Giant trevally regnes som en af havets stærkeste fightere, og det japanske navn for GT’ere er R?nin Aji – et navn der referer til de herreløse samurai-krigere, som vagabonderede i feudaltidens Japan. Dan Meyrowitsch har besøgt de japanske Tokara øer og fisket sammen med Kaptajn Fukui-san, som er en af de mest respektere GT-fiskere i verden.

Af Dan Meyrowitsch

Det er de helt store fastspolehul, som svinges over dækket. Her er det Saltiga fra Daiwa og Stella SW fra Shimano. Disse hjul er solide arbejdsheste, som kan håndtere bremsetryk på op til 20 kilo, men bremsen indstilles væsentligt lavere for at forhindre fisker og grej i at blive hevet i vandet...

Det er de helt store fastspolehul, som svinges over dækket. Her er det Saltiga fra Daiwa og Stella SW fra Shimano. Disse hjul er solide arbejdsheste, som kan håndtere bremsetryk på op til 20 kilo, men bremsen indstilles væsentligt lavere for at forhindre fisker og grej i at blive hevet i vandet…

HIRAOKA-SAN sidder bøjet over sin stang klemt inde mellem rælling og styrehus. Han har fuldt fiskens udløb mod agterstavnen, men er gået i knæ halvvejs og sidder nu og bruger kræfterne på at forhindre sin Carpenter-stang i at hamre ned i rællingen, mens giant trevallyen fortsætter med at trække meter efter meter af hjulet.

Kaptajn Fukui-san står bøjet over Hiraoka og prøver med gode råd samt tilråb at få ham til at rejse sig op og bruge stangens aktion til at fighte fisken. Som en sidste løsning forsøger Fukui at få Hiraoka på benene ved at løfte ham med et fast tag i skuldrene. Et øjeblik virker det som om, at Hiraoka får rettet sig op og løftet stangen i den rette vinkel, men så får presset fra fisken ham atter til at slå knæene i dækket. Vi følger tavse kampen på afstand, mens GT’en fortsætter sin kurs ned mod revet under os. Da fletlinen som forventet slides over med et ryk mod koralerne, rejser Hiraoka sig, parkerer sin stang i stangholderen og går hen og sætter sig på den anden side af styrehuset. Her bliver han siddende den næste time, mens vi fortsætter med at kaste vores stickbaits mod brændingen foran revet

Fiskeriet efter GT er stærkt vanedannende, og mange fiskere vil ofre meget i bestræbelserne på at få det næste GT-kick. Her er måske tale om sportsfiskerens parallel til stofmisbrugerens heroin. Dette skyldes nok ikke kun GT’ens fysiske styrke. Det hårde arbejde som GT-fiskeren time efter time skal lægge i kast og bevægelser med de tunge poppers og stickbaits for derefter at blive belønnet med et hug, hvor man aldrig på forhånd kan afgøre, hvorvidt det er fisk eller fisker, som kommer til at afgøre udfaldet, gør jagten efter GT til lystfiskeriets suveræne ekstremsport!

Forfatteren med en GT på 40 kilo fanget på Pandora stickbait

Forfatteren med en GT på 40 kilo fanget på Pandora stickbait

VI ER PÅ GT-JAGT med båden Big Dipper omkring Tokara-øerne, som ligger mellem Okinawa og Japans sydligste hovedø Ky?sh?. Her møder Stillehavet det østkinesiske hav og skaber voldsomme strøm- og temperaturforhold, som måske er grunden til, at GT’erne trives her og opnår ekstreme størrelser. Den nuværende IGFA-rekord for GT på knap 73 kilo er fra netop dette område. Tokara består af 12 småøer, hvoraf syv har små samfund, der ernærer sig af fiskeri og lidt landbrug. Resten er ubeboede – herunder en vulkan, som med jævne mellemrum sender store mængde varm aske og røg op i luften.

BIG DIPPER ejes og sejles af Kenzaburo Fukui, der i mange år har arbejdet som guide og skipper på GT-jagter. Fukui-san anses som én af Japan’s dygtigste GT-fiskere. Han er en levende legende blandt asiatiske fiskere, og historierne om hans viden og kunnen kan høres overalt i regionen. At Fukui oven i købet viser sig at være en utrolig behagelig mand med en umiddelbar indlevelse og en smittende humor samt livs­glæde bidrager til at give ham den respekt, som han fortjener. Fukui har desuden et tæt samarbejde med grejfirmaer som Shimano og Carpenter samt tester løbende prototyper og nye produkter for disse firmaer.

