Tangeværket har siden 1920 blokeret for passage af vandrende laksefisk

Gudenåen er med sine 150 km fra udspringet i Tinnet Krat på den jyske højderyg til udløbet i Kattegat nord for Djursland, Danmarks længste vandløb. Her får du et overblik over vandløbets turbulente historie som en optakt til del 2 af artiklen, hvor vi går i dybden med det politiske spil, som udfolder sig lige nu.  

AF STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG, FOTO: STEEN ULNITS OG HENRIK LETH

 

GUDENÅEN er dertil det eneste danske vandløb, som på sit nedre løb lever op til betegnelsen “flod”. Åen er således Danmarks nationale vandløb. Det vandløb, som gennemløber den største del af det jyske Hovedland. Et vandløb, som har været afgørende for mennesker i Jylland og deres adgang til dets oprindeligt mørke og skovklædte indre.

Da Skipper Anders Gylliam i 1736 og på opdrag af selveste Kong Christian VI kortlagde Gudenåens forløb, kæmpede han sig hele vejen fra Randers og op til Ry. Så langt kunne man komme ad åen dengang. Det var en opstrøms rejse på mere end 100 km. Ingen ringe bedrift i de dage. Kongen var meget interesseret i tømmer fra de store skove ved Silkeborg, for det skulle bruges til at supplere hans krigsflåde.

Vor nationale digter H. C. Andersen besøgte Gudenåen i 1850 – endda med en fiskestang i hånden. Han berettede da om et vellykket medefiskeri, hvor han “gemte ormene i en træsko”. Men allerede i H.C. Andersens tid var tingene ikke som i gamle dage. Så tidligt som i 1767 kunne man i et historisk skrift om Gudenå-laksen læse, at: “Nu omstunder gaar de ei nær så stærkt som tilforn, og fangsten tager mærkeligen af”.

Vi kender også til årsagen bag denne tidlige tilbagegang: De mange og ofte store laksegårde langs Gudenåens nedre løb. Det var store fangstindretninger, som ofte dækkede hele åens bredde. De var så effektive, at gamle laksegårde ofte måtte lukke, hvis nye kom til nedstrøms. Kun få laks og havørreder passerede forbi laksegårdene på deres opstrøms gydevandring.

Nogle slap dog forbi. Det ved vi fra statsbiolog Otto Poulsens omhyggelige registrering af fangsterne på statens laksegård ved Frisenvold. Og nogle lykkedes det hvert år at gyde – trods udgravninger af Gudenåens hovedløb. Det skete for at muliggøre sejlads opstrøms og nedstrøms med store fladbundede pramme, som kunne sejle mursten opstrøms til byggeri i Silkeborg. Og tømmer nedstrøms tilbage til Randers.

Helt galt gik det dog først for Gudenå-laksen, da man anlagde Tangeværket i 1920’erne.

Gudenåen ved Bjerringbro.

Det er på strækkene ved Bjerringbro at langt de fleste laks fra Gudenåen fanges, hvilket nok primært skyldes at laksene stopper deres vandring her, fordi de ikke kan passere Tangeværket.

 

Tangeværket bygges ved Gudenåen

I årene efter Første Verdenskrig var forsyningssikkerheden naturligvis i højsædet. Elektrificeringen af Danmark var netop påbegyndt, og man så sig derfor om efter mulige kilder til elproduktion. En af disse kilder var vandkraften, som ganske vist var ringe i lille Danmark sammenlignet med de store broderlande Sverige og Norge.

Men lidt har jo også ret. Et antal egnede lokaliteter blev udpeget i Jylland, hvor alle de store vandsystemer jo ligger. Den mest prominente og produktive af disse lokaliteter var Ans, hvor Gudenåen har sit største fald og derfor også den stærkeste samt mest velegnede strøm til vandkraft.

Byggeriet gik i gang i 1920, hvor man påbegyndte bygningen af en stor jorddæmning tværs over Gudenåen, som på traditionel vis blev stemmet op til et vandkraftmagasin. 

Tange Sø var en realitet i 1924, hvor elproduktionen tog fart. Størsteparten af strømmen fra turbinerne i det nye og dengang højteknologiske Tangeværk gik til det nye sygehus i Aarhus, som helt naturligt blev en af de store andelshavere med 33% af andelene.

