– Weekendens blæsevejr satte sine begrænsninger i forhold til fiskeriet, men for den ivrige lystfisker er det ikke en hindring, lyder det fra Kasper Weidick Iversen. – Valget faldt derfor hurtigt på Limfjorden. I hånden var jeg væbnet med min nye Captor RS-2, 9 fod 5-28 grams stang fra Sportex.
– De mange forskellige vindforhold gav rig mulighed for at få testet stangen. Første valg faldt på en plads med skæv pålandsvind og lange bælter af ålegræs og blæretang. Stangens egenskaber til hurtige, og lange kast betød, at de første 500 meter blev affisket på ingen tid. Pladsen viste sig fra sin gavmilde side, da jeg efter at have følt forsigtige puf til blinket, sikkert kunne sætte krogen på dagens første havørred.
– Dagen forsatte med et fint antal af mindre fisk, men den gode fisk skulle vise sig først at komme over middag. Erfaringen for dagen viste, at næsten alle fisk opholdte sig på det lave vand, og derfor faldt valget på en plads med lavt vand, læ og sol. Hugget kom lige over en mørk plet. Ørreden begyndte med det samme at rulle i overfladen, efterfulgt af tre lange spring. Efter en masse hidsige udløb kunne fisken sikkert landes i vandkanten. De sølvfarvede skæl skinnede i solen, og fiskeglæden var stor.