Fisk & Fri’s Karsten Bech har dyrket P&T-fiskeri i over 20 år. Her får du hans top 10 over lette genveje til flere fangster i Put & Take-søen.
Af Karsten Bech

De tre uundværlige – tang, saks og priest. Det lyder mærkeligt, men disse tre småting er en sikker genvej til flere fisk. Når en fisk er kroget og landet, er det med hurtigt af få den afkroget og aflivet, så man kan fiske videre. Saksen bruges til at klippe linen over når en fisk er kroget dybt. Især ved fiskeri med Powerbait oplever man ofte fisk der er kroget meget dybt. Det er bedre at klippe linen over og lade krogen sidde i fisken, end at bruge 5-10 minutter på at få krogen ud. Læg i øvrigt mærke til tasken, som ud over fire æsker med alskens isenkram, indeholder alt det grej jeg bruger på en fisketur.
Flere fangster af regnbuer i P&T-søen – 10 afgørende råd fra Karsten Bech
1: Hold orden på endegrejet
Det var en onsdag aften, hvor solen stod i den rette vinkel, til at man kunne se et godt stykke ned i vandet langs en sivkant. Stedet er et af mine yndlingssteder, og mange regnbuer har hugget langs denne sivkant. Jeg fiskede med en gennemløber i rød grøn, og efter et par kast følger en skygge efter gennemløberen. Det er en stor regnbue som svømmer bag gennemløberen, og af og til puffer forsigtig til den. Helt inde ved stangtoppen vender fisken. Jeg kaster igen, og fisken følger straks efter igen. Men den hugger ikke. Tredje kast og det samme sker. Fisken følger efter, og vender helt inde ved stangtoppen. Fisken svømmer ud til sivkanten, hvor den cirkler rundt. Jeg beslutter at skifte til en lille spinner. Et trick der ofte kan få følgere til at hugge. Jeg skynder mig at finde blinkæsken frem. Men med den samlermani der tilsyneladende følger alle lystfiskere, har jeg fået fyldt æsken til randen med spinnere, woblere, blink osv. Da jeg forsøger at få den lille spinner op af æsken, følger der to blink og en wobler med, og da jeg endelig får befriet spinneren, er fisken væk. I dag har jeg styr på mit endegrej. Jeg benytter en grejtaske, som indeholder fem æsker, som rummer alle mine spinnere, blink, flåd, kroge osv. Den megen plads gør, at mine agn ikke ligger i bunker, men enkeltvis eller to til tre stykker i samme rum. Desuden giver tasker af denne type mulighed for at medbringe stort set alt ens grej, inklusiv glas med Powerbait, forfangsline osv.

En regnbue giver alt hvad den har i fightens sidste minutter. Grejet er toptrimmet, og landingsnettet er klar til brug. Langskaftede net med dyb netpose er perfekte til landing af de store regnbuer. Køb gerne et net af den type der bruges til bådfiskeri. Selv fortrækker jeg et net af typen Devilfish boatnet fra Kenetic
2: Varier fiskeriet
Alt for mange fiskere fokuserer på en bestemt metode når de fisker i P&T. Ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting, men på lang sigt giver det væsentlig flere fisk at beherske, og benytte, flere forskellige metoder. Jeg har ofte oplevet dage hvor det var spinnefiskeri der gav fisk om morgenen, i løbet af formiddagen var det bombardaflåd og jighaler der gav fisk, om eftermiddagen var det medefiskeri med majs der fungerede og under aften var det fluestangen der gav alle fiskene. Men at variere sit fiskeri kan også tage tid. At skifte fra bombarda til spinner og over til penneflåd og majs, tager tid. Tid der kan bruges til at fiske i. Jeg har altid fire stænger med når jeg fisker i P&T. Det kan lyde af meget og tidskrævende, men er faktisk det stik modsatte. Ved ankomsten rigger jeg en stang til med bombardaflåd og 3-4 meter forfang, en spinnestang med gennemløber, en spinnestang med penneflåd eller bundrig og en fluestang. Stængerne står så klar i baggrunden mens jeg fisker. I stedet for at rigge om, tager jeg simpelthen bare en anden stang, og er klar til at fiske med det samme.
3: Køb ordentlige kroge
Jeg husker ikke helt hvor jeg købte dem, men det var et godt tilbud. Hundrede trekroge størrelse 12 til 200 kr. Men jeg husker tydeligt at jeg kun fiskede med dem i en halv time, og så endte de i skraldespanden. De billige kroge kostede mig tre regnbuer, hvoraf den ene var en 5 kilo+. I dag bruger jeg kun kvalitetskroge. Hvorfor spare nogle få kroner på krogene, for at tage ud og bruge hundrede kroner på et fiskekort, og så miste fisk? Jeg bruger Owners ST-36BC til gennemløbere, blink, spinnere og powerbait. Til medefiskeri foretrækker jeg Kamasan B983 Wide Gabe Specialist.

