– Sidste weekend var jeg med på ISK’s årlige klubtur til Skanderborg, hvor der skulle fiskes gedder, aborrer og sandart. Sådan lyder der fra Thoke Wistoft. – For Ulriks og mit vedkommende blev det dog mest til gedder, eftersom der er langt mellem sandarterne, og fordi det er lidt svært at hive sig selv op til at fiske efter aborrer på 300 gram, når vi har +2 kilos fisk i baghaven hjemme i Ishøj.
– Det var klart hyggen, der var i højsædet, så vi dørgede med agnfisk hele weekenden. Rigget agnfisken monteres på består for os af et stykke wire monteret med 2 stk. VMC 7547CB str. 4 trekroge. Wiren en bundet sammen med et stykke Sufix fluorocarbon i 0.37mm. Vi fisker altid med bremsen koblet fra, og knarren slået til, så vi kan registrere hugget med det samme – også selvom man lige har ryggen til. Jeg dørgede med på Okuma Komodo SS 364, som er et af de få lavprofils hjul på markedet, der har knarre. Samtidig er det et bomstærkt hjul til jerkbait fiskeriet.
– Fiskeriet var rigtig fint med gedder op til 7 kilo, så ud over en hyggelig social tur, var det faktisk også en rigtig god fisketur.

Her kan du se de to gutters favoritkroge og forfang til geddefiskeri med agnfisk.

Et low profile multihjul med knarre er et rigtig godt valg til fiskeri med agnfisk fra båd.