GOLIATH TIGERFISH – DEN HELLIGE GRAL

Daniel Stormly med den – så vidt vides – første goliath tigerfish taget af en dansker.

Daniel Stormly fra Team Sportex har som den – så vidt vides – første dansker nogensinde fanget et eksemplar af den ikoniske og mytiske rovfisk goliath tigerfish – alias stor tigerfisk. Tag med på det vildeste fiskeeventyr til Congofloden i hjertet af Afrika, hvor alt kan ske.

AF DANIEL STORMLY, APEX PREDATOR PASSION

DET VAR FØRST, da jeg sad i det første fly, at det for alvor gik op for mig, hvad jeg havde gang i. Mit allerældste fiskeminde fra fiskeri uden for landets grænser, som var printet ind i min nethinde, var et billede af én af de mindre tigerfish-arter fra et fiskemagasin. Fiskens blotte udseende var uforglemmeligt, da rovdyr generelt altid har været min største passion, og tigerfisken er udseendemæssigt én af de mest frygtindgydende nulevende skabninger i verden. Senere i livet fandt jeg ud af, at denne fisk også fandtes i en XXL version, nemlig stor tigerfisk, og siden har min største fiskedrøm været at have sådan en i mine hænder. Og nu var jeg nået dertil, at det var den sidste drømmefisk fra mine barndomsminder, jeg manglede at få på mit CV.

Muligheden var, som så mange andre, kommet af min lille Instagramprofil, hvor jeg var kommet i kontakt med en englænder ved navn David, som nogle få gange om året sætter nogle eksklusive ture sammen for få udvalgte. Jeg havde skrevet med ham om dette, siden jeg var på Maldiverne i starten af året, og nogle måneder efter, hvor jeg var rejst til Sri Lanka, ringede han mig op med et smil og sagde, at hans kone var sur på ham, fordi han måtte tage af sted igen. Nu var det nemlig besluttet, at vi gjorde det om halvanden måned, men der var nogle ting, som vi skulle have fuldstændig på det rene inden da: Først og fremmest understregede han, at han ikke var en fiskeguide, så fiskeriet var 100% selvstændigt, og ikke engang i samme båd som ham. Han frasagde sig alt ansvar for mit liv, og jeg skulle have alt med selv. Han tilbød udelukkende den store hjælp det krævede at løfte denne ekspedition, da det simpelthen ikke kunne lade sig gøre uden indfødte kontakter.

 

 

”This trip will make a man out of you”

Han havde stor respekt for, at jeg gjorde det, da det skulle være en af de sidste kendte større ferskvandsrovfisk, som ingen danskere og muligvis Skandinaviere havde fanget. – You have absolutely no idea of what you are up to, but I can promise you two things, sagde han. – This trip will make a man of you, and everything after this will be a walk in the park.

Jeg spurgte ham af ren nysgerrighed, hvorfor han havde valgt mig af alle, der skrev til ham, og han svarede klokkeklart, at det var min gennemskærende entusiasme og passion, som overbeviste ham om, at han ingen risiko løb med mig som en del af holdet. Og det var vigtigt for at overbevise ham, eftersom næsten alle der skrev til ham omkring dette endte med at springe fra, når virkeligheden gik op for dem.

Mine nærmeste tog det ikke så pænt, da de vidste, hvad det drejede sig om, eftersom det altid havde været min største drøm. Og de var velvidende om, at der var en grund til, at jeg gemte den til sidst. For første gang blev jeg rigtig ramt af, hvor egoistisk en beslutning det faktisk var – specielt da mit testamente blev lavet. At tage til et af de mest farlige og fattige samt berygtede steder i verden, langt væk fra alt og uden at kunne komme i kontakt med nogen i ugevis, imens man lever i en jungle på grund af en fisk; det sætter nogle anderledes tanker i gang, end jeg har prøvet før. Aldrig var jeg gået ind i noget som dette før, og de to primære mål hjemmefra blev som det første at overleve det, og for det andet at få det til at lykkes. Inderst inde var jeg velvidende om, at jeg var nødt til at gå ind i det med tilgangen at lykkes eller dø i forsøget, når jeg var dernede.

Forberedelsen til denne ekspedition var ulig noget andet, jeg nogensinde havde prøvet. Der var ingen hjælp at hente fra nogen overhovedet i Skandinavien, og det var mig fuldstændig umuligt at opspore nogen, der havde gjort dette, som ikke kom langvejs fra. Det var kun de små underarter af tigerfish rundt omkring, jeg kunne finde folk, der havde fanget, men det var på ingen måde lig det jeg stod overfor, og det kunne derfor ikke hjælpe. Der skulle bruges en invitation, som kun kunne komme inde fra landet af en insider, og det var her hovedkontakten var uundværlig fra starten af. For at få mit visa skulle mit pas fysisk sendes til flere forskellige lande, sammen med beviset på min gul feber vaccination, som fik gjort mig godt syg. Covid vaccination skulle selvfølgelig også være i blodet samt den hårde Malariamedicin. Elektrolytter var også vigtige at have i blodet, og de var pakket sammen med mængder af måltidsbarer, Beef Jerkey, nødder og vitaminpiller, da en normal diæt var umulig at opretholde dernede. Jeg gruede lidt for den kroniske varme dernede 24/7 – velvidende om, at der skulle bæres store støvler og langt lukket tøj på grumd af kryb og insekter.

Våbenarsenalet bestod af en topkvalitets Sportex Catfire Boje 9FT 250-500gr stang med et Shimano Baitrunner 12000oc hjul fyldt med Climax Cult Catfish Strong Braid 0,75mm 75kg line med et stort Black Cat 300gr maxi flåd, og med tilhørende linestop, bundet med en grinnerknude til en 200lb BFT swirvel, og derfra en AFW 49 strand 7×7 shark leader cable i 80kg med Owner Muscle Point 3/O trekrog monteret, og med en 5/O som den sidste krog – i princippet er en opskaleret levende agns-opsætning til gedder, hvor der bare her blev fisket med små maller som agn. Spinnesættet bestod af en Sportex Catfire Spin, 9ft 70-190gr stang med et Penn Battle 3 6000hs hjul monteret, med en Climax Blade 0.50mm 54kg fletline med samme svirvel og wire som forfang. Den blev rigget op med en 14 cm Rapala Super Shad Rap med BKK Spear UV 3/O trekrog monteret. En stor landings- og opbevaringsslynge var også ideel at have med, da den ville være en god hjælp både til landing og håndtering.

Man skulle tro, at guidede fiskeeventyr var det dyreste fiskeri, men det var i dette tilfælde faktisk det stik modsatte. Jo mere afsides og jo mere vildt det bliver, desto dyrere bliver alt faktisk. Da jeg sad i det første fly, var de første 100.000 kroner således allerede brændt af i rene omkostninger til alt mellem himmel og jord.

Congo – floden, der sluger alle floder

Congofloden, før kendt som Zaire indtil 1997, løber igennem den Demokratiske Republik i Congo, som er det andet største land i Afrika og det 11. i verden med 112 millionere indbyggere i Afrikas mørke tropiske hjerte. Det er verdens andenstørste flodsystem, og bliver kaldt for Nsadi – der betyder ”floden der sluger alle floder”. Congo er den andenlængste flod i Afrika – lige efter Nilen. Med sine 2 millioner kvadratkilometer er den tropiske regnskov omkring congofloden planetens andenstørste, kun lige overgået af Amazonas. Den kendte bog ”The Heart of Darkness” blev skrevet om dette sted. Det er en af de steder i verden med flest uforklarlige myter om uopdagede dyrearter, og kun få steder i verden banker der så mange kubikmeter vand frem i sekundet som denne flod.

 

Den mægtige flod krydser ækvator to gange, er 4700 kilometer lang og nogle steder 25 kilometer bred. Floden strækker sig fra bjergene i øst til Atlanterhavet i Vest. Det er den absolut dybeste flod i verden med sine op til 220 meter, hvor der gennemstrømmer 40 millioner liter vand i sekundet. Det er selvfølgelig ikke uden grund, at Goliath Tigerfish er det legendariske ferskvandsmonster, som de færreste fiskere har på samvittigheden, da den kun befinder sig her i denne flod, som ligger midt i et af de fjendtligste miljøer på jorden for udefrakommende. Krig og brutalitet har i over 100 år hærget uden den store udvikling med resten af verden. I 1890’erne under den Belgiske Kong Leopold 2. blev millioner dræbt, hvor mænd blev slaver, og kvinder og børn fik hugget hænderne af, hvis ikke mændene arbejdede hårdt nok. Og dermed blev hjertet af Afrika et af de mørkeste steder i verdenshistorien. Det er farernes og problemernes land, og her hersker en helt anden mentalitet, end de fleste kan forestille sig. Indfødte tror, at man kommer efter guld og diamanter, staten er korrupt og generelt er det bare et frygtet, berygtet og mystisk sted. Bare det, at du er hvid, er nok til at kunne få dig arresteret og i seriøse problemer, men i nogle tilfælde kan du betale dig ud af det. Det er derfor en god idé at fordele pengene rundt omkring på din krop i forskellige størrelsesordener, så det altid ligner, at det er alt hvad du har, og så alt efter problemets størrelse ved du, hvilken del af kroppen du skal række ud efter. Hjertet af Afrika er selvfølgelig også kendt for de insekter og sygdomme, der er blandt dem, som årligt dræber flest mennesker, men stadig er menneskerne, rebeller, oprørere, militære vejspærringer og røvere farligst. Og samtidig med alt dette, kan det være svært at få hjælp, hvis først det går galt. Det er et af de steder i verden med mest illegal organhandel, kannibalisme finder sted her, børn bliver sexuelt solgt, og kidnapninger samt gruppevoldtægter er normalt. Som man siger, vil alt i Congo æde dig. Udefrakommende her er sjældne og ofte uvelkomne. Det kom jeg allerede til at mærke fra første sekund i lufthavnen, og fik bekræftet, at det var måske det dummeste sted i verden at fiske. Men mere om det senere.

