Som vi har skrevet om tidligere på fiskogfri.dk, er der et aldeles udmærket aborrefiskeri i Malmø Kanal – ganske tæt på København lige ovre på den anden side af Sundet. Og – der er faktisk begyndt at være ret velvoksne fisk at fange:

– Alt begyndte som en helt almindelig fiskedag ved Malmø Kanal, der er mit hjemmevand, skriver Ozzie Manglind til Fisk & Fri. – Vejret var lidt overskyet, der var vind – og vandet var lidt grumset. Det så faktisk rigtig godt ud. Fiskeriet har generelt været lidt svært om dagen, men der er alligevel landet en del fine fisk.

– Fiskeriet gik i gang, og jeg begyndte at twitche min wobler – en Spro Ikiru Shad – hjem i små nøk. Der gik ikke mange kast, før der var totalt tværstop i den anden ende. Jeg kunne med det samme mærke, at der var tale om en stor fisk. Faktisk kæmpede den så godt, at jeg begyndte at fundere på, om det mon kunne være en torsk eller en gedde, for den føltes næsten så tung. Fisken lavede tunge rusk med hovedet, tog flere udløb og trykkede i perioder mod bunden, så jeg var noget usikker på om det vitterlig var mine drømmes drømmeaborre.

– Da den omsider kom ind til netkanten kunne jeg se, at det var en virkelig stor aborre – OMG en fisk! Da den lå sikkert nede i nettet, vidste jeg med det samme, at det var en fisk over de magiske to kilo – og den var både lang samt rigtig grov. For at være mere præcis 50 centimeter og 2160 gram. Jeg var over the moon og helt oppe at ringe. Da fisken var genudsat, fiskede jeg videre og fangede et par fisk, men de var langt fra i en kaliber i nærheden af den første, slutter han.

Du kan læse meget mere om fiskeriet i Malmø Kanal i denne fine artikel på Fisk & Fris artikelarkiv.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This