Tæt på Cannes et stykke oppe i bjergene ligger den legendariske karpesø – Lac de St. Cassien – søen der om nogen engang i firserne var med til at give karpefiskeriet den kickstart, som på sigt førte til en enorm popularitet i Europa. Følg med Fisk & Fri’s webmaster Chiel Robben til det kendte storkarpevand

Af Chiel Robben

Thomas Holm spotter efter tegn på aktivitet. Optimismen var høj, selv efter seks fisketomme døgn!

Thomas Holm spotter efter tegn på aktivitet. Optimismen var høj, selv efter seks fisketomme døgn!

MED UDSIGT til en smuk solopgang sidder Thomas og jeg og nyder en friskbrygget kop kaffe fra Trangia’en. Solen giver en behagelig varme oven på en kølig nat. Det er den sidste morgen på turen, og på trods af at det også betyder, at vores vintertur til Lac de St. Cassien snart får sin afslutning, er det også en fantastisk morgen. For i vores to sacks ligger der nemlig store to spejlkarper, hvoraf den ene er over de magiske 20 kilo! For at få hele historien om vores rejse, bliver vi nu nødt til at spole tiden ni døgn tilbage..

En iskold fredag kører vi de 1800 kilometer gennem Europa for at komme til Lac de St. Cassien. Ved ankomsten er vi helt oppe at køre – endelig er vi ved det legendariske vand.

Efter 18 søvnløse timer i en bil overlæsset med grej er dette skilt en forløsning.

Efter 18 søvnløse timer i en bil overlæsset med grej er dette skilt en forløsning.

Gigantkarpen melder sig ved den franske sø!

Fiskepladserne ved søen er svært tilgængelige, og med undtagelse af få pladser foregår al transport med gummibåd. På magisk vis lykkes det os at læsse to fulde karpeudrustninger med i alt 6 stænger, net, mats, tasker, rygsække, bedchairs, chairs og bivies ned i vores to gummibåde, så vi kan sejle ud til pladserne. Samtidig med, at vi sejler rundt til de forskellige pladser, holder vi nøje øje med ekkoloddet og dybderne, der varierer utroligt meget fra 3 til 30 meter. Til slut finder vi endelig en god plads i vestarmen med masser af lavt vand på 4-5 meter og en god slugt, hvor dybden stiger til 8 meter, hvilket er en stor fordel under vinterfiskeriet i Cassien.

Resten af dagen går med at fodre op og kaste taklerne ud på de ønskede fiskespots. Dagen efter er der intet sket, og sådan fortsætter det på trods af forskellige taktikker de næste seks døgn, men det kan være realiteten ved vinterfiskeri. Nogle gange kan der gå utrolig lang tid før der kommer en flok sultne karper forbi. Men den næst sidste nat sker det, vi har håbet og ventet på endelig! En fisk forbarmer sig over en af Thomas’ boilies, og efter en god, men også meget rolig fight, kan jeg nette vores første vinterkarpe fra Cassien – en spejlkarpe på 15,9 kilo! Endeligt lykkedes det! Næste morgen bliver fangsten fejret med en lækker brunch med røræg, bacon og baked beans.

Simple, men stærke rigs er en absolut nødvendighed for at have en chance, når drømme­karpen samler agnen op.

Simple, men stærke rigs er en absolut nødvendighed for at have en chance, når drømme­karpen samler agnen op.

Sidste døgn ved Cassien – vinterens kæmpekarpe er i sigte

Det er sidste døgn på turen, og vi ved nu, at der var fisk i området. Jeg fisker to af mine stænger med Mainline Fusion boilies og den sidste med en snowman montering af en synkende boilie og en fluorescerende gul popup boilie fra Mainline med ananas-smag

Midt i nattens mørke hører jeg Thomas bidmelder hyle, og allerede få minutter senere kan jeg nette en spejlkarpe på enorme 20,1 kilo for ham. To timer efter sker det igen! En karpe samler min snowman-agn op fra bunden af en slugt på otte meter vand, men denne karpe kan jeg ikke holde. Fisken fortsætter langsomt og tungt hen langs bredden, men da jeg har fulgt fisken 50 meter runder den en pynt med skarpe klipper, så jeg kan mærke min tykke flourocarbon leader skrabe mod klipperne. Jeg holder stangen så langt ud over vandet jeg kan, samtidig med at jeg lægger et maksimalt pres på fisken. Heldigvis stopper fisken op, så jeg får en chance for at få den op. Langsomt lykkes det mig at pumpe den gradvist op mod overfladen, og i pandelampens skær kan vi se en stor og lang spejlkarpe glide i nettet. Aldrig har jeg set så smuk en fisk – en lang og muskuløs lineær spejlkarpe på 17,1 kilo. En magisk nat – og et fiskeri vi sent vil glemme.

Den sidste nat gik drømmen i opfyldelse! Chiel Robben med en gudeskøn vinterkarpe på 17,1 kilo fra karpefiskernes mekka, Lac de St. Cassien.