Attituden var afgørende for rigtig mange situationer, og lige meget hvad du skulle eller rørte ved, så var alt bundkvalitet. Det var bare sådan det var her. I princippet var der folk her, der ville slå dig ihjel for 10 euro, men våbenbeskyttelse kunne også give bagslag, da du så først rigtig tiltrak opmærksomhed. Der er så sandt sagt Congo, og så resten af verden! Det er fiskerens mareridt og drøm på samme tid, og du er simpelthen nødt til at være af en bestemt støbning for at kunne gennemføre det. Det er den mest utilgængelige flod i verden, som i værste tilfælde kan kræve den ultimative pris af dig. Et utilgiveligt land hvor alt er råt, men til gengæld også så godt som uberørt.

De indfødte er troende og spirituelle, og det er et af de sidste steder i verden, hvor hekseri, ofringer, velsignelser og ceremonier finder sted. Folkene dernede havde et udtryk som kaldtes ”TIA- This Is Africa” – et udtryk der blev brugt i mange unikke sammenhæng til dette vilde og ustyrlige land.

 

 

Goliath tigerfish

Den legendariske goliath tigerfish – eller stor tigerfisk, som den hedder på dansk, er den største art i tigerfish familien – Alestidae. Dette morderiske unikum er kendt for at være topprædatoren af dem alle. Den mest sjældne rovfisk i floden – og så sjælden, at de færreste lokale har set én af disse. Det frygtindgydende og myte omspundene væsen betegnes som Everest inden for ferskvandsrovfiskeri, på grund af fiskeriet i sig selv samt omgivelserne den lever i, hvilket gør fiskeriet efter den til den ultimative test på alle parametre.

Fisken er altædende, og har efter sigende både mennesker og andre dyr på samvittigheden, hvilket gør den direkte mareridtsvækkende for nogen. Mest kendt er historien om en lille pige der blev bidt midt over da hun var ude og bade, samt en mand der blev dræbt på stedet af et bid i halsen, fordi han havde lænet sig udover siden i sin kano for at hive sit fiskenet op, da en GTF angreb ham. Fisken er et evolutionært mirakel og perfekt bygget til at dræbe samt være toppen af fødekæden. Den er det perfekte superrovdyr som taget direkte ud af ens fantasi – formet af de mest hardcore forhold i verden, hvilket har givet den dens uhyggeligt store styrke. De fuldvoksnes fisks bidstyrke siges at være som en hyænes, og den kan skifte tænder ud, efterhånden som de ryger ud eller knækker.

Maksimalstørrelsen er ukendt, men den officielle IGFA-rekord fra 9. juli 1988 lyder på 44 kilo. Der er selvfølgelig fanget større, som med så mange andre arter rundt omkring i verden, der bare er for udokumenteret til at blive officielt. Fisken har 32 oversize barberbladskarpe tænder, 12-20 i overmunden og 8-14 i undermunden. Store eksemplarers tænder er samme længde som en hvidhajs. Fisken har et dobbelt kæbeled, samt et udvidelsesled i kæbernes center, der giver den mulighed for at kunne åbne munden lodret op, så den kan banke ind i byttet med tænderne som en væg af spyd for fuld kraft, inden den klapper de hårde kæber sammen.

Netop denne mund, gør fisken virkelig svær at kroge, og hvis du får kæmpet dig så langt til et hug, så er det første fisken kvitterer med, at åbne munden fuldstændig op, imens den springer ud af vandet og ryster på hovedet, om og om igen. Hydrocynus goliath som GTF hedder på latin, er ca. 10 år om at nå voksenstørrelse. Af de lokale kaldes fisken Mbenga eller Demon Fish. Den lever uden fiskepres fra hverken fiskere eller erhvervsfiskeri, og den bliver kun sjældent fanget i de lokale fiskeres smånet, da de ingen mulighed eller ressourcer har for at fange dette uhyre målrettet.

 

 

På vej mod Congo

Ugerne op til dette eventyr oplevede jeg et tunnelsyn som aldrig før, da jeg vidste, at det ville kræve en hidtil uset indsats fra mig at få dette til at lykkes. Nerverne og bekymringerne begyndte først at ramme få dage før afgang, og afskeden med alle mine nærmeste blev gjort i en anden stemning end normalt, men jeg følte mig klar og selvsikker, da jeg var fysisk og mentalt forberedt.

Som jeg sad i det første fly fra Københavns Lufthavn på vej til Manchester i England en mandag morgen efter den følelsesladede afsked blev jeg, som sagt, ramt af et tog af hidtil usete følelser. Følelser og tanker omkring, hvis man ikke kom hjem igen, om man så havde efterladt alt og alle bedst muligt. Ikke mindst ekspeditionens omfang var overvældende, samtidig med at malariatabletterne meldte sin ankomst ved den utilpasse følelse i kroppen. I Manchester ventede jeg en hel dag til mit fly om aftenen gik til Geneve i Schweitz, hvor David hoppede på. Derefter fløj vi videre til Addis Ababa i Etiopien, for så at flyve til Pointe Noire og til slut den sidste flyvetur til Brazzaville. Vi var således sammen fra starten af, når vi landede i Congo, hvilket var meget vigtigt!

Efter de fem flyveture var vi selvfølgelig fuldstændig klaskede, men vi vidste at fokus og gamet skulle være knivskarpt fra start i dette problemernes land. Og så var det bare at følge mottoet ”go with the flow”. I det sidste lille fly, hvor vi var de eneste hvide ombord, sad jeg ved siden af en mor med et hjerneskadet barn, der på gebrokkent engelsk var meget nysgerrig omkring, hvad vi skulle i Congo, og da jeg svarede, at vi skulle fiske, grinede hun uforståeligt. Det var også på denne sidste flyvetur, at det rigtigt gik op for mig, hvor stort jungle- og flodområdet var, da vi fløj over det i timer i den mystiske tåge, der stort set altid er over dette sted.

I sekundet vi steg ud af flyet i den lille lufthavn, trådte vi direkte ind i totalt kaos. Jeg blev øjeblikkeligt ramt af utryghed, fordi de lokale stod med våben samt uniformer og stirrede på mig, imens de råbte alt muligt, som jeg ikke forstod – og tog fat i mig. Vi passede på lige fra starten, at vi ikke røg i økonomiske udnyttelsessituationer, og det var en langsommelig samt problematisk proces gennem den lille lufthavn. Da jeg nåede til den lille skranke, bestående af en trækasse med en rude i med 25 vagter, der stirrede på mig med døde, upersonlige øjne, spurgte den stille mand bag ruden om, hvad jeg skulle i Congo. Med egoet skruet helt ned og min blideste stemme med hovedet nedad og armene indtil kroppen forklarede jeg, at jeg skulle fiske i Congofloden. Manden stirrede bare på mig, talte med en kollega og de spurgte til en masse papirer og lignende, som jeg ikke havde. Der var total stilhed i nogle sekunder, alt imens han bare kiggede på mig, hvorefter han kastede mit pas, visum og gul feber vaccinationskort op på træbjælken. Det blev tegnet til, at jeg kunne gå videre. I sekundet vi kom ud, hvor vi skulle hente vores bagage med totalt kaotisk råb og skrig alle steder, blev vi anholdt med det samme. Heldigvis fik David dog snakket os hurtigt ud af det, da han tydeligvis havde prøvet det før.

 

 

Da vi kom hen til bagagebåndet, fuldstændig chokeret over, at alt faktisk var som rygterne gik omkring dette sted, blev alt endnu værre, da min hovedkuffert med alt i ikke var kommet frem. Den var ikke til at finde nogen steder, og vagterne påstod hårdnakket, at den ikke var der, og selvfølgelig var det jo ikke til at vide om den var stjålet, virkelig ikke var der, eller om der vitterligt bare var sket en helt normal fejl, da det var mange flyveture siden, at jeg havde set den sidst. Timerne gik, så vi måtte opgive håbet om at finde den og gik videre gennem den sidste kontrol, som selvsagt også endte i rent kaos med folk, der ville se alt samt kom med råb og skrig, som vi ikke forstod, hvad betød. Men – vi kom igennem, og jeg måtte forlade lufthavnen med en fuldstændig tom og angstprovokerende følelse indeni, da jeg nu stod i ét af de vildeste steder i verden, med den største opgave foran mig i mit liv – uden noget som helst på mig andet end håbet om, at en lokal, som jeg ikke forstod hvad sagde, ringede mig op på den lille lap papir vi havde givet med vores telefonnumre, hvis miraklet skete og kufferten blev fundet.

