HVA’ BLEV DER AF KURT?

I 1979 udkom den legendariske bog »Havørred – Havørred!«, der i årtier har inspireret havørredfiskere til nye eventyr. Men hvad er egentlig historien bag bogen – og hvad blev der af forfatteren – Kurt Malmbak Kjeldsen? Da artiklen her blev skrevet levede han i bedste velgående – og fiskede røven ud af bukserne. Kurt døde desværre døde i 2018 – æret være hans minde.

Af Jens Bursell

I STARTEN AF HALVFJERDSERNE sidder to herrer i dunkelt halvmørke på en café i det indre København. Denne ene er professionel poker- og skakspiller. Den anden er billiardhaj, og samtidig en brilliant skakspiller. Snakken går gennem det tilrøgede lokale – men lytter man nærmere efter er det ikke så meget kaffen, kvinderne og de nøje udtænkte træk, der får flest ord med på vejen. Der bliver snakket om havørred – kyst­fiskeri efter havørred.

KURT MALMBAK KJELDSEN er navnet på poker- og skakhustleren, mens den skakspillende billardhaj blandt lystfiskere er bedre kendt som Jan Grünwald.
På dette tidspunkt læser jeg filmvidenskab på Københavns Universitet og supplerer SU’en med gevinster fra spil, fortæller Kurt, da jeg møder ham med laksefluestangen i hånden ved Skjern Å. – Min tidlige inspiration til kystørredfiskeriet skylder jeg især Jan Grünwald, samt Jørgen og Hans-Henrik Aspe, som jeg mødte på den vestsjællandske kyst.

Jan var endnu ikke tændt på laksefiskeriet, men en dedikeret havørred fisker med en sofistikeret indgangsvinkel til kystfiskeriet, fortsætter han. – Resultatet af de mange samtaler på værtshusene var, at jeg også begyndte at tænke mig meget mere om i mit fiskeri.

KYSTFISKERI EFTER HAVØRRED startede jeg med allerede i begyndelsen af halvfjerdserne, da jeg bosatte mig på Vestsjælland, fortsætter Kurt sin beretning. – Ude på Reersø Rev mødte jeg grovsmedene Jørgen og Hans-Henrik Aspe, der fangede rigtig mange havørreder på spin.

På det tidspunkt var der for den almindelige fisker uhyre langt mellem havørredfangsterne i saltvand. Jeg var en rutineret mose- og åfisker, men var ikke forgyldt af held på kysten. Ligegyldigt hvor tidligt jeg kom ud på revet, så stod de der allerede. Til sidst opgav jeg at stå op kl. 2 om natten. I stedet tog jeg afsted om aftenen og blev derude – og så fik de lige pludselig baghjul. Nu var det altid mig, der var på pladsen først. I starten sov jeg om natten, men som jeg lå der og lyttede til kystens lyde opdagede jeg, at havørrederne også jagede i sommernatten – helt inde under land. På det tidspunkt troede alle, at havørrederne skulle fiskes om dagen – og helst i marts-april eller oktober-november, så jeg var en af de første, der fiskede i sommernatten og fangede masser af fisk. Dette – kombineret med en række andre hændelser gjorde, at min vinkel på fiskeriet efter havørreden skiftede fra det lyriske til en mere nuanceret og naturvidenskabelig indgang. Der måtte ske noget nyt.

I løbet af midt halvfjerdserne gjorde jeg meget ud af at forfine min fisketeknik. Jeg fiskede lettere og konstruerede egne stænger, blink og fluer for at følge mine ideer. I starten fiskede jeg mest spin, men snart begyndte jeg at fiske mere og mere med fluestangen på kysten – og efterhånden begynder kyst­ørredfiskeriet at køre rigtig godt for mig.

HAVØRRED – HAVØRRED! skrev jeg i foråret 1978, fortsætter Kurt. – At jeg kom i gang med en bog, skyldes Poul Thomsen, som var redaktør på Sportsfiskeren – og senere TV-kendt med udsendelsen »Dus med dyrene«. Jeg havde sendt ham en historie om mosegeddefiskeri med tømmermænd dagen oven på en nytårsaften, som han syntes var godt skrevet. Han anbefalede mig til redaktøren af det stort anlagte Dansk Sportsfiskerleksikon i 5 bind fra 1977, hvor jeg skrev artiklen om hav­ørredfiskeriet, – og senere bad forlaget mig så skrive en hel bog i samme spor.

Freddy Weiss var en anden fyr, jeg mødte i det københavnske undergrunds spillermiljø på bl.a. Café Rundetårn, der nu om dage hedder Studenter Cafeen. Freddy var ikke hustler som os andre. Han kom fra pornobranchen – fandt jeg senere ud af – hvor han var fotograf og producent. En aften på cafeen sad jeg og ævlede om, at jeg ville skrive en bog – og Freddy meldte sig straks som fotograf.

