– Søndagen blev brugt på den åbne kyst med fiskestangen i hånden, fortæller Irena Mathiasen. – Det var en af de dage, hvor vi ramte den første plads lidt op af dagen. I bund og grund var jeg nok mere ude for at oplade de mentale batterier, end for at gå benhårdt efter at fange noget. Så succeskriteriet for dagen var allerede nået, da vi ankom til en dejlig plads uden folk, hvor vi kunne gå og fiske i ro og mag.
– Der gik ikke længe, før denne smukke blankfisk huggede tæt under land. Efter et par billeder og lidt glædessnak imens adrenalinen lagde sig, fiskede vi over strækket igen. Min kæreste formåede at liste en havørred i samme model ud af stimen, og senere smed vi begge én hver.
Mit kystset-up består af den nye Sölv AG1 stang 9′ 5-21 gram, og et Abu ALX i 2500 med en 0.10 fireline. Fisken huggede på et Sølv blink. Fisken målte 52 cm og havde tanglopper i maven.
Alt i alt en dejlig dag på kysten, der helt sikkert har efterladt mig med fornyet energi og et kæmpe smil på læben til resten af ugen, slutter hun.
Husk, at der er masser af fede kystørredartikler i vores artikelarkiv her.