Ude foran lufthavnen mødte vi hovedkontakten hernede, som skulle løfte denne opgave. Kibamba havde kendt David i lang tid, og var nøglen til alle kontakter med de indblandede hernede, der skulle løfte dette gigantiske projekt. Vi hoppede ind i nogle taxaer, der på mirakuløs vis stadig kunne køre – for at sige det mildt. Herefter kørte vi gennem byen til det, efter sigende, bedste hotel i den tungeste lugt af benzin og støv. Jeg havde aldrig følt mig så langt væk hjemmefra. Mentaliteten hernede kan ikke sammenlignes med nogen eller noget andet. Det var mildt sagt, at jeg på dette tidspunkt både følte frygt for både livet og ekspeditionen.

 

 

Den lange ventetid på Congo

Vi ankom til hotellet, hoppede op på vores værelser og fik trukket vejret. Her skulle vi være det næste døgn og have styr på alt den sidste logistik samt mad, drikke og tilladelser til at tage opstrøms osv. Efter en kort og dårlig nattesøvn vågnede jeg helt af mig selv tidligt til den mest frustrerende og ubehagelige følelse nogensinde. Jeg havde kun én ting i hovedet i det totale kaos. Jeg skulle have fat i den kuffert! Og det kunne kun gå for langsomt. David, Kibamba og de lokale sagde, at der ikke var andet at gøre end at vente og bede, samtidig med, at flyselskabet hjemmefra sagde, at den skulle være i Congo, hvilket mine nærmeste kæmpede en brag kamp for at hjælpe mig med at løse – men uden held. Det var vitterligt bare at vente og krydse fingre, som de andre sagde.

Timerne gik imens jeg lå og stirrede op i loftet på mit lille værelse, hvor jeg både så og følte ekspeditionen glide ud af mine hænder, da det ville være umuligt at gennemføre uden noget som helst grej. Pludselig ringede David mig op og fortalte, at han havde både godt og dårligt nyt. Det gode var, at han vidste, hvor min kuffert var – nemlig i Pointe Noire, men den dårlige nyhed var, at den ikke ville nå at komme frem, før vi var tvunget til at tage af sted. Han havde derfor ingen anelse om, hvornår den præcist ville komme frem til os i bushen, da det var en lang rejse, den skulle ud på. Derfor sagde han til mig, at jeg skulle tænke mig rigtig godt om nu, hvad jeg gjorde nu. Sluttede det her? Blev jeg alene og fik fat i mine ting, og tog resten af rejsen på egen hånd, hvilket ville være dødfarligt? Eller ville jeg forsøge at præstere det umulige og gennemføre dette, muligvis uden medicin, tøj, grej og udstyr med kun to stænger og min landingsslynge samt en hovedpude og en vandflaske fra min håndtaske plus det tøj jeg gik og stod i? Jeg trak vejret i 10 sekunder med afventende komplet stilhed fra den anden ende af røret, hvorefter jeg fremstammede, at jeg ikke var kommet hertil for at vende om nu. Jeg tog det bare som en udfordring, at det største jeg nogensinde havde prøvet at udrette lige var gjort 100 gange sværere, hårdere og mere risikabelt.

David sagde, at Kibamba grinede og syntes, at jeg var syg i hovedet, men han havde stor respekt for det og det var 100% min egen beslutning, da vi ikke hæftede for hinandens liv. Så sådan blev det, og så blev der krydset fingre for, at mine ting nåede frem, og at jeg ikke fik Malaria, før min medicin kom frem. Samtalen blev afsluttet, hvorefter jeg lå den næste time og stirrede ud i luften samt forberedte mig mentalt på den laserfokuserede militaristiske tilgang, som det krævede hvert sekund, fra vi tog afsted næste dag, så ikke det skulle ende i en situation, der kunne få fatale konsekvenser. Hvert et skridt jeg ville tage, og hver en beslutning jeg skulle stå i, skulle være gennemtænkt. Bare det faktum, at skulle være i den jungle iført gummisko og hverdagstøj med de dyr og insekter, og skulle være fiskende i den mundering på ubestemt tid, var en udfordring i sig selv.

Jeg ringede hjem den sidste aften, inden det gik løs, imens jeg havde Wi-Fi som dårligt virkede og forklarede situationen, hvilket selvfølgelig ikke blev taget så roligt af mine nærmeste. Men det blev accepteret, og afsluttet med ordene, at de vidste, at de ikke kunne stoppe mig og, at hvis nogen kunne klare det, var det mig. Det nu stod klart, at min passion måtte være større end livet selv. Efter denne samtale trillede den første af mange tårer ned af min kind i følelsen igen af at måtte erkende, hvor egoistisk dette var over for mine nærmeste, men det blev selvfølgelig vendt til endnu mere hardcore motivation for at få det til at lykkes for enhver pris. Idet jeg lagde mig til at sove, gik det fuldstændig amok udenfor, da nogen lokal sloges i en gade tæt på, og det sidste jeg sagde til mig selv, inden jeg lukkede mine øjne var, at det ville kræve alt af mig hvis dette skulle lykkes.

 

 

Congo – en ekstrem udfordring

Næste morgen var der afgang kl. 07, og det sidste jeg gjorde, inden jeg forlod værelset, var at kigge mig selv i øjnene i spejlet. Jeg slap først blikket i det sekund, jeg var 100% overbevist om, at jeg kunne klare det her. Jeg forlod værelset med en urørlig følelse i kroppen, og alligevel blandet med den ukomfortable følelse af faktisk at være fuldstændig sårbar. Det var meget ambivalent. De slidte taxaer uden seler, spejle og lidt manglende ruder blev fyldt til randen, og igennem det fattigste land jeg nogensinde har været i gik turen, og stadig uden at kunne dokumentere med kamera, hvad ens øjne så. Det var intet mindre end ubeskriveligt, men desværre til den triste side.

Vi kom frem til en såkaldt havn, og idet taxaerne stoppede myldrede det med folk, der direkte sloges om at få lov til at være med til at tømme bilerne ned til kanoerne for at tjene lidt, imens hundredvis af øjne stirrede sultent på både os og vores ting. Igen hærgede kaos og menneskelarm på højeste niveau, imens jeg forsøgte ikke at kigge folk for meget i øjnene, men samtidig så selvsikker og rolig ud, imens jeg holdt øje med, at vores ting ikke blev stjålet. Den ene trækano var forsinket, så den ventede vi på i lang tid, indtil den nåede frem. Fra parkeringspladsen vi var på i kaosset og ned til kanoerne, skulle vi gennem et lokalt marked med flere hundrede mennesker, som alt sammen foregik på en bund af skrald. Først blev vores ting båret ned, imens vi ventede, og da der var givet grønt lys, fik vi lov til på række at vandre ned igennem det hele til kanoerne. Og lad mig sige det sådan her; der blev ikke lagt skjul på, at en muskuløs, skaldet, overtatoveret hvid mand ikke var hverdagskost for deres øjne, hvis ikke det var første gang nogensinde.

Snart var jeg for første gang i nærheden af den mægtige Congoflod, der var så bred, at det var umuligt at se til den anden side. Ankret til en gammel V6 motor i et bjerg af skrald lå de 2 store håndskårede overpakkede trækanoer, som vi hoppede op i, imens vi blev skubbet ud med stirrende mennesker omkring os. Og med en håndfuld friske nødder fra markedet til den lange sejltur gik det afsted opstrøms, og det var her vores bådmænd til hele turen joinede os. Min bådmand hed Charvy, der kom med i min kano, som han skulle bestyre resten af turen. Allerede fra start skulle der skovles vand undervejs, da det helt sikkert var umuligt at holde kanoen 100% vandtæt, fordi den var lappet sammen med håndbukkede jernplader og rustne søm.

 

 

Langs floden opstrøms var der kæmpestore øer med siv, hvor der også boede mennesker – ultra primitivt. Vi så en lille krokodille i overfladen og blev mindet om, at det vi var på vej op til var et af de mindst udforskede steder i verden. Efter mange timers sejlads, var der en post med vagter, hvor man skulle have accept for at sejle videre. Vi havde papirerne i orden, men fik af vide, at det var det næste checkpoint, der kunne blive det mest problematiske.