Med lidt held eller ved en tilfældighed kan alle fange en fisk i P&T-søen. Men at fange fisk, og mange af dem, gang på gang på gang, handler som alt andet fiskeri om at dygtiggøre sig, effektivisere sit fiskeri og have styr på alle de små deltaljer. Kort sagt; at få fiskeriet til at gå op i en højere enhed.
4: Medbring et landingsnet – og det skal være stort
Drengen kaster sin prop ud, og når kun lige at lægge stangen før proppen går under. Fighten går fint, og hans far står og giver gode råd. Fisken er hurtig træt og giver op. Faderen finder »nettet« frem. Det ligner noget der er købt i den lokale legetøjsbutik. Fiskens hoved kan nærmest ikke være i netposen, og efter at have fumlet rundt med fisk og net et minuts tid, mister krogen sit hold og fisken smutter. I dag udsættes regnbuer på 10 kilo i de fleste P&T-søer, og til tider forekommer der fisk i 12-13 kilos klassen. Sådan en bamse kan altså ikke bare skovles op på land, men kræver et ordentlig net med dyb netpose. Fiskes der med bombarda og 4-5 meter forfang, er det desuden en stor fordel at nettet er langskaftet, så man kan nå fisken. Det kan være svært at finde et ordentligt net i god kvalitet. Jeg bruger et net beregnet til brug under trollingfiskeri. Disse net passer godt i størrelsen, og kan tage søens største regnbue uden problemer.

Polaroidbriller beskytter øjnene, og giver mange flere fisk. Fisker man koncentreret til spottede fisk, vil man opleve mange flere hug, og at ens fiskeri bliver væsentlig mere spændende. Desuden kan man ofte effektivisere sit fiskeri, da man kan se hvordan fiskene reagere over for agnen, eller den måde man præsenterer den på.
5: Brug tynde liner og forfang
Tynde liner og lange forfang giver flere fisk. Det er et faktum der tog mig cirka to timer at lære. Jeg stod og fiskede ved siden af to tyskere. Forskellen var bare at de fangede fisk, faktisk rigtig mange fisk. Jeg fangede også fisk, men kun en fisk. Tyskerne fiskede med tynde forfang det gjorde jeg ikke. Siden den dag har jeg ikke benyttet forfangstykkelser over 0,23 mm, og fisker som standard med 0,08 mm. Fireline.
6: Brug dine øjne
Det var en varm sommerdag, hvor lidt drivende skyer af og til gav skygge for solen. Fiskeriet var halvsløjt, og det var ikke med stor tiltro at jeg riggede min lille seks fods spinnestang til. Med 0,06 mm Fireline, et forfang af 0,18 mm nylon og en lille hvid jighale uden belastning var jeg klar. Jeg gik og kastede lidt på må og få, da en skygge inde under land fangede midt øje. Skyggen passede ikke rigtig til den grødeklat den gik ud fra. Jeg sneg mig nærmere, og kunne pludselig se, at det var en regnbue, der stod og skjulte sig under grøden. Jeg kastede jiggen ud, så den dalede langsomt ned mod fisken, som resolut tog jiggen. Efter en kort fight, kunne jeg lande en fin lille regnbue på et par kilo. Da fisken var slået ihjel og afkroget, begyndte jeg fiskeriet igen. Denne gang var jeg dog mere opmærksom. Og ganske rigtig. Lidt længere henne stod endnu en regnbue og skjulte sig, og denne huggede også resolut på jiggen. I løbet af dagen bliver det til endnu tre fisk. Alle stod og skjulte sig i skyggen under grøden. Mange fiskere glemmer at bruge deres øjne ude ved vandet. Cirka 25-30 procent af de fisk jeg fanger, er fisk jeg spotter eller ser følge min agn. Et par gode polaroid briller og opmærksomhed giver flere fisk – og en større oplevelse.