Den sidste nat gik drømmen i opfyldelse! Chiel Robben med en gudeskøn vinterkarpe på 17,1 kilo fra karpefiskernes mekka, Lac de St. Cassien.

Legendariske Cassien – hjemsted for de franske drømmekarper

Cassien har en legendarisk status blandt karpefiskere i hele verden. Det var her hele bølgen med karpefiskeri i udlandet startede, da engelske karpefiskere hørte rygter om ekstremt store karper i et fuldstændigt jomfrueligt fransk vand. Karpefiskere som Kevin Ellis, Rod Hutchinson og Max Cottis startede alle deres kontinentale karpefiskeri i Lac de St. Cassien, hvor de fangede enorme karper i en tid, hvor man ikke turde drømme om, at der fandtes så store karper. I 1985 lagde Max Cottis ud med en enorm fisk på 31,1 kilo, hvorefter Kevin Ellis i 1986 fangede sin berømte spejlkarpe på 34,45 kilo. Sidenhen spredte rygtet sig om kæmpekarperne fra den 370 ha store sydfranske sø sig hurtigt, og i dag kan vandet næppe kaldes jomfrueligt. Der er karpefiskere fra mange forskellige nationaliteter ved søen hele året rundt, men det bidrager også til en helt unik stemning. Søen er så kendt, så der er ikke noget at skjule – og de fleste deler gerne ud med tips og tricks til fiskeriet. Selvom der er mange fiskere ved søen, er de store karper der dog stadig. Fiskepresset er naturligvis stort, så vandet er ikke let, på trods af at man kan opleve sit livs fiskeri ved søen.

20,1 kilo ægte lystfiskerglæde i favnen på Thomas Holm.

20,1 kilo ægte lystfiskerglæde i favnen på Thomas Holm.

Det særlige vinterkarpefiskeri i Cassien – monstrenes sø på lavt vand

Vinterfiskeriet i Cassien er noget ganske specielt. Til forskel fra de hjemlige vintre, hvor karperne trækker ud på søernes dybe partier, trækker karperne i Lac de St. Cassien ind på lavere vand om vinteren, hvorimod de om sommeren ofte trækker ud på dybere vand på over 8 meter. Det skyldes, at iltniveauet i vinterhalvåret er højere i de øvre vandlag modsat om sommeren, hvor det lidt køligere og dybere vand har det højeste iltniveau. Desuden findes der om vinteren mere føde på lavt vand.

Søen er delt op i tre forgreninger: syd-, vest- og nordarmen. Vest­armen er den mest lavvandede del, og ligger samtidig også ind mod naturreservatet, hvor der er fiskeri forbudt. Af denne grund er pladserne i vestarmen de mest eftertragtede i vinterhalvåret. Også i sydarmen er der en del lavvandede områder, men den er til gengæld noget mere vindeksponeret, så vandet hurtigt kan blive afkølet i en koldfront

Vinterfiskeriet i dette legendariske vand er noget helt specielt, og tager du af sted, så husk at væbne dig med tålmodighed og en god kammerat til de mørke aftener. Har du en smule held med dig, kan du komme til at opleve dit livs karpefiskeri!

 

Subbook

Takler og grej til karperne i Cassien

Benyt simple og stærke takler. Vi brugte Korda Hybrid i 20 pund og str. 4 Korda Kurv Shank og Wide Gape kroge, der begge er stærke og super skarpe. Lodder på cirka 100-140 gram er passende, og vælg dem i Grippa-udforming så de ikke glider ned at de stejle skrænter. Linen skal være en slidstærk nylonline på 0,40mm som Gardner GR60 eller Korda Subline – gerne med en leader af 0,50 mm flourocarbon på cirka 20 meter. En god nylonline er bedre til at modstå de skarpe sten end en fletline, der kan blive skåret over så let som sytråd. Stængerne skal have parabolsk aktion med en testkurve på 3-3,5 lbs, da fighten ofte foregår fra båd. Hjulene skal have en god bremse og gerne være af big pit-typen. En god gummibåd er selvsagt uundværelig – både til transport mellem pladserne samt til at fighte fisk. Husk også godt med varmt tøj, en god bivy og en varm sovepose. Selvom det kan blive op til 15 grader om dagen kan temperaturerne nemt falde til -10 grader om natten!

Fiskekort

Fiskekort til Cassien købes i indkøbscenteret Le Clerc i byen Monteauroux. D37 følges mod vest. Når du ankommer til den første rundkørsel tager du 3. afkørsel mod Zone d’Activetés. I næste rundkørsel tager du 2. afkørsel. Efter cirka 1,5 km ankommer du til Le Clerc på højre hånd. Fortsæt til den bagerste parkeringsplads og spørg efter »carte de pêche« i bladkiosken. Prisen €65 for et årskort og €30 for et 7-dages kort

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This