Eneste bebyggelse ved Buresø i 1913 var ”Fiskerly”. Man fornemmer stilheden, fuglenes sang og duften af sommer. Det er sådan et scenarie vi alle ønsker os, men er nok svært at opleve nu om stunder. Foto: Peder Lykkeberg
I 2024 er det 100 år siden, at man ved håndkraft opmålte samt tegnene de mange banker på Buresø ved Slangerup på Sjælland. Her giver Fisk & Fris fiskearkæolog dig den fantastiske historie om, hvordan man over årene har nydt stor glæde af bankekort – lang tid før der var noget, som hed avanceret bådelektronik og plottere med søkort.
AF PER EKSTRØM, LYSTFISKERARKÆOLOG
MANGE DANSKE SØFISKERE kender til kortsættet med Furesøens 45 bankekort – fiskepladser begavet med underlige og sjove navne der har relationer til mennesker og steder omkring Furesøen. Det blev udarbejdet af Otto Wolff og Rudolf Rasmussen i perioden 1920-1924. Men at der også er udarbejdet et bankekort over Buresø ved Slangerup, ved nok de færreste. I 1927 udkom nemlig et sæt bankekort med pejlinger på 5 banker, samt et oversigtskort på den østlige og vestlige del af søen.
Allerede i 1913 fik LF fiskeret på søen for en 10-årig periode. Samtidig indgik man et lejemål på et par værelser i den ene ende af ”Fiskerly”, der lå ved bunden af den lille bugt i sydenden af søen. En overnatning kostede 50 øre for medlemmer og 1 krone for eventuelle gæster. Opsyn og inspektion af stationen blev overdraget til grosserer Charles Løhr.
Kortet over Buresø, som du ser her, blev produceret af Otto Wolff og Odin Clorius i 1924 – og solgt for én krone stykket.
Buresø – en sø der lå ”langt ude på landet”
Omkring år 1900 lå Buresø meget langt væk. Både fysisk og mentalt. Automobiler fandtes kun i begrænset antal, og hestevognen var stadig det mest almindelige transportmiddel, men i 1906 blev den private jernbane, Slangerupbanen, åbnet. Pludselig blev det meget nemmere og hurtigere at komme fra København til Slangerup, selvom det stadig var en længere rejse. Over 1 time varede turen fra Stationen ved ”Lygten” på Nørrebro til Slangerup. Herfra skulle man så videre til Buresø, og det var en spadseretur på 40 minutter. Alternativt kunne man ”tage en vogn” til 2 kroner for en enkelttur, og en retur for 3 kroner hos Hr. Ludvigsen. Om det foregik med hestevogn eller det nye moderne automobil er ikke oplyst.
Ludvigsen havde åbenbart ingen telefon, hvorfor man skulle skrive i forvejen og bestille turen. Hvis ikke brevet nåede frem, måtte man gå. Det oplevede to medlemmer en varm sommerdag i 1913. De havde endda medbragt levende skaller. Vandet i spanden måtte de skifte i Værløse, mens togføreren lod toget vente, og vandet blev skiftet fra en pumpe i stationens gård. De næste 10 år var søen én af de populæreste i foreningen, selvom den lå langt væk. Fiskeriet var også godt. 28 medaljefisk blev det til i perioden. Heraf to gedder på 10 kg. Af de samlede fangster var 12 gedder fanget af Charles Løhr og hans bror Albert Løhr. Det var to fiskere, som havde fået et rigtigt godt kendskab til søen. Specielt Albert Løhr var ihærdig, men han havde også masser af tid som pensioneret trompetter ved artilleriet. Han var en fisker af den gammeldags type. Metoderne var drivsnøre og dyppefiskeri. Efter sigende var han så dygtig til at dyppe, at han kunne se, om det var en stor eller lille gedde, som tog agnen. Hvis det var en lille gedde, fik han oftest ”rystet den af”, inden den fik slugt agnen.