Timevis af sejlads senere kom vi til det sidste checkpoint, men vi gled heldigvis igennem uden problemer, da vi endnu engang havde alt i orden. Snart havde vi sejlet en hel dag, væk fra civilisation, og det gik op for mig, hvor langt væk vi var, og hvor primitivt alt var. Timerne gik, og nu var det ren rå natur, vi sejlede igennem, imens floden blev smallere – kun afbrudt af en lille lokal landsby, hvor børnene oftest løb ned til floden og grinede, råbte, vinkede og fulgte med os så langt de kunne. Mest mindeværdigt var ét af børnene der tydeligvis vidste, hvorfor vi var her. Barnet viste håndtegn til en stor fisk, den vej hvor vi sejlede. David bekræftede fra kanoen ved siden af, at vi nu nærmede os dér, hvor verdens sande monstre eksisterede!

Lige pludselig blev der bare drejet til venstre og sagt, at nu skulle der arbejdes. Campen blev sat op i solnedgangen, hvor hjælp fra den lokale landsby ventede, og sammen gik alle straks i gang med at bygge vores hjem, hvor vi skulle være i det næste lange stykke tid. Hvilken følelse! Da alt var sat op, lavede en af de lokale en fiskesuppe med en slags dejboller til. Mere lokalt blev det vist ikke, men velsmagende var det faktisk – eller også var man bare døden nær af sult? Snart var det tid til at komme i seng, eller hvad jeg nu kunne kalde det – uden noget som helst. Det var en voldsom varm og svedig nat, med junglelarm og snorken fra de andre samt halvdrøje bådmotorer i det fjerne, som var lyden af de lokale fra den nærved liggende landsby, som var ude for at skaffe os agnfisk hele natten.

Det var nu fjerde døgn på farten, siden jeg tog afsted hjemmefra – og nu var det snart tid til at gå i gang med det, som dette vanvid drejede sig om. Så snart solen stod op, blev alt grej sat op, og da jeg intet havde, lånte jeg de vigtigste ting, som selvfølgelig på ingen måde var det jeg selv havde forberedt, men det var bedre end ingenting.

 

 

Efter tigerfish på Congo

Da vi var klar, sad vores bådmand – Charvy klar i trækanoen med en spand med fire små levende agn, og så var det ellers bare afsted. Her var der 12 timers dagslys og 12 timers mørke, så der var lange dage i vente. Vandstanden var ekstremt høj, så vi krydsede fingre for, at den ville falde, da det ville være bedre for fiskeriet.

Som jeg altid siger, så går de første dage i et nyt slags fiskeri med at spore sig ind på, hvad man har med at gøre. Kanoen var enten lænket fast til en klippe eller en rod ved en stor hvirvel i flodens kakaobrune vand, og så lod jeg ellers flåddet med den levende agn blive båret rundt med strømmen med stangen i hånden. Eller også driftede man med strømmen langs de junglebeklædte klipper. Generelt er det et meget enkelt fiskeri, og alligevel ikke på nogen måde, da det kræver fuldt fokus hvert sekund med stangen i hånden i de lange 12 timers dage. Man skulle hele tiden at sørge for, at de små maller, der var agnfiskene, gjorde hvad du ville have, og ikke satte sig i klipper eller diverse ting der blev båret med strømmen. Og samtidig, var det et fiskeri efter mottoet ”if you snoose – you loose”.

Vi fiskede til solnedgang, og det blev som ventet en komplet blanker. Da vi kom tilbage til campen, havde David haft hug langt væk fra os, hvilket selvfølgelig ikke kom som en overraskelse, da han jo havde prøvet det her før. Han havde dog ikke landet fisken.

Allerede nu den første aften, begyndte det at blive klamt uden mine ting, da det samme sæt tøj havde siddet på min krop i mange dage. Jeg blev nærmest ædt levende af alle mulige former for insekter og kryb. De døde agnfisk åd de lokale efter dagens fiskeri. Morgenmaden for os var et par æg, og det vi havde med hjemmefra i løbet af dagen. Til aftensmad lavede David vegetariske lette retter, og kun med kød, hvis der var en form for fisk. Det var selvsagt nok til at overleve, men ikke i nærheden af det jeg indtager normalt.

Overhovedet fra den lokale landsby havde medbragt friske tomater og rodfrugter til os, da han kom og bød os velkommen. Der var ingen tvivl om, at denne første fiskedag havde været den bedste og mest oplevelsesrige blanker i mit liv.

Næste dag stod vi op før solnedgang, efter endnu en varm og svedig nat til den ærgerlige melding, at det havde været umuligt at skaffe agnfisk. Men som vi begyndte at rigge nogle trollingstænger op, kom en indfødt ind i en lille kano i hujende humør med en lille spand agnfisk. Vi omrokerede grejet, endnu et rustent søm blev banket i kanoen, hvor den var mest utæt, og afsted gik det igen til endnu en komplet blanker på 12 timer i fuld fokus på de samme spots og det samme fiskeri. Og sådan gik det faktisk hver eneste dag i en uges tid – ingen hug overhovdet.

På vej ind mod campen var både jeg og mit tøj bogstavelig talt ved at gå i forrådnelse, så vi sejlede til en fuldstændig spritklar sideflod og tog et velfortjent samt tiltrængt ”bad”. Jeg havde ladet mig fortælle, at der var godt nyt med min kuffert, der var på vej, men jeg turde ikke tro det, før jeg så det. Den havde været på en lige så lang rejse som os på både flyvetur, køretur og sejltur, men var simpelthen på mirakuløst vis kommet frem til os. Charvy råbte noget jeg ikke forstår til en transport båd, som nærmest lignede en gang flydende pindebrænde. Noget blev råbt igen, og Charvy kommunikerede gebrokkent til mig, at David havde fået min kuffert længere nede af floden.

Endelig kom kufferten med fiskegrej

Da jeg kom tilbage til campen efter et mildest talt spændende bad, var David ikke kommet ind endnu, men jeg vidste, at hans kano havde min kuffert, og da han kom ind, havde jeg aldrig i mit liv været så glad for at se noget materielt. Min mudrede og savnede kuffert var fuldstændig flækket på midten, men heldigvis havde jeg lås på. Det var fuldstændig ubeskriveligt at tage rent tøj på, der var lavet til dette sted: støvler, diverse plejeprodukter, mad, medicin, tandbørste og ikke mindst mit grej! Det første David gjorde var at række mig hans satellittelefon, og bad mig ringe hjem for at fortælle min bekymrede familie derhjemme, at jeg var kommet igennem det værste og havde fået mine ting. Humøret var højt, aftensmaden gled ned med et smil, og det føltes helt anderledes og prøve at være der – nu som min forberedte version, og ikke den overlevende. Aftenens historie lød på, at man skulle passe på klipperne, man ankrede båden op ad, da det er sket, at det har brast sammen over folk, der aldrig er blevet fundet igen.

Jeg vågnede om natten ved at skulle på toilettet for første gang her i det vilde, og det var en jævnt spændende oplevelse med min pandelampe, da stedet eksploderede i lyde som jeg vandrede ud til hullet i jorden i den yderste kant af campen. David var vågen og gav mig det med mig på vejen, at jeg skulle huske, at jeg IKKE måtte have mine militærbukser på udenfor campen, da det bogstavelig talt kunne koste mig livet. Samt at jeg skulle huske at lukke det lille telt HELT, hvilket selvfølgelig var indlysende.

 

 

Klar til kamp med det rette grej

Jeg stod op før solopgang næste morgen, hvor jeg lynhurtigt riggede alt mit eget grej til. Det var ubeskriveligt at gøre sig kampklar med alt det, man havde forberedt i månedsvis, og der blev kigget nøje på de ting, jeg hev frem. David røg direkte på min spinnestangsopsætning, og måtte erkende, at det godt nok var et sprødt set-up. Stangens balance samt styrke var verdensklasse kvalitet! Han var typen, der smadrede 99 ud af 100 stænger, og så kunne jeg jo kun stolt afsløre, at jeg var blevet headhuntet af Sportex til at blive deres danske konsulent til grejudvikling i fremtiden. Da han gik videre til min flodopsætning, smilede han blot og nikkede ud i luften. Jeg behøvede derfor ikke at være i tvivl om, at mit våbenarsenal var i orden ved første hug, hvis jeg kunne få kæmpet mig frem til det.

Vi kom sent afsted denne morgen, grundet endnu en nat, hvor det havde været svært at skaffe agnfisk, så denne dag blev det til kun én agn hver, men til gengæld sejlede vi til et lovende nyt spot, og det er jo altid spændene. For første gang på denne vanvittige ekspedition fandt jeg mig selv siddende med stangen i hånden med fuldt fokus og 100% tiltro til både mig selv, mit grej og hele meningen med, at jeg sad her – godt hjulpet af at jeg nu havde alt mit eget grej. Det føltes rigtigt, og som om at hugget kunne komme, når som helst. Jeg kunne mærke det fra top til tå hele vejen gennem kroppen – indenunder alle biddene og stikkene fra insekterne. Jeg havde siddet så mange timer nu, nærmest psykotisk med stangen i hånden og bare stirret på en rød prik i det fjerne uden så meget som at se det mindste tegn fra en fisk. Imens havde jeg kun varmet mig på min viden om, at det var sådan her dette fiskeri var. Folk før mig har blanket måneder efter fisken samt brugt 30-50 chancer for at få et ordentligt kroghold. Så det SKULLE være svært, og det var jeg forberedt på. Tankerne begyndte helt naturligt at lande på de få historier og dokumentarer om folk, der har fået dette mål til at lykkes, og som endte med at blive drevet helt ud i de fjerneste afkroge af sig selv samt ty til overtro. Personligt på dette stadie af turen, var jeg mere urokkeligt indstillet på det, som jeg sad i end nogensinde før, men kroppen begyndte klart at lukke ned på grund af manglen på protein, samt den kroniske varme og dårlige søvn. Bare tanken om et eller andet koldt at drikke begyndte at blive en længsel, da det var ikke eksisterende.

