Sydafrika er et mekka for lystfiskere med hang til hurtigsvømmere. Her mødes varme og kolde havstrømme og skillelinjen mellem Atlanterhavet samt Det Indiske Ocean syder af liv. Her  fortæller Peter Spengler og Sune Refsgaard hvordan man – selv med sparson tid – kan få fuld valuta for pengene i form af yellow– og longfin tuna.

AF PETER SPENGLER OG SUNE REFSGAARD

 VI SKAL EGENTLIGT IKKE FISKE i forbindelse med vores ophold i Sydafrika. Vi er her primært for at arbejde og opleve de naturskønne omgivelser i og omkring Cape Town, men heldigvis er det lykkes os at presse en enkelt dags fiskeri ind midt på ugen. Udgangspunktet for opholdet i Sydafrika er Wildepaardejacht Vingård i nærheden af Cape Town.

Vingården er danskejet og drives af familien Møller Madsen på femte år. Det er et smukt sted omgivet af vinranker, citron- og oliventræer og med majestætiske bjerge i baggrunden. Gennem et bekendtskab i Sydafrika er vi blevet anbefalet Smart Fishing Charters og efter en meget begrænset research er vi enige om, at det ser lovende ud.

Årstiden betyder relativt få tun – efter sydafrikanske standarder – men med god chance for at  kroge den helt store fisk. Vi har på forhånd blot begrænsede erfaringer udi tunfiskeriet, idet vi begge er passionerede fluefiskere med hang til danske havørreder. Vi har begge fisket rundt om i verden, bevares, men omdrejningspunktet har især været fisk med fedtfinner.

DEN ERFARNE KAPTAJN ROB og den 16-årige gast, Brad skal forsøge at finde tun til os. På grund af vores arbejdsrelaterede tur til Sydafrika har vi ikke sat os ind i, hvordan fisketuren skal forløbe, og det kommer som et lettere chok for os, da vi klokken seks om morgenen får af vide af Rob, at fiskepladsen ligger 80 sømil væk, hvilket betyder 2,5 times sejlads. Vi har hverken mad eller drikke med. Vi har ikke spist morgenmad, og har slet ikke forudset, hvor lang dagen vil blive. Uheldigvis for Peter får han ikke brug for mad og drikke de næste 14 timer. Til gengæld hjælper den ikke så søstærke herre løbende dagen igennem med at chumme og sprede duftspor i vandet, hvilket viser sig at være nøglen til at få de store yellowfin i tale…

 

Fiskeri efter yellowfin tuna

Peter fighter en stor yellowfin på den rigtige side af 50 kilo.

 

På kaptajn Rob’s båd »Skipjack « er det ikke nødvendigt at medbringe grej, men vi har sørget for rigeligt elektronisk udstyr i form af spejlrefleks kamera, Go-Pro samt undervandskameraet Waterwolf. Sidstnævnte kender Rob og Brad ikke, og det vækker stor interesse, da vi forklarer om dets funktion og anvendelsesmuligheder i forhold til det fiskeri, de praktiserer. Det er derfor ikke nogen sag, at overtale de to guider til at montere kameraet på en af stængerne.

VI SKAL FISKE I ET OMRÅDE, hvor vanddybden over en kort distance stiger fra 1000 meter til omring 500 meter, hvilket bevirker stærke strømforhold, der får tunenes byttefisk til at samle sig. Vel ankommet til området søsætter Brad de fem stænger. Fire af stængerne er monteret med Rapala X-Rap i forskellige nuancer. Den sidste stang er en overfladestang med en blæksprutteimitation. Taktikken er fra starten at trække agnene efter båden og se, om vi kan finde nogle tun, samtidig med at vi holder øje med mågesjov. Hvis det lykkedes at finde tun, skal vi for søge at chumme dem op for at holde fiskestimen inde ved båden.

DER GÅR NOK 10 MINUTTERS trækken rundt, inden den første tun er kroget. Knarren fra det store hjul larmer befriende hidsigt, hvilket bevidner om et torpedolignende muskelbundt, der har opdaget, at noget er helt galt med den »fisk«, den netop har indhaleret. Tunen har taget agnen, hvor undervandskameraet er monteret, og der breder sig selvfølgelig en euforisk stemning på båden. Guiderne er glade, fordi vi har fået en optagelse i hus, og vi er nok mest glade, fordi der allerede er bid. Peter skal fighte fisken og får hurtigt stangen i hånden af Brad. Den går tungt og dybt. Fisken kommer dog hurtigt ind til båden, og snart ses en stor sølvsilhuet i det klare vand. Det er en longfin tuna i 15 kilos klassen. Vi er ellevilde og deler flittigt ud af jubeludbrud og highfives til guiderne. Som havørredfiskere er vi vant til at arbejde lang tid for hver enkelt fisk – især hvis man skal op over de 55 cm, og nu har vi allerede landet den første tun.

AGNENE BLIVER HURTIGT SØSAT IGEN. Guiderne vælger at cirkle og sejle ind over det område, hvor vi fik tunen. Der går blot ganske kort tid, før der er firedobbelt hug! Alle mand i båden står nu med hver sin stang i hånden. I nogle hektiske minutter, hvor fiskene krydser liner, må vi lave akrobatiske manøvrer for at fighte fiskene. Det tager noget hårdt på Peter, for nu er det ikke længere muligt at koncentrere sig om horisonten.