Man var udmærket klar over, at spærringen af Gudenåen ville have en negativ effekt på vandrefiskene, der ikke længere kunne nå deres opstrøms beliggende gydepladser. Og derfor byggede man en beskeden fisketrappe, som fiskene kunne benytte på deres opstrøms gydevandring. Trappen kom imidlertid aldrig til at virke. Den fik alt for lidt vand til, at vandrefiskene ville benytte den.

Man var på det tidspunkt endnu ikke klar over, at problemet gik begge veje – at også nedtrækkende ungfisk på deres vej mod fjord og hav ville blive let bytte for gedder, sandarter og knuder i den kunstige Tange Sø. 80-90 % viste sig at gå tabt her. Nedtrækkende voksne ål på vej tilbage til gydepladserne i Sargassohavet blev tilsvarende kværnet i turbinerne.

Det var lykkedes bygherrerne bag Tangeværket at skabe den myte, at Gudenå-laksen for længst var udryddet – med pramdragningens oprensning af åen som en af de væsentligste årsager til tilbagegangen. Fisketrappen var derfor primært tiltænkt havørredbestanden, som havde halvdelen af sine gydepladser i Gudenåen opstrøms Tangeværket og i de mange mindre tilløb her.

I 17-1800 tallet var Gudenåen en vigtig færselsåre ind til det jyske søhøjland. Af samme årsag blev åen grundigt kortlakgt allerede i slutningen af 1700-tallet.

I 17-1800 tallet var Gudenåen en vigtig færselsåre ind til det jyske søhøjland. Af samme årsag blev åen grundigt kortlakgt allerede i slutningen af 1700-tallet.

 

Gudenå-laksen uddør

Faktum var imidlertid, at Gudenå-laksen slet ikke var uddød på dette tidspunkt. Den var blot i stærk tilbagegang, men havde stadig sine sidste og vigtigste gydepladser på de godt ti km af Gudenåen, hvor strømmen var stærkest og forholdene bedst egnede til gydning. Uheldigvis nøjagtig den strækning, der blev oversvømmet, da Gudenåen blev stemmet op og Tange Sø fyldt med vand til turbinerne.

Havørredbestanden i Gudenåen halveredes ved etablering af Tangeværket, da fiskene nu kun havde adgang til halvdelen af deres oprindelige gydepladser. Gudenå-laksen blev derimod endegyldigt udryddet med bygningen af Tangeværket. Statsbiolog Otto Poulsen publicerede i 1935 en udførlig statistik over fangsterne af laks og havørred i statens laksegård ved Frisenvold.

Statistikken fortæller, at der i 1915 blev fanget 1,5 tons vilde Gudenå-laks i Frisenvold. At 1921 var det sidste år med naturligt produceret lakseyngel i Gudenåen. At laksefangsterne kulminerede med 3,5 tons så sent som i 1923. 

Statistikken fortæller også, at den uigenkaldeligt sidste Gudenå-laks vendte tilbage fra Nordatlanten og blev fanget ved Frisenvold – i 1928. Fire år efter bygningen af Tangeværket. Efter 10.000 år med en naturlig bestand af storvoksne Gudenå-laks.

Tangeværket blev pålagt at betale for kompensationsudsætninger af de manglende havørreder, som værket havde forårsaget. Men af uransagelige årsager blev værket altså aldrig pålagt at erstatte den laksebestand, som beviseligt eksisterede, inden Gudenåen blev stemmet op til Tange Sø.

Det er rigtig mange penge, som Tangeværket her slap for at betale. Kompensation for en tabt laksebestand gennem nu snart 100 år. Millioner af kroner.

Pramdragning var tidligere en almindelige transportform til forskellige handelsvarer på Gudenåen

Pramdragning var tidligere en almindelig transportform til forskellige handelsvarer på Gudenåen.

 

Tange Sø skal tømmes

Ved et dekret fra 1920 gav Kong Christian den Tiende Tangeværket ret til opstemning af Gudenåen med tilhørende elproduktion i 80 år. Retten til at stemme Gudenåen op med Tangeværket udløb således i år 2000. 