Et tigerfish-hug ud af det blå

Jeg sad og sagde til mig selv med jævne mellemrum, at jeg vidste, at jeg lige nu gennemlevede et af de største minder og præstationer jeg nogensinde ville opleve. Og jeg bestemte selv, hvordan jeg ville huske det – lige meget hvor hårdt eller svært det ville blive. Tanken om, at hvis hele denne indsats på alle parametre skulle blive en blanker i sidste ende, så kunne jeg aldrig finde på at byde mig selv andet, end at skulle tænke tilbage på det som den hidtil største indsats i mit liv, selvom det jo så ikke var lykkes. Men inderst inde var jeg overbevist om, at min arbejdsmoral, tro og fokus ville være nok. Og i disse afkroge af mig selv, som jeg aldrig havde befundet mig i før, begyndte jeg også at mærke, at denne tur – lige meget hvordan den endte, nok kom til at ændre noget i mig for evigt i større eller mindre grad. Både som fisker og som mand.

 

 

Timerne gik. Jeg besluttede at tage chancen og rykke hen, hvor den klarvandede sideflod endte ud i den mægtige Congoflod. Og på et drift på den brune side af vandet lige ved siden af hovedstrømmen, mens jeg stod med stangen i hånden, mærkede jeg for første gang et klokkeklart ”donk” i stangen. I splitsekundet, hvor det skete, vendte jeg hovedet i ren refleks hen imod mit flåd og strammede grebet om både stang og hjulhåndtaget, idet jeg så fisken lande oven på det. Charvy stod og måbede. Fisken var kommet nedefra og ramt forbi agnfisken med den høje fart – samt ramt et eller andet sted på taklet, hvorefter den var røget ud af vandet og landet på mit flåd. Hjertet sad helt oppe i halsen på mig. Linen blev strammet op, og jeg var klar til at banke krogene i, hvis fisken vendte rundt efter agnen. Men det skete aldrig. Det efterlod mig tilbage med en følelse af ren optur og lykke over at have set denne myte omspundene fisk, det eneste sted den lever. Men jeg var selvfølgelig en lille smule skuffet over, at det ikke blev en reel chance. Men troen blev selvfølgelig kun større på det hele efter så mange dage uden det mindste tegn.

Mørket faldt på, og der var ikke tid til at fiske videre med denne metode, da det af mange grunde var livsfarligt at være ude om natten her. Så vi trollede tilbage til lejren, men fangede intet. Tilbage i lejren gik jeg direkte op i mit lille telt og gennemtjekkede alt i min opsætning til mindste detalje, så det var 100% klar til endnu et seriøst sats dagen efter, med endnu mere tro end før af åbenlyse grunde. Og imens jeg stod og gjorde dette kom David tilbage, godt smadret men med turens første landede GTF. Det gav troen endnu et hak opad på trods af endnu en komplet blanker. Det var intet mindre end magisk at se denne fisk for første gang i kød og blod. Desværre var fisken død. Det er helt normalt, at langt de fleste af disse fisk ikke overlever, blev jeg fortalt. De kæmper simpelthen sig selv ihjel. Og når de bliver forsøgt udsat med den mindste tvivl på om de er stærke nok, så bliver de altid fundet længere nede af floden af de lokale og bragt tilbage. Så fik vi langt om længe nogle proteiner til aftensmad – med ambivalente følelser. Den lokale landsby som var uundværlig i dette projekt, fik resten af fisken.

Denne aften kom endnu et væsen til campen i form af en lænket hane, vi var blevet skænket af landsbyen, som en blanding af en ofring til guderne og proteiner til vores maver. Men den aften stod menuen på goliath tigerfish, friskgrillet yams, kartofler, løg, hvidløg og tomatsovs. Af hjertet er jeg en catch and release fisker, og jeg er ikke stor fan af at spise fisk, men dette måltid var mildest talt velsmagende og yderst tiltrængt. Intet går til spilde, når disse fisk forlader verden. Hovedet bliver taget med hjem som trofæ, kødet bliver fordelt blandt fiskere og indfødte, og indvoldene er en delikatesse for de indfødte.

 

 

Endnu en dag på Congofloden

Klokken 05.22, lidt før solopgang næste dag, vækkede den ofrings- og spiseklare hane hele campen med sin gentagne klassiske morgenjammer, som var det hjemme på en dansk gård. Afsted ud over floden gik det endnu engang mod den orange glødende sol, der stod op, som taget ud af løvernes konge filmen. Og imens blev der blev skovlet vand løbende. Vi ankerede os fast til en klippe, som planen var at blive på hele dagen, da dette ikke er et fiskeri, der giver bedre chancer ved at søge efter fiskene. Jeg var nødt til at lade fiskene blive båret af strømmen til mig, da disse ufattelige mængder vandmasser og dybder var i konstant bevægelse.

Der er ligesom tre slags vand, hvis man kan sige det sådan. Der er hovedstrømmen, som selvfølgelig er størstedelen af det hele. Ud imod det åbne vand, og de steder hvor der går store tanger, klipper eller bjergsider ud i eller under vandet, bliver der skabt nogle kæmpestore hvirvler, der ligger op ad hovedstrømmen ind imod land, og til højre for det helt oppe af land ved siden af hvirvlen, der står vandet enten stille eller kommer tilbage som et langsomt cirkuleringspunkt. Og i områderne med disse tre såkaldte vandtyper, formet af strukturerne, har man de bedste chancer med det stationære fiskeri. Men efter endnu en lang dag fra solopgang til solnedgang meldte endnu en blanker sig.

Da vi kom tilbage til campen denne aften føltes opstigningen op af bjergsiden fra floden til lejren hård. Og jeg måtte erkende, at det også blev både fysisk og psykisk hårdt for mig nu. Ikke at det kom til at ændre noget som helst i forhold til mit mål og min indsats, men det begyndte at gøre ondt på alle tænkelige måder. Jeg satte mig op foran teltet i en bukket plastik stol og skulle lige trække vejret i den ekstreme varme, da jeg blev afbrudt af den trætte David, der spurgte mig, om det virkelig kunne være rigtig, at det var ren passion og viljestyrke jeg kørte på, da jeg hverken drak kaffe, spiste koffeinpiller, spiste sovepiller til hjælp om natten eller hygge drak med om aftenen. Inden jeg nåede at svare, lod han det hele tale for sig selv og sagde, at han aldrig havde set lignende og slet ikke med min hårde start. Og det var da et rart skulderklap.  David begyndte at åbne op, som han lærte mig bedre og bedre at kende, og så hvad alt dette betød for mig. Og han nævnte noget meget interessant. Han mente nemlig, at goliath tigerfish vandrer sammen i mindre flokke, så når der langt om længe skete noget, så kom der tit flere hug på kort tid, efterfulgt at hundredvis af timer hvor intet sker. Og det på trods af at mange mener, at de går alene, men det kan lige så godt være, fordi folk, som sagt, i måneder har fisket efter dem og blanket fælt.

 

 

Hygge i campen

Der var hyggestemning i campen denne aften, og de lokale var fuldstændig opslugte af at se de store rovfisk jeg havde fanget rundt omkring i verden på min telefon, som de jo aldrig havde haft mulighed for at se før. Men allerstørst blev deres reaktioner, hver gang vi nåede til punktet i videoerne, hvor jeg genudsatte fiskene, hvilket de naturligvis slet ikke kunne sætte sig ind i. David hev også sin telefon frem og viste hans ofring af hanen til fiskeguderne den dag for mig, hvor han skar hovedet af den og maste al blodet ud i floden, imens han bad for mig. De lokale fiskere fortsatte med at fiske natten igennem for os, men det var svært som aldrig før at skaffe agn. Aftenen gik med udsigt en brand, der hærgede på den anden side af floden på, mens min rygskade var ved at tage livet af mig.

