i Strandvejens højre side, snart oppe på fortovet i venstre. Og da der var ganske åbenbar fare for at den vilde jagt skulle ende med at kræve et offer blandt de tidlige morgenvandrere på vejen skred et par politibetjente ind og fik bilen standset.
Til deres store forbavselse viste det sig, at der sad en mand bag rattet – en ”levede” mand som det ganske øjensynligt fremgik af den energiske måde hvorpå han skældte de 2 betjente ud da han fik øje på dem. – En ”herre”, som det sås af hans kjole, hans hvide skjortebryst og den Chapeaubas (sammenklappelig høj hat – PE) han krampagtigt holdt under armen for at lade morgenbrisen frit køle hans brændende pande.
Betjentene fik bilen vendt og kørte den med en del besvær hen til Nordre Frihavnsgade Politistation, hvor man hentede de to autoriserede eksperter Dr. Fog og inspektionsbetjent Hjortstrøm af hvilke den førstnævnte gav ham første karakter med udmærkelse for grundmuret beruselse, mens inspektionsbetjenten konstaterede at bilen på nær sagt alle punkter var i en ganske lignende uorden som ”herrens” hoved.
Mens de forskellige undersøgelser stod på, fortalte ”Herren” at han var Grosserer Ludvig Svendsen fra Duntzfelt Allè nr. 11 i Hellerup og han havde været på vej hjem efter en udmærket, men noget langtrukken middag herinde i byen, da politiet så brutalt havde stoppet både ham og ”K25” i deres fælles slinger. Hvor bilen havde sin garage, kunne grossereren ikke give oplysning om – han kunne simpelthen ikke huske det, eller adressen har været så svær, at han ikke magtede at udtale den – at politiet måtte derfor foreløbig tage den i forvaring og beholde den.
Det samme var man nødt til med grossereren, der fik et af de små private garager i detentionslokalet, hvor han endnu langt op ad formiddagen, hviler ud efter sine anstrengelser.
Efterspillet har jeg ikke kunnet finde noget om, men det er nok ikke noget Ludvig Svendsen har pralet voldsomt med.
Ingen tvivl om at Ludvig Svendsen var en driftig mand, der kunne se en forretning på lang afstand, men i forretningsverdenen kan der let opstå problemer. I 1920 nåede uoverensstemmelser i en handel med et engelsk firma om 50.000 kaffesække helt til højesteret på grund af for sen levering, da der i Indien havde været problemer med at få afsendt sækkene. Ludvig Svendsen vandt i Landsretten, men tabte i Højesteret og måtte betale et anseeligt beløb i erstatning samt sagens omkostninger. Noget der beviser, at forretningsmanden Ludvig Svendsen havde den hårdhed, der skal til i den verden, hvis man vil overleve, og der her findes både sejre og nederlag.
Vi kender primært Ludvig Svendsen som grejhandleren fra Studiestræde, men hvordan fik han fiskeriet ind under huden? Det fik en journalist med initialerne ”B-to” fra Nationaltidende ud af ham i 1940 i forbindelse med udgivelsen af hans bog ”Geddefiskeri”. På det tidspunkt er Ludvigsen 57 år. Journalisten starter med at konstatere, at hans markerede ansigt kunne minde om en eller anden rovfisk og stiller spørgsmålet: ”Hvordan blev De lystfisker?”
- ”Da jeg var 12 år, var jeg ude og fiske med min far i en lille sø ved Birkerød. Far stod på den ene side af søen. Jeg på den anden. Pludselig fik jeg hug…
- Hug?
- Bid! Jeg halede i den ene ende af snøren. Fisken i den anden.
- Vent! ”Nu kommer jeg!” Råbte far… Men så vente jeg ryggen til, kastede snøren over skulderen og trak fisken op. Det var en gedde på 4 pund. Ud med snøren igen! I samme nu fik jeg en på 5. Dermed var jeg blevet lystfisker for tid og evighed.