»Nen-jiru« er japansk og betegner det mentale beredskab, som man oparbejder før kamp. GT-fiskeri er i den grad, noget de tager meget seriøst i Japan.

»Nen-jiru« er japansk og betegner det mentale beredskab, som man oparbejder før kamp. GT-fiskeri er i den grad, noget de tager meget seriøst i Japan.

Mine medfiskere består af fire japanere og Luke Wyrsta fra Australien. Den japanske stil er tydeligvis anderledes, end hvad jeg har oplevet på andre GT-ture. Her benyttes ikke poppers, men samtlige af mine medfiskere bruger 160 grams Gamma stickbaits, som er monteret med to af markedets kraftigste trekroge i størrelse 6/0. Der er tale om en agn med en mytologisk karisma blandt GT-fiskere. Den fremstilles af det lille japanske firma Carpenter, hvis produktion nu mest er kendt for deres håndbyggede stænger af meget høj kvalitet. Gamma’en produceres kun i meget begrænsede antal og fås normalt ikke i grejforretninger, men kan købes gennem private kontakter til andre fiskere eller til uhyrlige priser på over 1000 kroner pr bait på internettet. Jeg har ikke den store fidus til, at Gamma’en er noget særlig, indtil jeg får et lynkursus i teknikken og oplever dens livlige og naturtro gang, der mest minder om flyvefiskens smutten i vandoverfladen. At Gamma’en også kan fange fisk, viser logbogen på Big Dipper, hvor der jævnligt landes GT’er over 40 kilo på netop denne agn.

DER ER INTENS FOKUS og koncentration under fiskeriet. Ved kast og bevægelser på båden taler vi ikke sammen, men læser hinandens kropsprog, mens vi glider som tavse, stangsvingende balletdansere rundt mellem hinanden på det gyngende dæk. Vi kaster i takt med bådens vippende rytme, så hvert kast foregår med afsæt i to lange skridt tværs over dækket for at afsluttes med en knæryster mod rællingen i kasteretningen. Der fiskes typisk 10 minutter på hvert sted, hvorefter vi flytter os til en anden del af revet eller sejler til en anden ø.

 

Subbook

 

Der er næppe nogen anden form for fiskeri, som over en længere periode med intens koncentration og tunge kast på en heftig gyngende båd, er mere fysisk krævende og opslidende end GT-fiskeriet.

Gamma GT-y 160H er en flydende stickbait fra firmaet Carpenter, som er udviklet til GT-fiskeriet omkring Tokara-øerne. For GT-fiskere er dette toppen af poppen, når det gælder isenkram.

Gamma GT-y 160H er en flydende stickbait fra firmaet Carpenter, som er udviklet til GT-fiskeriet omkring Tokara-øerne. For GT-fiskere er dette toppen af poppen, når det gælder isenkram.

VI ARBEJDER ALLE HÅRDT den første dag, men har ingen kontakter med fisk. Med jævne mellemrum kan vi se GT’er svømme i det klare vand under båden, men de virker ikke interesserede i vores stickbaits. Fukui-san ryster til sidst på hovedet, og siger, at vind og strøm er en rodebunke. Vi går i havn på én af de små øer, hvor vi indtager store mængder røget dogtoothtuna, sejlfisk, sashimi, miso-suppe, klistret ris og kolde dåseøl, før vi dejser om på de traditionelle tatami-måtter

Den næste morgen får vi de første hug, og ved middagstid lander vi de første fisk over 30 kilo. Hver GT placeres i et hyttefad, hvor den mærkes, og herefter måles, vejes, fotograferes og genudsættes. Efter en hård fight bliver fisken genoplivet ved at få pumpet havvand gennem gællerne. I enkelte tilfælde er Fukui efter genudsætning ikke tilfreds med fiskens bevægelser, og han hopper i den stærke strøm med tøjet på og følger i et hurtigt dyk GT’ens vej tilbage mod revet. Første gang jeg oplever dette, er jeg temmelig målløs, men mine medfiskere røber, at de på tidligere ture med Big Dipper har været vidne til kaptajnens spontane udspring fra egen båd i bevægelse. Min respekt for Fukui-san stiger atter et par grader!