Planen var at tage afsted næste dag kl. 06:30 og allerede tage tilbage igen kl. 14, da jeg havde overgivet mig til overtro, og havde taget imod at opleve noget der hed en Kibi Kibi dans. Det er et meget helligt og spirituelt ritual, som efter sigende ville give succes og beskyttelse til resten af livet. Og det skulle jeg ikke spørges to gange om var noget, jeg ville ty til på dette tidspunkt. Personligt, er et af mine mottoer ”I don’t believe in luck, I believe in hard work. because the harder I work, the luckier I get”. Men jeg var åben som aldrig før over for alt, der kunne hjælpe, for det her var utvivlsomt det sværeste og hårdeste jeg nogensinde havde forsøgt at gøre i mit liv. Al hjælp var derfor kærkomment. Jeg fornemmede, at Kibamba denne aften havde været meget stille, og det var først lige inden sengetid, at jeg så, at den trøje han havde haft på hele turen var revet fuldstændig i stykker. Jeg spurgte selvfølgelig til det, og så fortalte de, at de blev overfaldet ude på floden samme dag af rebeller, der havde haft godt fat i Kibamba og de andre. Heldigvis havde David kunne betale sig ud af det, men det havde de nok ikke haft det store behov for at sige til os, for ikke at skabe yderligere nervøsitet. Men personligt var min reaktion af natur nærmere, at jeg var ked af, at jeg ikke havde været i nærheden for at kunne hjælpe dem.

The Rock

Endnu en svedig nat blev overstået trods det stadig var en køligere dag, der startede kl. 04:40. Den kroniske morgenrutine gik sin gang, og afsted gik det til et spot, der blev kaldt The Rock, som et par kendte dokumentarer, fiskere og fangster havde gjort til et historisk og berømt sted, der dog stadig kun var besøgt af de færreste. Det var meget specielt at sidde præcis det sted i så stor en flod, som jeg havde drømt mig væk til i så mange år. Stedet var et ekstremt godt hotspot grundet store klipper i vandet.

Vejret den dag var koldt, gråt og blæsende om morgenen og formiddagen til en forandring. Det var faktisk så koldt, at mine tænder klaprede i den hårde vind. Bådmanden sov bag mig, imens timerne gik som de mange andre dage – uden nogen tegn på liv, udover den lille sprællende malle. Under fiskeriet sagde jeg gentagende gange til mig selv, at jeg simpelthen ikke gav op og bad til, at fisken ligeså godt bare kunne give op og tage mine agn, for det kunne ikke være anderledes, da jeg nægtede at tage hjem før. Inde i mit hoved havde jeg allerede fanget fisken i fremtiden, jeg skulle bare nå dertil, imens jeg gentagne gange måtte rive min stang ind på grund af de flydende stykker pindebrænde, kaldet både, med osende larmende bådmotorer, der i hvert fald ingen respekt havde for fiskere og deres liner. Og hvis man kom til at tage telefonen op, eksploderede folkene, der sad tætpakket på de såkaldte både over telefonens blotte tilstedeværelse.

Som jeg sad selv og nærmest glædede mig til at få noget overtro med indover, blev jeg flået tilbage til nuet da mine øjne så en goliath tigerfish banke ud af vandet, og denne gang med kæberne klappet sammen om mit store sorte og røde flåd… Den cuttede linen over, og op kom flåddet, som vi roede ud og hentede. Det var ubeskriveligt frustrerende, men omvendt ikke et syn jeg ville have været foruden. Men det var nu tid til at hente noget frisk rent vand fra den spritklare sideflod, og tage tilbage til campen med alt vores grej, inden Kibi Kibi dansen skulle gennemleves.

 

 

Kibi Kibi dansen

Jeg blev sejlet hen til den lokale landsby, hvor kvinder og børn tog imod os, og her blev jeg ført til en åben plads ud imod floden, hvor vi blev sat på to stole. Jeg blev overvældet af indtryk mine øjne aldrig har beskuet før på dette sted, som meget få hvide mennesker har set. Trommer blev båret frem af mændene, der holdt sig til højre for os. De begyndte at drikke en gennemsigtig væske, som fik dem i en festlig tilstand, imens de begyndte at varme halsrørene op samt fik hænderne på trommerne. Kvinder og børn i alle aldre blev samlet til venstre for os. Jeg fik af vide, at vi skulle vente lidt, og i en følelse af anspændthed, fik jeg taget min telefon op for at kigge på klokken, hvorefter jeg mildest talt blev overfaldet af børn, da de så en IPhone med touchskærm og mit logo som baggrund, der lignede noget, de aldrig havde set før. Jeg skyndte mig naturligvis at se mig omkring, hvordan reaktionen fra de ældre var, men det så ud til at være helt fint for dem. Så åbnede jeg endnu engang mit galleri med fiskebilleder på telefonen, og det blev en intet mindre end ubeskrivelig oplevelse at vise dem, hvad der også fandtes af store fisk ude i verden. Midt i det hele begyndte en lille dreng med en stor gryde på hovedet at skrige af sine små lungers fulde kraft, og løbe så hurtigt kan kunne blandt skrigende høns og kyllinger, der skyndte sig af komme af banen gennem pladsen til lyden af alle der grinede.

Pludselig begyndte Kibi Kibi dansen, ved at en lokal i et kostume kom løbende ind på pladsen. Så kom den ene efter den anden i forskellige kostumer med forskellige slags spyd og ting i hånden de dansede med, imens mændene slog rytmisk på trommer og sang uforklarlige ting op imod himlen. Det var en meget intens oplevelse. De løb jævnligt hen til mig og lignede nogen, der kastede noget over mig, eller pegede på mig med diverse ting, som de havde i hænderne. Børnene og kvinderne dansede omkring dem, og der var et par hellige børn, der slog på nogle klokker, og ting jeg ikke anede hvad var, mens de nogle gange jagede denne spirituelle skikkelse, der dansende rundt på pladsen. Hele oplevelsen var helt igennem autentisk og unik. Dette stod på i timevis i den varme sol i en sky af støv, som jeg var 100% tilstede i.

Da jeg kom tilbage, og hele det spirituelle ritual var overstået, fik jeg at vide, at jeg ville få min fisk næstkommende dag. Så donerede jeg alt, hvad jeg havde til opbygningen af en skole for alle børnene i landsbyen. Denne dag blev endnu en blanker, men denne spirituelle oplevelse ville det færreste kunne hamle op med oplevelsesmæssigt. Vandet var faldende i floden, hvilket var et godt tegn, og troen var større end nogensinde til næste dag. Både inde i mig selv men også fra folk omkring mig. Pladen var fuld, jeg vidste hvad jeg lavede og havde med at gøre, jeg var det rigtige sted, der var kun tre dage tilbage at fiske i. Tre er mit lykketal, og nu havde jeg det spirituelle med mig. Jeg kunne mærke, at den var på vej! Fisken havde været så tæt på to gange, det var bare at holde fokus og fortsætte med at gøre mit allerbedste.

 

 

Hugget fra monsterfisken

Jeg vågnede med et sæt ekstremt tidligt den morgen, og følte mig trods alt fuldstændig energifyldt. Afsted gik det, så snart alle var klar. Imens sank jeg et par æg på vej ud til spottet, som jeg havde besluttet at blive på endnu engang fra solopgang til solnedgang. Dagene var begyndt at flyde i ét, som jeg aldrig havde prøvet det før. Årsagen var de ufattelige mængder af timer siddende i en plastikstol i en håndskåret trækano vuggende i vinden, psykotisk stirrende på den lille røde prik langt ude i den brune vandmasse. Det blev nærmest en helt psykedelisk tilværelse, men jeg havde en anderledes følelse for dagen i dag, da jeg nu også havde fået det spirituelle og åndelige med mig, som efter sigende altid har været en stor del af at skulle fange denne demon fish.

Timerne gik mod formiddagen, og jeg sad slavisk og gentog bevægelsen oppe i hovedet for tilslaget til fisken, der skulle falde i første sekund. Det var nødt til at være en ren refleks reaktion, da der ikke var tid til at tænke. Og så – ud af ingenting skete det! Hjulet satte i et skrig uden lige, et lynhurtigt og hårdt tilslag blev givet, og der var maksimalt pres på stangen, som bukkede helt ned til håndtaget med det samme. Fisken fortsatte ustoppeligt væk i et par sekunder og derefter slap vægten fra fisken. Jeg satte med det samme i den hurtigste indspinning min trætte krop overhovedet var i stand til, da jeg vidste, at disse fisk pludselig kunne vende rundt og svømme imod mig med langt højere fart, end jeg ville kunne følge med. Men fisken var væk. Jeg kiggede op imod himlen, fuldstændig stakåndet i adrenalinkick og brølede et langt og rungende ”fuuuuck” ud i Congo, imens jeg klappede sammen ned i bunden af den våde trækano i total stilhed. Jeg kunne ikke have gjort noget anderledes, og jeg kunne ikke have været hurtigere over fisken. Netop der kom jeg i tanke om flokteorien, så nu var det bare op og fortsætte, hvis dette virkelig var den eneste dag, hvor jeg fik flere chancer.

Som jeg sad der fuldstændig klar igen, gik det op for mig, at det nærmest var et under, at mit første hug fra denne fisk faktisk sad på et stykke tid, og det gav mig kun endnu mere blod på tanden, mens jeg huskede på, at den ikke blev kaldt for det sværeste ferskvandsmonster i verden at fange for ingenting. Én ting er forholdene den lever i, og hvor langt der er imellem dem, men som sagt så er fisken, men sin benhårde kæft også præstation i sig selv at få et ordenligt kroghold i.