Fisker man meget bevægeligt i P&T, er et kystnet at foretrække. Det kan bæres på ryggen, og har en netpose der er dyb nok til de helt store. Bemærk linekurven, som virkelig gør bevægeligt fluefiskeri effektivt, da linen ikke filter sig ind i græs, fødder og lignende. Desuden behøver man ikke rulle linen ind hver gang man flytter sig, så man kan hurtigt kaste til sete fisk.
For at fange fisk, skal der være fisk. Dette må være enhver P&T-fiskers gyldne mantra. Vi fisker efter fisk der er udsatte, og hvis ikke der er udsat fisk, eller er få fisk i søen, er det en hel del sværere at fange noget. Jeg bryder mig ikke om at fiske P&T i weekenden. Især i sommerhalvåret er der mange familier der gør sig erfaringer med P&T, hvilket absolut er et fornuftigt tidsfordriv. Men det kan være lidt af en prøvelse at fiske blandt mange børn og uerfarne fiskere. Disse giver dog gode penge i kassen, så ofte udsættes der rigeligt med fisk op til weekenderne. Men ofte fanges der ikke meget i weekenderne, og det kan man udnytte. Jeg fisker ofte om mandagen, hvor fiskene har fået ro i løbet af søndag nat, og der ikke er mange ved søen. På denne måde får jeg glæde af de mange udsatte fisk, uden jeg behøver at stå skulder ved skulder med andre fiskere.
8: Brug penge på et hjul med god bremse
Tynde linedimensioner giver flere hug, men sætter store krav til hjulet, hvis huggene skal blive til landede fisk. Der er ofte stor fokus på udviklingen af spinnestænger, men knap så meget fokus på selve hjulene. Og det er en skam. For en hvilken som helst stang i middelklassen kan kaste agnen og fighte fisken, mens det ofte kun er de noget dyre kvalitetshjul, som har en bremse der er blød nok til tynde liner og store fisk. De fleste har nok oplevet fisk der huggede, lige inden agnen løftes op ad vandet, og derefter tager et hurtigt udløb hvor linen springes. Derfor er et hjul i en god kvalitet, og derfor også en noget højere pris, en bedre investering end en dyr stang.

Det er vigtigt at holde orden på endegrejet. Både i flueæsken og æsken med det hårde isenkram. Disse regnbuer fulgte begge efter en lille nymfe fisket langsomt, dog uden at hugge. Et hurtigt skifte til en dognobler, inden fiskene nåede at forsvinde, var det der skulle til denne dag.
9: Morgenstund gi’r regnbuer på land
Første mand får fisk. Sådan er det i hvert fald ofte. Hen ad dagen kommer der flere og flere folk, og fiskene forstyrres mere og mere. Derfor er noget af det bedste at være blandt de første der ankommer til søen. Fiskene har fået ro i løbet af natten, og ofte fanges der en hel del regnbuer i den første times tid efter solopgang.
10: Vær til stede i nuet
Det kan måske lyde lidt zen-agtigt, men det handler om at fange flere fisk. Når du nu er kørt ud til P&T-søen, har pakket grejet ud, betalt for fiskeriet, og står på pladsen, så koncentrer dig om det væsentlige – at fiske. Lad være med at tænke på mødet i morgen, eller skuret der skal males, eller bilen trænger til at blive vasket. FISK. Når du er til stede i nuet, er fokuseret på din agn og koncentrere dig, fanger du fisk, og det er jo i bund og grund det P&T-fiskeri handler om.