Alskens dispensationer og lovændringer har dog gjort det muligt at fortsætte driften siden da, men nu strammer skruen for alvor til. EU’s Vandrammedirektiv fra selvsamme år 2000 kræver, at medlemslandene og dermed også Danmark forpligter sig til at skabe en “god økologisk tilstand” i alle vandsystemer. Og det skal ske inden 2028.

To interesseorganisationer har indsigelsesret i forhold til miljøloven: Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF).

Med Ella Maria Bisschop-Larsen som præsident var DN’s mening om Tange Søs fremtid klar: Søen skulle naturligvis tømmes, da den udgjorde en miljøskadelig prop midt i det 150 km lange vandsystem. Samtidig var Tangeværkets tilladelse til at stemme Gudenåens vand op jo også udløbet.

Dengang var DSF også på søtømmernes side. Der blev imidlertid skabt forvirring om DSF’s holdning, da den daværende formand Verner Hansen i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017 pludselig plæderede for en løsning, der lod 95 % af Tange Sø ligge. En løsning, som samtidig indebar, at hele Gudenåens vandføring skulle ledes uden om Tange Sø i en ny kunstig og kostbar kanal.

Den nuværende formand Torben Kaas understreger imidlertid, at DSF i dag atter går ind for en tømning af Tange Sø og retablering af den oprindelige Gudenå frit løbende i den gamle ådal fra sidste istid. Og at det er den holdning, man skriftligt har meddelt miljøminister Lea Wermelin.

Lokalt og på de indre linjer arbejdes der imidlertid med en noget anden dagsorden. Det er intet nyt i inderkredsen, at DSF’s lokale medlemsforening Bjerringbro Sportsfiskerforening (BSF) har meget nære relationer til Tangeværket, som man jo lejer sit lukrative fiskevand af. Det er heller ingen nyhed, at det bedste fiskevand på Gudenåen ligger helt oppe under Tangeværket.

Gudenåen og den skjulte dagsorden?

BSF er heroppe under turbinerne begunstiget af, at værket jo stopper fiskene på deres opstrøms vandring mod de gydepladser, som ikke længere findes. Som sæsonen går, koncentreres flere og flere laks og havørreder derfor på BF’s fiskevand, som følgelig bliver ekstra attraktivt for medlemmerne.

Det sås tydeligt ved forrige års fiskekonkurrence, hvor ni ud af de ti største laks blev fanget oppe ved Bjerringbro – på BF’s attraktive fiskevand. Kigger man fangststatistikken for samme år igennem, viser det sig, at omkring to tredjedele af hele årets fangster også gøres heroppe. 

De mange millioner, som kommunerne langs hele åen gennem årene har lagt i opdræt og udsætning af laks, kommer således primært BF’s medlemmer til gode. Ventelisten for at blive medlem er derfor tilsvarende lang.

BSF har reelt længe modsat sig en tømning af Tange Sø og retablering af Gudenåens frie løb. Uanset at man måske udadtil tilkendegiver noget andet. Man er helt enkelt bange for at miste det bedste og mest lukrative fiskevand i Gudenåen. Retableres Danmarks nationale vandløb, vil medlemmerne i den meget lokale BF forening fange færre fisk end hidtil. Andre foreninger vil til gengæld få flere.

Under alle omstændigheder gik formanden for Gudenåens Ørredfond (GØF) forrige år aktivt ind i den årlige Gudenå-konkurrence, hvor Foreningen til Fjernelse af Tange Sø ellers var inviteret. Og bortviste den. Næppe helt tilfældigt: Formanden for GØF er også næstformand for BSF, der her hypper egne kartofler i stedet for at pleje de øvrige Gudenå-foreningers interesser.

Men heller ikke nok med det. Miljøminister Lea Wermelin søger lige nu at løse den gordiske knude ved Tange Sø, som hendes forgænger Ida Auken desværre ikke fik hugget over, da hun ellers havde chancen. 

Lea Wermelin har bedt Danmarks Naturfredningsforening (DN) om at være tovholder i en ny følgegruppe omkring den kommende løsning af problemet. Med nøje udvalgte medlemmer til at diskutere sagen. En klog og tilsyneladende demokratisk beslutning. Men måske også kun tilsyneladende. Læs mere i næste artikel om søslaget i det midtjyske.

 

Harald Nyborg

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This