Hvad ved du egentlig om fiskens hørelse? Kan fisk høre, når man taler over vand? Hvad registrerer sidelinjen? Kan fisk lokalisere en lydkilde uden brug af andre sanser? Følg med biolog Kasper Ramkær og udnyt denne viden til at effektivisere dit eget fiskeri.
Tekst: Kasper Ramkær

På torsken og mange andre fisk ses sidelinjen tydeligt. Gennem denne fornemmer fisken trykbølger fra eksempelvis byttedyr. Dette kan specielt udnyttes i uklart vand, hvor fiskens syn er sat ud af spil.
PÅ EN BRUNVANDET FLOD i Spanien sidder to mand i en jolle med et par kraftige stænger rigget til med to-kilos karper. De kigger koncentreret på ekkoloddet, men der er ikke skyggen af rovfisk. Alligevel slår de gang på gang i vandet med en træpind, som ender i en rund flade. Det giver en hul og sugende lyd, som forplanter sig under båden. Efter af have slået i vandet i cirka 20 minutter sker det. Karperne bevæger sig uroligt rundt, da en to meter lang kæmpemalle stiger op fra bunden, idet den tegnes tydeligt på loddet. Sekundet efter dykker flåddet ned i det brune vand…

Labyrinten er benfiskenes høreorgan – og det sidder lige bag fiskens. Så hvis der er nogen der kan høre – så er det dem.
Dette er blåt et af talrige eksempler på, hvordan lyd kan bruges til at tiltrække fisk eller udløse deres hugrefleks. Redskabet kaldes en »klonk« og er så effektiv, at den visse steder er forbudt. Den europæiske kæmpemalle er en glubsk rovfisk, men dens øjne er ganske små og næppe virksomme i det uklare vand. Til gengæld har den en meget højt udviklet hørelse – og dette ved de lokale fiskere. De fleste lystfiskere herhjemme har også en ide om, at rovfisk kan tiltrækkes ved lyd. Gedder, sandart og aborre menes at kunne tiltrækkes af lyden fra jagede byttefisk. Selv når vandet er for mørkt til, at synet kan fungere optimalt, er disse fisk i stand til at lokalisere bytte ved hørelsen og sidelinjesystemet. Også havørredfiskeren på natfiskeri ved, at en agn som en gang i mellem bryder overfladen i små plask kan skabe ekstra tiltrækning. Nogle woblere er udstyret med rasleperler for at skabe ekstra opmærksomhed. Videnskabelige forsøg, hvor fisken var frataget syns- og lugtesansen, har også vist, at de stadig kan fange byttet udelukkende ved hjælp af hørelsen. Men hvordan laver man de rigtige lyde, så man ikke kommer til at skræmme fisken i stedet? Her er det værd at have en forståelse af hvad lyd er, og hvordan lyd opfattes hos fisk.

Labyrinten hos benfisk. Skraverede område indeholder sanse-celler. Utriculus har hovedsageligt med ligevægt at gøre mens laguna og sacculus registrerer lyd.
HVAD ER EN LYD? Lyd kan beskrives som skiftevis over- og undertryk i forhold til det omgivende tryk. Om vi kalder det lyd eller trykbølger afgøres af, om trykbølgen kan registreres i et lytteorgan eller ej. Disse »lydbølger« har en bestemt udbredelseshastighed. Hastigheden afhænger af, hvilket stof lyden bevæger sig i. Eksempelvis er lydens hastighed i luft ved 15°C 340 m/s og i vand 1485 m/s. Lyden bevæger sig også med forskellig frekvens. Frekvensen er antallet af bølger per sekund. Mennesket kan i deres unge år registrere frekvenser mellem 16 Hertz (Hz) og 20.000 Hz (20 kHz). Frekvensen afgør, hvor høj eller lav – populært kaldet dyb – en lyd opfattes. Høj frekvens giver en høj lyd – eksempelvis myggens svirren. Ultralyd, som kendes fra scanninger indenfor hospitalsvæsnet, er defineret som frekvenser over 20 kHz og infralyd frekvenser under 20 Hz. Lydtrykket eller lydstyrken angives ofte i decibel (db) og angiver, hvor kraftige svingninger lyden laver – også kaldet amplituden. Kraftigt lydtryk er eksempelvis, når man skruer helt op for stereoanlægget. Slås en streng an på en kontrabas, vil denne altså skabe skiftevis over og undertryk omkring sig og dermed sætte luften i svingninger. Disse vil forplante sig fra molekyle til molekyle og opfattes af mennesket indre øre. På samme måde vil svingninger i vandet opfattes af mallen, når der som i ovenstående eksempel benyttes »klonk«. Men hvordan opfanger fisken så disse lydbølger.