Et par timer efter skreg mit hjul igen. Det var fuldstændig tydeligt, at disse fisk rammer agnen i fuld fart, da der ikke var noget temposkift i lyden af hjulet. Det lød vitterligt som om, at du står på en motorvej og kroger en bil, der kører forbi i høj fart: 100% kraft fra første sekund. Men denne gang gav jeg tilslaget ud i ingenting, lige så lynhurtigt som første gang, men krogene havde overhovedet ikke haft fat i noget. Denne gang tog jeg det pænere, for jeg havde lige bekræftet for mig selv to gange, at trods den ubeskriveligt lange og hårde tur, så var jeg klar som aldrig før, når det gjaldt. Jeg skulle bare have mig et ordenligt kroghold, for fiskene var her i denne hvirvel lige nu.

 

 

Tigerfish – alle gode gange tre

Timerne gik, men nu med godt humør og tiltro til, at det blev i dag. Det hug jeg ventede på var mit tredje, og så skulle den bare sidde der. Jeg havde som sagt noget uforklarligt med det tal. En kobraslange kom svømmende ved siden af båden, og Charvy gik nærmest i panik, da jeg løb hen og lænede mig udover kanoens side for at få fat i dyret, som jeg nu engang aldrig kan lade hver med, men den var lige præcis så langt væk, at jeg ikke kunne nå den. Da den så, at jeg rakte ud efter den, vendte den rundt i vandet, rejste sit hovedet op, foldede nakken ud i den klassiske forsvarsstilling så dens flotte mønstre i skrigende gullig farve kunne ses tydeligt. Jeg sikrede, at mine polaroidbriller sad helt tæt, hvis nu den skulle spytte sin gift i hovedet på mig, som ville kunne gøre mig blind. Jeg tog min stang ned under slangen og forsøgte at se, om jeg kunne få den hen til mig. Charvy der kom løbende ned igennem kanoen med en åre i hånden, og han lignede en der troede, at jeg skulle dø, imens han råbte ”no no no!”. Pludselig svømmede den hurtigt ned i vandet og væk. Charvy viste mig med håndtegn, at han mente, jeg var kugle skør, mens jeg prøvede at forklare ham, at jeg også var fascineret af andre farlige dyr – lige så meget som fisk.

En time efter i hvirvlen, hvor vandet blev skubbet op nedefra i store paddehatagtige formationer, så jeg en goliath tigerfish 50 meter fra båden blive skubbet op i midten af én af dem, så både ryg og rygfinne kunne ses et par sekunder. Og den fisk var større end noget andet, vi havde set på denne tur. Hjertet sad helt oppe i halsen hvert sekund, og jeg holdt med et kronisk jerngreb om stangen, da alt tydede på, at det blev i dag. Timerne gik hen mod aftenen, og jeg begyndte at få ekstreme maveproblemer – enten af den hårde malariamedicin eller måske en bakterie jeg havde fået i mit system.

Lige inden solnedgang faldt mit tredje hug som et lyn fra en klar himmel. Der lød et kæmpe plask af fisken, der sprang ud af vandet langt væk med min lille malle i munden – samtidig med lyden af mit forpinte hjul. Jeg reagerede med det samme som de forrige to gange, og denne gang var der fast fisk, der for fuld smadder var på vej væk. Fisken vendte rundt flere gange i højt tempo, så hjulet skulle straffes for at følge med, og jeg præsterede at holde fisken på. Heldigvis sprang den ikke yderligere, idet Charvy frigjorde kanoen, som gled med strømmen ud i det store åbne vand til fisken.

Jeg sagde ikke et ord gennem hele fighten, udover da Charvy skulle komme med slyngen, da dette ikke måtte gå galt, og krævede fuld tilstedeværelse samt minimal reaktionstid. Da fisken kom hen til kanoen, tog det lige så lang tid at få den sikkert i slyngen, og det krævede et par forsøg under den mest betænksomme fight i mit liv, da jeg hele tiden skulle være forud i fighten med denne fisk, fordi alt gik så hurtigt, da den tvang os til at løbe rundt i kanoen. En perfekt landingsmulighed viste sig, men Charvy brændte den, da han ikke havde slyngen langt nok nede og vandret, så fisken kunne glide ind i den ved siden af kanoen. Desværre fik han holdt den for lodret, hvilket resulterede i, at han fik verdens største bad, da fisken manøvrerede rundt og væk igen. Men den næste gang lykkedes det: Jeg smed stangen, klappede slyngen sammen om fisken, og lynede siderne til, så den ikke kunne svømme ud og var sikret. Og så kom der ellers et stort sejrsbrøl og en dyb vejrtrækning, imens jeg kiggede på det fantastiske væsen. Jeg havde gjort det! Dagen efter Kibi Kibi dansen som fortalt af de lokale – og som mit tredje hug, landede jeg min goliath tigerfish fra Congofloden i Afrikas mørke hjerte. Forløsningen var ulig noget jeg havde prøvet før.

 

 

Jubelråb ved floden

Vi skyndte os ind til land med fisken til det nærmeste sted, hvor det var muligt på den jungleklædte bjergside at stå ved vandet. Her lavede vi nogle hurtige fotos af fisken til lyden af dens sammenklappende kæber der bankede sammen – i et klask med de overdimensionerede imponerende tænder i ny og næ. Personligt synes jeg, det er fuldstændig meningsløst at veje og måle fangster, der er for sjældne til at udfylde en PR-liste, og gør det derfor sjældent, når jeg er på fiskerejser. Og – der var alligevel heller ikke plads til at kunne have de remedier med i de i forvejen overfyldte rejsekufferter og tasker, så den blev ikke vejet. Desværre gled livet alt for hurtigt ud af det fantastiske dyr i mine hænder, hvilket selvfølgelig var meget ambivalent. Dette er tydeligvis virkelig den ufortalte historie om fisken. De holder simpelthen ikke til at blive fanget i langt størstedelen af tilfældene, da de giver alt, hvad de har i fighten. Men som i de andre scenarier ville det blive til mad til både os selv og landsbyen, hvor intet ville gå til spilde – og jeg ville få mit første stående trofæ med hjem.

Vi sejlede tilbage til campen, hvor jeg blev mødt af jubel, kram, skulderklap og highfives, da det stod klart, at jeg havde gjort det. De indfødte gik lynhurtigt i gang med at ordne fisken samt gøre trofæhovedet klar til tørring, mens bål og gryder blev varmet op til festmåltid, idet resten af fisken blev sendt til landsbyen. Det var med blandede følelser at spise den, men omvendt også en ære at gøre den til en del af mig for evigt imens jeg kiggede op i måneskinnet, fuldstændig ramt til grædegrænsen af ren forløsning over hvilken ekspedition det havde været, og hvad det havde krævet af mig at få denne fisk på samvittigheden. Med egen indsats, mit eget grej, i min egen kano og med min egen bådmand. Intet mindre end ubeskriveligt at have udlevet den drøm.

Da jeg tog min telefon op for at kigge lidt på fotos, gik der et chok gennem min krop. Det var første gang jeg så mig selv i uger, og jeg havde lidt et ekstremt vægttab på omkring 15 kilo kunne jeg se på billederne. Da jeg ikke rigtig har noget fedt på kroppen, er det tabte kilo, der virkelig kunne ses! Jeg måtte også erkende, som jeg lige følte efter, at de værste skader og skavanker i kroppen var meget værre end normalt. Men jeg havde sat alle følelser indeni og omkring mig selv fuldstændig til side under dette eventyr i ren udholdenhed og forsøg på overlevelse samt fokus på målet.

Da jeg gik i seng denne aften, var det selvfølgelig med en anderledes følelse end indtil nu, da hele min målsætning med turen var homesafe. Men det betød ikke, at der blev skruet ned de sidste to dages fulde fiskeri.

Næste dag var det op kl. 04:30, og jeg ved ikke, om det hjalp det på vej at se et billede af mig selv på dette tidspunkt, eller om det var nemmere at mærke efter, fordi presset overfor mig selv var væk, men da jeg rejste mig op fra min alt for lille og halv utætte luftmadras denne morgen, var min krop og mit sind mildest talt stærkt medtaget. Timerne gik denne dag som alle de andre dage, bortset fra dagen før selvfølgelig, med intet liv, samt endnu en kobra der svømmede i vandet tæt ved kanoen.

En ørn svævede lige pludselig få meter fra mit hoved og forsøgte at tage mit store flåd i vandet. Dagen gik selvfølgelig hurtigt for mig ved at sidde og tænke på alt det, der var sket på turen, og selvfølgelig dagen før – samt crave mad oppe i hovedet, da den såkaldte mad, der blev indtaget, nu mere var noget, der skulle overstås et par gange om dagen med en dyb vejrtrækning og nedtælling fra 3.