Snart var vi i gang med projektet med mig som forfatter og ham som fotograf. Han spurgte, om han kunne bo på vores loft på gården – og det sagde vi ja til. Det viste sig siden hen, at Freddy skyldte en hel del penge til nogle folk fra pornobranchen, – typer som man ikke ønsker at møde en mørk aften – og at han reelt set var gået under jorden, mens vi lavede bogen! Men her langt ude på Vestsjælland kunne han åbenbart være i fred for det halvkriminelle københavnske undergrundsmiljø.

KONCEPTET med at tage en enkelt fiskeart og gennemgå den i detaljer, var dengang helt nyt, og jeg læste læssevis af videnskabelige litteratur for at have dokumenta­tionen i orden. Jeg ville væk fra lyrikken og helt ind til sagens kerne med en stringent og rationel opbygning af bogen. Det var første gang, at havørreden var behandlet så grundigt i lystfisker regi, og jeg måtte da også finde på en række nye ord for at få det hele til at hænge sammen – eksempelvis »overspringer«, »revlegennembrud« og »flaskehals- og stigbordssteder«.

Jeg skrev hele bogen ud i én køre. Som tak for husly og fotosamarbejdet får Freddy i sidste fase af layoutet – uden mit vidende – ændret forsiden fra det aftalte: »Tekst: Kurt Malmbak Kjeldsen, Foto: Freddy Weiss« til blot: »Kurt Malmbak Kjeldsen og Freddy Weiss«, hvorved læseren får det indtryk, at vi skrev bogen sammen. Et personligt svigt som gjorde, at jeg ikke siden talte med ham.

Børge Munk Jensen alias CIM gav bogen en fantastisk anmeldelse i Berlingske, hvor han kaldte den »Hav­ørredfiskerens Bibel« – et tilnavn, der har overlevet helt op til i dag. Bogen fik masser af flotte anmeldelser, og redaktøren på Forlaget Sesam – strålede som en sol, da bogen hurtigt blev ud­solgt. Jeg afviste dog at udsende et 2. oplag, da Freddy nægtede at ændre bogens forside.

Alt dette, kombineret med nogle efter min mening helt urimeligt negative og usaglige anmeldelser fra én enkelt anmelder, gjorde at 1. udgaven af bogen i 1979 for mig personligt blev ret traumatisk, og måske var dette medvirkende til, at jeg tog en pause fra fiskeriet i mange år.

FREDDY WEISS udgav kort efter bogen Guide til Danske Fiskevande sammen med Jens Larsen – og blev i 1982 hyret som redak­tionschef på Fisk & Fri af daværende chefredaktør Frits Ahlstrøm, supplerer Søren Honoré, der også dengang layoutede Fisk & Fri. – Siden fandt man ud af, at han stort set ikke kunne skrive og var kraftigt ordblind, fortsætter Søren. – Fisk & Fri opdagede at »hans« første artikel i bladet om Færøerne slet ikke var skrevet af Freddy – men af Kurt tre år forinden – præcis som Havørred – Havørred! Dette kombineret med diverse andet plattenslageri gjorde, at han blev fyret efter kort tid i stolen, og i stedet blev Svend Erik Vardrup, ansat som redaktør. Senere starter Freddy Museum Erotica – men det er en anden historie…

Jeg bliver Exam. Art. i filmvidenskab i 1972, og er ved at afslutte Cand. Psych. studiet på Københavns Universitet, da jeg i 1980 beslutter at satse 100% på mit nye firma – havbruget Musholm Lax A/S, fortsætter Kurt.

I FIRSERNE har jeg et meget presset arbejdsliv, idet jeg udover opbygningen af Musholm Lax også er terapeut og supervisor på The Kempler Institute of Scandinavia med speciale i familieterapi, forklarer Kurt. – Forlaget foreslår jævnligt at genoptrykke bogen, men da Freddy stadig ikke vil opgive sin imaginære titel som medforfatter, går der 12 år, før bogen bliver genudgivet. Freddy går konkurs med sine øvrige aktiviteter og henvender sig til Forlaget Sesam for at sælge sin del af bogen. For at få en ende på det hele, tilbyder jeg at købe alle rettigheder, hvilket han går med til – og i 1992 er den reviderede 2. udgave af Havørred – Havørred! – uden Freddy’s billeder og med mig som eneforfatter – en realitet, der atter bliver udsolgt.