En specialiseret fælleskarakter for karpefiskene er det weberske apparat, som er en kæde af småknogler, der forbinder svømmeblæren med det indre øre og dermed forstærker hørelsen. Skal du afsløre boilieopskrifter bør det derfor foregå diskret.
HVORDAN HØRER FISK? Fisk benytter to strukturer til at registrere lyd og trykændringer – labyrinten og sidelinjesystemet. Yderligere benytter nogle fisk svømmeblæren til at forstærke lydsignaler. Labyrinten er en struktur, som findes indlejret i fiskens kranie umiddelbart bag øjnene. Denne består hos benfisk af tre buegange samt tre større udposninger. Specifikke områder i labyrinten er beklædt med »hårceller«, som viderefører informationer om lyden til nervesystemet og hjernen. Disse hårceller består af en enkelt celle beklædt med hår, som stikker ud i væsken i labyrinten. Når disse hår bøjes eller sættes i svingninger, vil det sende signaler til hjernen. Over disse sansehår er placeret kalkholdige strukturer, som kaldes øresten eller otolither. Disse kan nemt findes ved at åbne kraniet på eksempelvis torsk. Massefylden af disse er større end fisken og ved acceleration eller ændret position i vandet, vil den »halte efter« fiskens øvrige bevægelse og derved bøje sansehårene. På denne måde kan labyrinten også give signaler om ligevægt og bevægelse – og kaldes derfor også ligevægtsorganet.
De to nederste udposninger i labyrinten er specielt knyttet til lydopfattelse, mens de øvrige registrerer ligevægt. Ser man på orienteringen af de tre buegange, står de næsten vinkelret på hinanden i rummets tre planer. Derved kan fisken opfatte sin position i det 3-dimensionelle rum. Samtidigt kan fisken bestemme retningen på lyden under vand – i modsætning til mennesket, hvilket er værd at vide under fiskeri i eksempelvis uklart vand. Studier af guldfisk, karper og torsk viser, at de med stor præcision kan lokalisere en lydkilde uden brug af andre sanser.

Her ses ørestenene – også kaldet otolitherne – der mens fisken er i live ligger i fiskens labyrint. Har man kogt suppe på fiskehoveder, vil disse hårde hvide sten ofte ligge i bunden af gryden. Otolither bruges i videnskabelig sammenhæng til at bestemme fiskens alder, ligesom på træets årringe.
HVAD REGISTRERER SIDELINIESYSTEMET? De fleste kender sidelinjen, som løber langs fisken lige under huden. Denne består af en slimfyldt kanal, som gennem små porer har direkte kontakt til det omgivende vand. Afhængigt af art, forgrener disse kanaler sig ud på fiskens hoved. Porerne kan ses med det blotte øje – eksempelvis hos gedden. Videnskabelige undersøgelser har faktisk vist, at gedden fanger lige så mange byttefisk i uklart som klart vand. Så grumset vand eller mørke er ikke nogen undskyldning for ikke at fange gedder. Man skal bare udnytte, at gedden bruger andre sanser end synet.
I kanalerne i sidelinje-systemet er der, ligesom i labyrinten, placeret hårceller, som reagerer på trykændringer. Man mener primært, at sidelinjen registrerer lokale trykændringer i vandet omkring fisken. Bevægelsen fra en angribende rovfisk kan derfor opdages i mørke eller uklart vand. Men også byttefisk kan registreres, og her er det vigtigt, at få agnen til at imitere byttefisken. Vi kender alle den super flotte wobler, som bare ikke virker optimalt. Eller hvordan en levende agn totalt kan udkonkurrere kunstagn ved svært fiskeri. Her vil det ofte være den rette gang – og dermed udsendelsen af trykbølger – som afgør om hugget falder.
Når trykbølger fra fiskens egen bevægelse kastes tilbage fra faste strukturer, som klipper og plantevækst, giver det fisken et billede af dens 3-dimentionelle omgivelser. Lidt ligesom et ekkolod. Mange har sikkert også undret sig over, hvordan stimefisk kan bevæge sig fuldstændigt synkront, selvom stimen udgør flere tusinde individer. Registrering af trykændringer i sidelinjesytemet spiller her en afgørende rolle. Vadefiskeren kender sikkert også betydningen af at tage et par korte kast, før der vades ud i vandet. Selvom vi vader helt stille, efterlader vi store trykændringer i vandet, som fisken nemt registrerer.