Flemming Jacobsen med en sekskilos gedde fra Buresø fanget i 1958. Han var søn af Bent Jacobsen, der altid fiskede og drømte om at fange den mytiske storgedde August.
Dybdekort over Buresø
I 1923 blev kontrakten fornyet med 10 år yderligere, og da Otto Wolff var næsten færdig med udarbejdelsen af Furesøkortet, kunne han jo lige så godt gå i gang med et nyt kortprojekt. Wolff havde også en vis rutine i opmåling af søer og korttegning, da han allerede i 1895 havde tegnet det første kort over Furesøens dengang kendte banker. Så i september samme år havde Otto Wolff sammen med Ingeniør Odin Clorius foretaget en orienterende opmåling af søen. I siksak havde de krydset søen 12 gange og foretaget over ”halvtredie hundrede lodskud”. Samtidig søgte han i Lystfiskeri-Tidende blandt medlemmerne oplysninger om fiskepladser lokale navne og lignende.
I løbet af sommeren 1924 fik Otto Wolff loddet søen og indtegnet dybdekurver, men han manglede hjælp til udarbejdelsen af bankekortene med landkendinger. Han efterlyste derfor ”en håndsrækning eller to”, som han udtrykte sig. Håndsrækningen fik han af arkitekt Vilhelm Storm, der som arkitekt viste sig som en fremragende tegner. De to udarbejdede kortene, og som i lighed med Furesøkortene fik Otto Wolff opkaldt nogle banker efter medlemmer, som havde fisket meget på søen. Gamle lokale navne blev også skrevet på kortet. Modsat Furesøen ligger Buresøs få banker forholdsvis tæt på land, så der blev kun tegnet bankekort på de banker, som ligger længere ude på søen.
Redaktør Estrups hus og hans flagstang er pejlemærker på både Skædderbanken og Mørdruogaard Banken. Lauritz Albert Zwergius Estrup var chefredaktør for Nationaltidende i perioden 1921 til 1928 og en kendt københavnerskikkelse. Var senere også borgmester og rådmand i Københavns kommune, medlem af Radiorådet og medlem af Københavns Havnebestyrelse. Kort sagt en aktiv erhvervsmand. Han døde i 1974.
Bankerne på Buresø
Mørdrupgaard Banken ligger omkring 100 meter fra land lige ud for Mørdrupgaard, så navnet siger næsten sig selv. Skomageren er opkaldt efter stationens første inspektør Charles Løhr. Han var grosserer og repræsentant for Brdr. Brydings Skotøjsfabrik, som lå på Howitzvej. Han var medlem i 44 år. I sine senere år fungerede han som inspektør ved Gentofte Sø. Ved sin død i 1944 omtalte redaktør af Lystfiskeri-Tidende, Børge Hamann, ham som en kammerat ”af den helt rigtige slags”. Kendt for af drage omsorg for nye og unge medlemmer og ikke mindst villig til af dele ud af sine erfaringer.
Når der er en skomager, er der også en skrædder, så da Otto Wolff havde fundet en banke ikke langt fra Skomageren, så måtte den naturligvis hedde Skrædderen. Lidt længere øst for Skrædderen ligger Reklamebanken. Om der skulle agiteres ekstra for at få medlemmerne til at fiske der, tror jeg ikke, men banken er opkaldt efter grosserer Marius Hansen, der havde et firma med reklameartikler, som lå i Jernbanegade 4 i København. Marius Hansen døde i 1923 og var et skattet medlem, der også gik under tilnavnet ”Dyppelæreren”. Han var kendt for sit alsidige fiskeri, at veksle mellem forskellige fiskemetoder og selv at lave sine egne grejer. Desuden var han udstyret med en usædvanlig evne til ”efter ternernes flugt og småfiskenes spjæt at beregne hvor gedden og aborren holder til, og hvor bidelysten er størst”. Evner vi alle sammen ville ønske at besidde.