I forbindelse med arbejdet på genudgivelserne mærker jeg, at jeg savner fiskeriet, men jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal genfinde gnisten. I mit travle liv forekommer det underligt at meddele familien, at jeg i de sparsomme timer, jeg har med dem, lige tager et par timer på kysten for mig selv. Jeg prøver faktisk et par gange, men det virker ikke rigtigt. På det tidspunkt spiller jeg tennis med en god makker, og jeg lægger mærke til, at næsten alt skal ramle, før jeg må aflyse en aftale. Pludselig slår det mig, at dét jeg mangler for med god samvittighed at kunne tage på fiskeri, er de forpligtende aftaler med gode fiskekammerater. Jeg skal simpelthen have dannet et fiskesjak, hvor vi på forhånd aftaler at rive nogle dage ud af kalenderen for komme ud at fiske!

EN NY ÆRA I MIT FISKERI starter nu, hvor jeg begynder at invitere min bror Karsten, Bjarne, Fly Leif og flere andre på weekends i mit sommerhus, smiler Kurt. – Her står den på hygge og havørredfiskeri, hvor vi fanger masser af fisk på fantastiske og ufiskede stræk i Storebælt. Senere udvides gruppen – nu kaldet De Benhårde Pilte – med Frank Lethan fra grossistfirmaet 2biz samt Kjeld & Jens Hillingsø og Casper Moltke. Det bliver starten på mit andet fiskerliv. I mit første var jeg den ensomme ulv, mens jeg i mit andet blev forvandlet til hyggefisker, hvor kammeratskabet, komforten og æstetikken er i højsædet. Det skal være muntert, behageligt og smukt at fiske – og det har jeg siden haft fantastisk meget glæde af.

LAKSEFISKERIET elsker jeg – og det er blevet til mange ture, bl.a. til Island, fortsætter Kurt sin fortælling. – Her møder jeg Orri Vigfusson, – en af mine sande helte, der med North Atlantic Salmon Fund har gjort ubegribeligt meget for den atlantiske laks. Det bliver i 1992 starten på mit arbejde for NASF. I kølvandet på dette blev jeg valgt ind i bestyrelsen af Dansk Laksefond, hvor jeg har arbejdet siden.

Nogle år senere køber jeg Løjstrup Dambrug ved Lilleåen, som er blandt verdens bedste havørred vande. Her indretter jeg i den gamle møllebygning en vidunderlig lejlighed, der bliver De Benhårde Piltes tilholdssted under efterårets ture. Det var i sandhed gyldne tider, hvor vi havde det både sjovt – samt fangede masser af fisk. Vi genudsatte stort set alle fisk, men der blev fanget fisk op til 10,8 kilo, og min egen største var omkring 8 kilo – dobbelt så stor som min største kystørred.

MUSHOLM LAX blev i 2005 solgt til en japansk fiskekoncern, men Kurt arbejder stadig i sit eget rådgivnings- og investeringsselskab KMK ApS. – Samtidig har jeg startet et opfinderselskab, hvor jeg sysler med kreative ideer – bl.a. en ny type stomipose, der netop er patentanmeldt, fortæller han.

I dag fisker Kurt både gedder i sine hjemlige moser, laks i Skjern og Island – samt havørred i de jyske åer. – Jeg holder meget af at dyrke det æstetiske i fiskeriet, smiler han. – Det er et privilegium bare at være derude i naturen – og jeg går ikke som før så meget op i, om jeg fanger noget. Min ration af hjemtagne fisk er for længst opbrugt, og siden midten af 90’erne har jeg primært fisket catch & release.

Jeg har aldrig kommet muggen eller bekymret hjem fra en fisketur. Det opleves som om sjælen bliver vasket og strøget, når man er derude. Der sænker sig fred i mit kaotiske hoved, og uden bevidst anstrengelse henfalder jeg til en meditativ tilstand, hvor alle døre står åbne for naturens og øjeblikkets indtryk. Min ambition for de kommende år er fortsat at kunne forene æstetikken, naturen og kammeratskabet i mit fiskeri – også fordi samværet med de otte Benhårde Pilte betyder virkelig meget for mig. På det seneste er jeg også blevet en del af et andet, meget yngre sjak. Det er en bande unge raketter fra det professionelle lystfiskermiljø med fuldt styr på de nyeste teknikker og grejer, og her nyder jeg pludselig bare at kunne lære, i stedet for som oftest at skulle lære fra mig.

 

 

Om 10 år er jeg 75 år. Skal jeg til den tid sidde i rullestol for at fiske, så gør jeg gerne det. Det gør vores genbo Ole ved Skjern Å – han kan ikke gå længere, men har simpelthen dannet en sti ved åen, så han kan køre langs vandet og fiske direkte fra sin crosser. På den snilde måde har han forlænget sit lystfiskerliv – og sandelig også fået en del fine fisk.
Og så går jeg faktisk og pusler med en ny bog – og jeg kan ikke afsløre andet end at det bliver en bog om lystfiskeri, slutter en veloplagt Kurt, der ikke virker, som om han skal på pension lige foreløbig.