Kunstagn som laver en masse larm og bevægelse i overfladen – fx spinnere, kan fisken registrere på afstande som langt overgår synets rækkevidde.
HVOR GODT HØRER FISK? Der er store variationer i det hørbare frekvensområde for fisk. De fleste fisk kan høre frekvenser mellem 800 Hz og 3 kHz. Når fisk frembringer lyde – fx knurhanen, som sætter svømmeblæren i svingninger, er det oftest i et interval under 1000 Hz, hvilket understøtter, at netop dette område er hørbart. Nogle arter inden for sildefisk kan registrere ultralyd med frekvenser helt op til 180 kHz. Dette er sandsynligvis et værn mod angreb fra delfiner, som netop bruger disse lyde til at registrere byttefisk.
Der er altså ikke noget entydigt billede af, i hvilket område fisk hører bedst. Man må selv gøre sig erfaringer med den enkelte fisk. Dog er det vigtigt at vide, at nogle fisk registrerer svage lydstyrker langt bedre end andre. Svømmeblæren gør, at lydsvingninger forstærkes i overgangen fra vand til luft. Derfor hører fisk med svømmeblære generelt bedre end eksempelvis hajer, som ikke har udviklet dette organ. Det udnytter nogle fisk til fulde ved at have forskellige mekanismer, som sætter svømmeblæren i forbindelse med det indre øre – labyrinten. Eksempelvis har nogle sildefisk et rør, som forbinder disse. Karpefisk og maller har udviklet en udvækst fra rygsøjlen, som netop skaber forbindelse mellem det indre øre og svømmeblæren, og derved forstærker lydstyrken. Dette gør, at den europæiske malle, netop kan tiltrækkes over større afstand, da dens hørelse er forstærket. Samtidigt skal man huske, at lyd bevæger sig meget langt og hurtigt i vand. Lyd kan altså tiltrække fisk over meget store afstande. Her er det netop, at lyden har sin fordel.
Agn som udelukkende virker visuelt har en kort rækkevidde, og duften fra en agn er lang tid om at virke over større afstande. Rasleperler og andre lydeffekter, som efterligner en agnfisk, kan altså optimere fiskeriet, fordi agnen kan registreres på langt større afstande. Dybe lyde bevæger sig også over større afstande, da de øvrige frekvenser hurtigere »filtreres« fra, når de rammer forskellige objekter i vandet. Måske er det en af grundene til at det netop er en dyb, sugende lyd som er effektiv til at tiltrække maller.
SKAL MAN VÆRE STILLE, NÅR MAN FISKER? Dette afgøres i høj grad af fiskens generelle adfærd og placering i fødekæden. Hvis fisken er vant til at jage stimefisk til overfladen og angribe i flok, kan støj i vandet være direkte tiltrækkende. Tropiske fisk som guldmakrel, sailfish og marlin, tiltrækkes af postyr i båden samt de store plask overfladeagnen laver. Sandsynligvis imiterer dette en stime byttefisk, som allerede er jaget til overfladen og derfor er nemme at fange. På en tur til Ascension Island benyttede lokale fiskere en teknik, hvor en lang bambusstang blev slået hårdt i overfladen, hvorefter en fiskeimitation blev plasket af sted i overfladen. Larmen tiltrak stimer af store tun. Omvendt kan fx ørreder og multer have en meget sky natur, hvor den mindste lyd, får dem til at flygte. Studier har vist, at »støjen« i fiskens omgivelser ofte er værd at have med i overvejelserne. For at fisken kan opfatte en specifik lyd, skal den være cirka 20 dB højere end baggrundsstøjen. Har man en dag med kraftig vind, bølger og regn, behøver man altså ikke færdes nær så forsigtigt, som på en blikstille dag. I princippet kan fisk også høre et ekkolod, hvis deres hørelse ligger i det rette område. Et ekkolod kan typisk sende med to frekvenser, 50 og 200 kHz. Har fiskene en tendens til at spredes, når man gang på gang sejler over dem, bør man overveje om de rent faktisk opfatter og skræmmes af lydbølgerne fra loddet. Men det afhænger naturligvis igen af den enkelte art.
KAN FISK HØRE, HVAD MAN SIGER OVER VAND? Et andet interessant spørgsmål er, om man kan tillade sig at snakke under fiskeri. Her er det vigtigt at se på overgangen af lyd fra luft til vand. Da vanddyr for millioner af år siden gik på land, blev deres hørelse stærkt reduceret. Deres indre øre var fyldt med væske. Væske presses ikke så let sammen som luft, og yder derfor større modstand mod at blive sat i svingninger. Derfor overføres lydbølger fra luft kun i ringe grad til vand. Man kan derfor roligt tale normalt i de fleste fiskesituationer. Nutidens landdyr har løst problemet med at få væsken sat i svingninger, gennem udvikling af trommehinder og forskellige høreknogler. Det er langt vigtigere, hvordan man bevæger sig omkring fiskevandet. Tramp i jorden vil sætte denne i svingninger, og da jord har en høj massefylde, vil vandet også let blive sat i svingninger. Disse trykændringer vil let registreres af fisken som beskrevet ovenfor. Når ens gamle morfar tyssede på en, med alvorlig mine under geddefiskeriet, var det måske mere stemningsskabende end af vigtighed for selve fiskeriet. Derimod var det yderst relevant, at man blev gjort opmærksom på at sidde stille i båden eller på brinken.
HVORDAN BRUGER MAN LYD UNDER SIT FISKERI? Der er altså ikke nogen entydig opskrift på, hvordan lyd skal bruges i fiskeriet. Hvor stor betydning hørelsen spiller ved det enkelte fiskeri, skal ses i forhold til art, omgivelser og metode. Som i så mange andre aspekter af lystfiskeriet, må man selv ud og gøre sig sine erfaringer – og dette er jo netop charmen. Men det kan fastslås, at fisk har veludviklet hørelse, og at den kan bruges i fiskeriet – både med hensyn til at optimere sin agn, fiskemetode og egen adfærd. Så det er bare med at komme ud og eksperimentere.