Reklamebanken.
Den østlige del af Buresø
I søens østlige ende ligger Palmehaven. Det er et lavvandet område med en maksimal dybde på 2 meter. Området er formodentlig opkaldt efter mødelokalet Palmehaven på Hotel D´Angleterre, der blev indrettet med palmer i 1902. Otto Wolff omtaler, at der vokser ”apoteker grøde” på stedet. Navnet stammer fra vegetationen i ”Apotekerens Have” i Furesøen. Her fiskede Apoteker Alfred Gleerup ofte, når han var på Furesøen. Professor Wesenberg-Lund, der i 1917 kortlagde Furesøen, tegnede også en oversigt over vegetationen i søen på kortet. Der optræder 27 forskellige vandplanter på kortet, men hvilken af dem, der er ”apoteker grøde” er et uopklaret mysterium. Det er kun hvad øjet ser og kan relatere sig til. Fantasiens grænser er som bekendt uendelige. Palmehaven var også tilholdssted for August, som var Buresøs legendariske gedde, som en del medlemmer så, men aldrig fangede. Bent Lind Jacobsen, alias lystfiskerskribenten ”Peter Pirk”, blev engang spurgt om han fiskede efter August, når han fiskede på Buresø. Hans svar var: ”Ja! – Hver gang”. I lighed med Furesø har Buresø også Totten. En samling af siv som stod længere ude i søen. Den ligger lige vest for Palmehaven. Købmanden og Grusgraven er kyststrækninger, hvor navnene giver sig selv, da der under land har ligget både en købmand og en grusgrav. Ålekisten ligger, hvor udløbet til Græse Å er. I mange år havde der nemlig været anbragt en ålekiste. En kyststrækning ved ”Pigernes Badested” kaldes Løkken. Ligesom et andet sted kaldes Jammerbugten. Navne der begge leder tankerne hen på kendte badelokaliteter i det nordjyske. Et sted som ikke umiddelbart giver nogen åbenlys forklaring er Jonas Bugten. Eneste oplysning, som Otto Wolff giver, er at ”man må slå et slag ud på søen” for ikke at forstyrre badende damer. Helt naturligt for en nobel og korrekt mand som Otto Wolff. I Biblen var Jonas ham, der endte i hvalfiskens bug, men blev spyttet ud igen, men hvordan han endte i Buresø, er en gåde.
Skomagerbanken kaldes i daglig tale Skomageren.
Buresøkortene kostede én krone
Modsat Furesøens bankekort var der ikke tale om, at man kunne abonnere på kortene. De kunne i stedet købes hos foreningens kasserer for en 1 krone. De var trykt på karton, og man skulle selv klippe kortene ud. Så mens børnene og hustruen klippede julepynt, kunne manden i de mørke vinteraftener gøre dem selskab og klippe bankekort ud.
Buresø var i over 50 år et meget populært fiskevand. I 1954 fik LF af midlerne fra salget af Den Fuldkomne Fisker, opført eget sommerhus på en lejet grund ved søen. Desværre satte ejeren af søen, Godsejer Hauch, i 1964, lejen for fiskeriet klækkeligt op. Han ville selv udnytte fiskeriet erhvervsmæssigt. Så sagde LF stop og afskrev søen. Huset blev solgt for 10.000 kroner, så man holdt skindet nogenlunde på næsen. Først i 1988 fik man fiskeretten tilbage ved forhandlinger med den nye ejer, Kollektivet Mørdrupgaard. Søen var måske ikke, som tidligere, da godsejerens intensive fiskeri, havde ryddet godt op i fiskebestanden.
Læs om 125-års jubilæet for LF-stationen ved Holte (Vejlesø) her.
Læs historien om den gamle LF-station ved Frederiksdal (Furesøen) her.
Læs om Lystfiskeriforeningens mangeårige historie ved de sjællandske søer her.