 

Fiskeri efter yellowfin tuna

Opskriften på succes under trolling – X-rap i forskellige nuancer.

 

Selvom solen skinner og vinden giver røde kinder, er han bleg som et lagen. Heldigvis når han at få sin fisk op, inden han må overgive sig. Men han får hurtigt humøret tilbage. Det er nemlig lykkedes at lande tre af de fire fisk, og minsandten om det ikke er Kaptajn Rob, som har mistet sin fisk. Det bliver der selvsagt en stor morskab ud af. Den gode kaptajn har det hårdt resten af dagen og mangler forklaringsmuligheder, når snakken falder på, hvordan man fighter de store tun. Det er jo klart, at han langt fra kan være det bedste eksempel at lytte til.

VI FORSØGER OS af flere omgange at chumme, når vi får tun på vores woblere. Det er blevet til en enkelt lille yellowfin, men vi mangler den store. Vi har fået 12 longfin tuna på op til 25 kilo, så egentligt er vi ovenud tilfredse. Kaptajn Rob er dog fast besluttet på, at vi skal fange en stor yellowfin. Det virker som om, at de store tun ignorerer vores chum. I stedet vælger Rob en ny teknik. Han styrer båden mod en langlinefisker, som ligger i området og sejler helt op i kølvandet på den. Sådanne både ligger typisk i det sammen område fem-seks dage ad gangen.

Mens de venter på at trække deres liner op, bliver der renset fisk på båden. Fiskeaffaldet bliver herefter kastet over bord, hvilket tiltrækker mange tun. Problemet er bare, at disse fisk mere selektivt vælger fiskeaffaldet frem for vores kunstagn. Derfor har den gode Rob selvfølgelig medbragt en hjemmelavet pind med to kroge på.

I første forsøg lykkedes det ham at få en underligt udseende fisk med store øjne og en stor pig på ryggen op. Hverken Rob eller Brad har set en sådan fisk før. De skærer dog resolut en stor filet af fiskens ene side og firer den ned under båden. Fiskesiden er vel nået 15 meter ned, da linen strammes op. Lynhurtigt kommer modhugget og fisken stikker af. Den går dybt – urimeligt dybt.

Sune står med stangen i hænderne, monteret med et hjul, hvorpå linen i ekspresfart forsvinder ned i dybet. Dette bliver begyndelsen til en lang og intens fight. Inden fighten for alvor kan begynde, får Sune dog påmonteret et fightbælte og en sele rundt om livet med en strop, som guiden holder fast i. Der eksisterer tilsyneladende en reel risiko for, at fisken kan trække fiskeren over bord, og så vil den med sikkerhed vinde kampen. Sådan går det heldigvis ikke.

Langsomt men sikkert begynder fisken at komme mod båden. Efter 50 minutter ser vi den, men det er svært at få et indtryk af størrelsen. Efterhånden som den kommer nærmere båden bliver det klart for os, at den er stor. Den svømmer i cirkler, som bliver stadig mindre – og inden for nogle få uvirkelige minutter, er den helt inde ved båden. Sune er en færdig mand. Rob og Brad hiver resolut fisken indenbords og der foran os ligger en tun på 58 kilo! En perfekt strømlignet skabning med de smukkeste blå- og gullige nuancer. Vi føler os på en gang ydmyge og benovet over, at have fået lov til at lande sådan en prægtig fisk.

PETER SKAL OGSÅ HAVE EN STOR, mener Rob, så vi sejler tilbage til samme område som før og et nyt stykke af den underligt udseende fisk, bliver sendt ned i dybet. Fiskedagen er næsten ved at være slut, så vi har ikke meget tid at fiskei. Heldigvis kroger vi endnu en yellowfin, og nu er det Peters tur. Han er selvsagt medtaget efter, at have været søsyg det meste af dagen, så han må grave dybt i sig selv, for at finde kræfter til at få fisken op.

Han fighter heroisk med en spand ved siden af sig, som han gentagende gang må kigge dybt i under fighten. Han vinder til sidst på ren og skær vilje, og op kommer en flot yellowfin tun i 50 kilos klassen. Vi er mildt sagt tilfredse med dagen.

DEN HELT RIGTIGE AFSLUTNING PÅ DAGEN kommer på vej ind mod havnen. Snakken går lystigt og Rob får fyret op i sit udemærkede anlæg. Vi lytter både til lokalt musik, men også til dansk musik, hvor især DAD falder i smag hos vores nye sydafrikanske venner. Dagen slutter uforglemmeligt ved, at vi bliver modtaget i havnen, af medlemmer fra den lokale fiskeklub med longdrinks og fiskesnak. Især vores undervandskamera får stor opmærksomhed.

Vi bliver inviteret med op i fiskeklubbens lokaler, der selvfølgelig ligger et stenkast derfra. Her møder vi nogle yderst passionerede og venlige mennesker, hvor fællesskabet om interessen for fiskeri, er i centrum. Peter skal køre hjem, så Sune bliver udvalgt til ikke at ligge under for den sydafrikanske gæstfrihed i form af rigelige mængder af alkoholiske drikke. Det ender derfor med, at det er Peter, som er mest frisk, da vi midt om natten entrerer vingården…

 

Subbook

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This