Større både sejlede forbi langt ude på floden med fuld beboelse på, der nærmest lignede noget fra Roskilde Festival. Som jeg tænkte på mit tydelige og ekstreme vægttab, gik det lige pludselig op for mig, da jeg kiggede på mit lår, at jeg kunne holde om det med to hænder. Og jeg kunne 100% skrive under på nu, hvad der helt præcist blev ment med alle de kendte titler denne fisk har på sig. Det blev til et tåretrillende øjeblik i stilhed, da jeg simpelthen ikke kunne være i mig selv over hvor stort det hele var og føltes, samt taknemmeligheden over at være et sted i livet, hvor jeg havde udlevet alle de drømme jeg havde haft, så længe jeg kunne huske. Det gav en ekstrem afslappende følelse indvendigt omkring min tilgang til meget og ikke mindst bekræftelsen i, at jeg kunne alt det, som jeg satte mig for. Lige meget hvad det var.

Der var konstant flydende lort i vandet denne aften i former af træer og sivtuer, og et lille besøg fra en sort Mamba blev det da også til. Charvy ville have elsket at spise den, men den var simpelthen for hurtig. Og dagen blev endnu en komplet halvdøgnsblanker. Da jeg kom tilbage til campen, var der fuld panik, fordi en af drengene, der havde sovet til middag, havde haft fornøjelsen af en gigantisk edderkop, der kravlede på hans bryst, og han var blevet bidt i armen, som var helt hævet. En kæmpe flagermus fløj over hovedet på os denne aften, hvor jeg gjorde alt klar til det sidste sats dagen efter. Og til køjs kom jeg med den irriterende overraskelse, at min luftmadras ikke længere kunne holde luft. Det blev bogstavelig talt nogle hårde nætter nu.

Det sidste forsøg efter goliath tigerfish

Klokken 04:30 stod jeg op fuldstændig badet i sved efter en varm og fugtig nat på jorden – klar til det sidste skud. Jeg piskede de andre afsted allerede lidt i seks, og vi alle var godt og grundigt velhængte for at sige det mildt.

Vi sad i det grå, blæsende og triste regnvejr det var den dag og smagte endnu en blanker nærme sig. Som timerne gik inden solnedgang gik agnen under flådet fuldstændig i panik, hvorefter den stoppede og gik i gang igen lidt efter. Jeg sad og tænkte på teorien jeg har hørt, om at GTF ikke bare tager hvad som helst; de kommer tilbage svømmende i cirkler og undersøger agnen om og om igen, til de til sidst – hvis de beslutter sig for det – svømmer ned, og skyder op mod overfladen i angrebet. Og derfor springer de tit fri af vandet med det samme.

Da hele dagen endnu engang var gået uden det mindste, besluttede vi at bruge de sidste aftentimer ved klippen igen. Det var en stor, høj, lodret afsats, der gik ned i vandet, hvor der blev dybt med det samme. Klippen var lavet af hærdet sand, og her bliver navnene ridset på dem, der har besejret Congoflodens goliath tigerfish. Da solen gik ned, og det ikke længere kunne forsvares at være ude, blev endnu et navn ridset i klippevæggen, inden stangen for sidste gang blev trukket ind.

I sekundet jeg løftede min agn for sidste gang ud af vandet, og vidste at det var slut nu, blev jeg ramt som et tog af en blanding af sult, træthed og hjemve som aldrig før. Vi sejlede tilbage for sidste gang, og jeg bed ekstra mærke i, hvor stor forskel der var på Congo på den ene side af floden, som var frodig af jungle eller bush, i forhold til Den Demokratiske Republik Congo, som så fuldstændig død og skrællet ud.

Vi sejlede tilbage og pakkede campen ned alle sammen, så kun vores telte, som vi sov i, stod tilbage. Traditionen tro fik jeg hældt munden fuld af Jack Daniels, direkte fra flasken af Davids hånd. Den håndfuld chokoladesmåkager og vingummier jeg lige fik med, nu da David ikke behøvede at have et lager mere af det til hans sukkersyge, sparkede mine smagsløg af led, og jeg kunne ikke længere vente med at komme hjem til Danmark og få noget ordentlig mad.

Vi kom sent i seng og skulle allerede op kl. 03 om natten, da vi havde en lang sejltur tilbage til civilisation. Lige inden sengetid havde jeg en mindeværdig snak med David og Kibamba, som erkendte, at jeg virkelig havde givet den alt, hvad jeg havde i mig, og at jeg skulle være ekstremt stolt af den ene fisk, samt at jeg altid var velkommen igen til fremtidige eventyr og ekspeditioner. Det betød selvfølgelig meget for mig, når det kom fra en kontakt som David, der har fanget alt i verden, og har fisket med alle de største af de største navne.

 

 

Hjem til Danmark

Klokken 0.3 var det ud af fjerene, og op fra jorden – godt mørbanket. Kl. 04:45 i buldermørke og uden sigtbarhed startede de halvsløje motorer på de overlastede og utætte trækanoer. Det blev en ubeskrivelig lang, kold og våd sejltur tilbage til Brazzaville siddende krøbet sammen bag hinanden.  Vinden og bølgerne, der bankede direkte i hovedet på os, gjorde os drivvåde, som bølgerne slog mod spidsen af kanoen og sprøjtede vand op i luften. Efter mange timers sejlads viste solen sig, og humøret blev løftet lidt, da der blev suppleret med lidt sjov i form af æggekast mellem kanoerne. Det ultimative spil var ovre, og alle glædede sig til at komme hjem!

Snart var vi tilbage til det samme hotel, hvor alt blev pakket ud og tørret på værelserne, hvorefter det mest velfortjente og tiltrængte bad i verden blev taget. Den ellers tørre gang kylling og ris jeg fik den aften var intet mindre end fantastisk, og følelsen af at lade en iskold Coca-Cola glide ned i den afrikanske varme, som jeg ikke havde kunne slippe væk fra på noget tidspunkt, blev intet mindre end uforglemmeligt.

Dagen efter stod vi for første gang op til normal morgentid, der virkede som at sove længe. Så pakkede vi alt det tørrende ned, og afsted gik det til Brazzaville Lufthavn efter at have sunket den fantastiske æggekage Kibambas kone og datter kom med, da der blev sagt farvel. Heldigvis var turen ud af lufthavnen mindre vanvittig, end da man skulle ind i landet til trods for de latterligt mange forskellige og underlige tjek. Og selvfølgelig sluttede de af med, at ville have ens kontanter, samtidig med at de ikke tog kort i resten af lufthavnen, så man ikke kunne få det mindste at drikke eller spise. Men intet kunne chokere mig nu.

Langt om længe lettede flyet. Det var befriende, at vi nu fysisk havde forladt dette kaotiske land, og det første fly fløj til Pointe Noire, for derefter at tage turen til Addis Ababa, hvor jeg faldt i en stangbyggersnak med en mand fra Freespirit, der henvendte sig til mig og spurgte til min Custom Sportex cap, Og han var blæst fuldstændig bagover, da jeg viste ham, hvad jeg var på vej hjem fra.

Næste flyvetur gik til Geneve, og derefter til Manchester hvor der blev taget afsked med David med et stort smil og skulderklap, for derefter at kunne vente en hel dag på et ekstremt forsinket fly tilbage til Danmark. Langt om længe fløj jeg over Sjælland, og så Danmarks mest magiske sø knivskarpt ned igennem skyerne. Aldrig har synet af Furesøen, der har udviklet mit danske storgedde fiskeri, været så rart.

Flyet landede på dansk jord, og alle mine ting var kommet med mig – heldigvis. Som jeg gik mod udgangen af lufthavnen var et lille skævt smil helt sikkert at finde på mine læber, da jeg var kommet i mål med alt det jeg satte mig for, og jeg var kommet helskindet hjem. Jeg havde alle mine ting med mig, havde fanget fisken over dem alle, og havde skrevet historie – selvom det holdt hårdt. Og synet af alle mine nærmeste, samt lyden af deres fejrende stemmer var ubeskriveligt. Turen gik herfra direkte til byens bedste restaurant, SELVFØLGELIG!

Den efterfølgende tid viste det sig, at jeg skulle være lige så lang tid om at komme mig fysisk og psykisk, oven på turen og det voldsomme vægttab, som ugerne jeg var afsted. Det var helt mærkeligt at komme tilbage til den hverdag, vi lever i i vores del af verden. Denne ekspedition havde fået mig til at reflektere over livsværdier på et helt nyt niveau, samt ændret perspektivet på både verdenssyn og selvbillede. Denne tur er utvivlsomt det hårdeste og største, jeg nogensinde har udrettet i mit fiskeliv. Men det krævede bogstaveligt talt ALT af mig – både som mand og fisker.

Inhaleret og gennemtygget af Congo

Congo inhalerede mig, gennemtyggede mig og spyttede mig ud igen. Men et stort stykke manglende – nemlig det som floden havde slugt, og som for altid vil være dernede. Men et nyt stykke af mig selv blev taget med hjem, og det har ændret noget i mig for evigt. Og for mig er det dét livet drejer sig om. At hoppe ud, hvor du ikke kan bunde i mørkt og dybt vand, og blive skræmt så du mærker allermest, at du er i live – alt imens du ser og mærker dig selv vokse, som du kæmper dig igennem det, til du har udlevet endnu en drøm. Hvis dine drømme ikke skræmmer dig, så er de ikke store nok!

Du kan følge Daniel på Instagram her.