- Var det lettere den gang?
- Den gang kunne man få ret til at fiske i en sø ved at give en bonde en pakke wienerbrød.
- Er der gedder? Bonden svarede: Masser, men de går løse, De slår som heste og bider som lopper! Det var slagordet den gang, til føjer grosserer Ludvig Svendsen med et sarkastisk smil.
- Hvad gør man med alle de gedder man fanger?
- Det spørger alle om. Min far, når han havde fisket 15 stykker, gik ned til stranden, og byttede dem med torsk og rødspætter. (Stranden = Gl. Strand – PE)
I interviewet fortæller Ludvig Svendsen flere røverhistorier, men den sidste ville i dag have skabt kæmpe skandale og resulteret i en ”shit-storm” for racisme. Ludvig Svendsen gør dog opmærksom på, at det er en historie, han har hørt og ikke selv oplevet:
En neger fik hug af en af disse store amerikanske kæmpegedder, der hedder muskellunge. Den tog meget hårdt. Negeren følte, at han stod overfor en uanet overmagt. Det var umuligt at holde gedden fast. Hvad finder han så på? Han binder med lynets hastighed snøren omkring livet. Nu sker det noget forfærdeligt. Jeg tøver med at sige Dem det. For De vil ryste på hovedet. De kender ikke gedden og aner ikke, hvilke muligheder, den rummer, hvis den ikke bliver taget i tide. JEG kender gedden, men har altså ikke personligt oplevet dette: Resultatet af, at negeren bandt snøren om livet for at holde på den kæmpemæssige muskelunge blev, at den skar ham over i to dele….
- Hør véd De nu hvad Ludvig Svendsen…
Ja! Var det ikke synd? Og den neger skal tilmed have været et ualmindeligt tiltalende menneske! Fra alle sider hørte man kun godt om ham!
Men var det trist, at han skulle ende på den måde, så havde tilfældet dog den berettigelse, at han efterlod et problem, der måtte være af indgribende betydning for enhver…
- Nemlig?
- Hvor stor var gedden?
- Hvad mener De?
Det var at største interesse at få at vide dette! Derfor bandt man en line af samme styrke omkring en anden neger. Det viste sig, at først ved et træk på 243 pund, gik denne neger i 2 stykker! Fisken må da mindst have haft samme vægt! Tilføjer geddefiskeren grublende.
Historien er ganske utiltalende, men jeg tror ikke Ludvig Svendsen var racist. Det er 80 år siden, og de fleste danskere havde næppe set et sort menneske på den tid. Folks opfattelse af sorte var skabt af fortællinger baseret på den tids informationer. Selv i videnskabelige bøger fra tiden er anvendt begrebet ”indfødte”. Verden har gudskelov ændret sig.
Det var først på sine ældre dage, Ludvig Svendsens foldede sig ud som forfatter ud i jagt og fiskeri og var en af de mest aktive i 1940´erne. Det har kun været en del af hans samlede forretning. Hans første bog fra 1932, ”Lystfiskeren” fik prædikatet, ”katalogagtig” af frihavnsdirektør Thielsen, der anmeldte bogen i Lystfiskeri-Tidende. Trods alt mente Thielsen dog, at de 8 en halv krone, bogen kostede, i en heftet udgave, var værd at betale. Senere udgivelser gik det betydeligt bedre med, og han blev en af tidens mest flittige skribenter ud i lystfiskeriet. Lystfiskerbogen fra 1943 udkom i flere udgaver og var lidt af et leksikon på den tid, og hans bog med titlen ”Tun”, er en spændende beskrivelse af datidens biggame på Øresund.
Men først og fremmest skabte han en forretning, som vi ”lystfiskertosser” har haft megen glæde af, og vi kan sikkert også takke ham for import af mange grejer, som sikkert aldrig var dukket op i Danmark, hvis ikke han havde taget initiativet. Sidst men ikke mindst. Han var som alle andre – blot et menneske!