– Sol og varme i det tidlige forår er noget der sætter gang i havørrederne, skriver Kim Nørgaard Kruse. – Men så længe vandet er koldt, går fiskene tit samlet, og det kan kræve mange timer at opstøve stimerne.
– Mit trick til at finde fiskene på denne tid plejer at være at fiske det helt lave vand. Det må gerne være i høj vandstand, 30+ cm og mere til, og så skal der ofte fiskes igennem lige i skiftet fra høj- til lavvande. Og netop den opskrift viste sig at holde stik igen denne søndag i starten af marts.
– Jeg havde valgt et område i yderfjorden, hvor der både kunne fiskes på klassisk åben kyst med store sten og stærk strøm, men der kunne også fiskes på indersiden i fjorden. Yderkysten elsker jeg, og det er tit dér, at jeg starter mit fiskeri. Det gjorde jeg også på denne smukke, solfyldte søndag! Foråret boblede i luften, og solen havde virkelig sparket gang i naturens mange smukke processer. Det vrimlede med havfugle på vandet, og harer der havde travlt på markerne. Under vand var der dog ikke meget liv på yderkysten, og jeg så hverken fødeemner eller havørreder i det kolde vand.
– Jeg skiftede derfor taktik og tænkte, at det lave vand i fjorden måtte være varmet godt op i løbet af dagen. Og ganske rigtig, det var tydligt at mærke gennem wadersene, at fjordvandet var varmere. Der var præcis de forhold, som jeg havde beskrevet tidligere, og der var ikke mange minutter til vandskiftet. Jeg gik målrettet efter et spot, hvor jeg før har fået store fisk i netop disse forhold og på denne tid af året.
– Lige der, hvor jeg troede på, at jeg kunne få den bedste vinkel på mit kast ift. Standpladsen, startede jeg mit fiskeri. Og bang!!!! I første kast stod min agn stille. Jeg troede først det var bund, indtil de tunge hovedrøst afslørede en massiv havørred – og den var tung! Der var ikke mange lange udløb, det var bare et langt og tungt tovtrækkeri. Bremsen blev brugt flittigt til at trætte fisken samt holde den ude af det højtstående blæretang. Og hvilken forårsbamse det var.
– Den store fisk var 68 cm – en meget bred havørredhan i absolut topform. Jeg vurderer ham til ca. 3,5 – 4 kg. Efter et hurtig fotoshoot fik han sin frihed, for jeg havde på fornemmelse at der godt kunne være flere nu, hvor forholdende var så perfekte! Og ganske rigtig, I kastet lige efter og på præcis samme standplads fik jeg fat i en 55 centimeters blank fisk, der også var- i fin form. Hun fik også hurtigt sin frihed efter det obligatoriske fangstfoto.
– Derefter satte jeg mig i græsset, takkede mordernatur for oplevelsen og sugede glæden helt ind i sjælen. Nu var batterierne ladet op og klar til en ny uge. Til de nysgerrige så blev begge fisk fanget på Crazy Cuda i farven Golden Toby fra 60Lures.
– Knæk og bræk derude! Det er nu den rigtig sjove havørredtid begynder! Følg med på min Instagramprofil @havnoert, hvis du vil se hvordan jeg griber fiskeriet an.
Læs mere om hvordan du kan gribe forårsfiskeriet på kysten an i denne artikel på fiskogfri.dk.