Hiraoka-san har fået tildelt hele fordækket til en kamp i efter­middagssolen med en 35 kilos GT. Det er ikke så få kræfter, der bliver lagt i.

Hiraoka-san har fået tildelt hele fordækket til en kamp i efter­middagssolen med en 35 kilos GT. Det er ikke så få kræfter, der bliver lagt i.

I DE FØLGENDE DAGE dage lander jeg flere mindre fisk under 20 kilo, herunder både GT, big eye trevally og gulfinnet tun. På tredjedagen vil jeg prøve noget andet end Gamma’en og hiver min tunge PE12-stang og en 200 grams popper frem af posen. Mine japanske medfiskere skifter ikke ansigtsudtryk, da jeg rigger stangen til, men de tænker nok deres. I andet kast mod en klippe får jeg et sejt, solidt hug, som får stangen til bøje helt ned i håndtaget. Det er en fisk i den tunge vægtklasse, og det lykkes mig at få vendt fisken og presset den væk fra revet under klippen uden at falde på bagdelen. Fukui-san stiller sig bagved mig og er parat til at gribe fat i mit fight-bælte, hvis jeg skulle være på vej ud over rællingen. Han giver de første gode råd, da vandet pludseligt skummer op over fisken, og en haj går til angreb på GT’en. Få sekunder efter har hajen skåret min hovedline over, og jeg står måbende og kigger på den slappe line, som flyder i vandoverfladen. Ingen af de japanske fiskere kommenterer hændelsen, men fisker videre, som intet var hændt. Luke siger noget om, at »shit happens…«. Og så er det bare med at komme op på hesten igen

Et par timer efter kroger Fukui-san en solid GT. Han lader først en yngre fisker prøve kræfter med den et par minutter, før han rækker mig stangen. Det er som at løfte en pose cement, og de første 5-10 minutter læner jeg mig stejlt tilbage og bruger min kropsvægt og stang til at give fisken maksimal modstand og forhindre den i at dykke mod revet. Så fornemmer jeg, at fisken kan løftes nogle få centimeter ad gangen og begynder langsomt at pumpe den mod overfladen. Gradvist mindskes det massive pres fra fisken, og det er nu muligt at hente en kvart cyklus på hjulets håndtag mellem hvert træk. GT’en laver pludseligt et langt, sejt udløb, og så kan jeg begynde forfra på at pumpe den mod overfladen. Da fisken omsider viser sig i vandoverfladen, er mine overarme og fisken kørt træt. Vægten viser 40.0 kilo, og det bliver turens største GT, som jeg dog ikke kan tage hele æren for.

Tanimoto-san danser elegant rundt med en GT over 20 kilo, mens vi holder pause og følger kampen med høflig afstand til den svedende fisker.

Tanimoto-san danser elegant rundt med en GT over 20 kilo, mens vi holder pause og følger kampen med høflig afstand til den svedende fisker.

PÅ DEN SIDSTE DAG kommer der fart på fiskene, og der er korte perioder mellem kontakterne. Stemningen på båden løfter sig, og vores bevægelser bliver hurtige, og koncentrationen skarp. Jeg får da også flere gode hug, men da vi fisker uden modhager på vores stickbaits, er fejlprocenten høj. Vi slutter turen af med et flot dobbelt-hug, og Luke og Tanimoto-san lander med få minutters mellemrum hver en fin GT på omkring 25 kg

Himlen skifter farve, og en tyfon nærmer sig øgruppen fra syd. Fukui-san sætter fuld skrue på de to turbo-diesel motorer, og vi er snart tilbage på øen Amami. Som ny fisker på Big Dipper får jeg en evaluering af skipper, før vi siger farvel til hinanden. Den lyder på, at der ikke er meget at udsætte på min arbejdsindsats og vilje, men hvis jeg vil lokke de helt store GT’er op, skal jeg arbejde på at gøre mine kast mindst 8-10 meter længere. Næste gang!

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This