– Forår, solskin og vindstille vejr. Hvad mere kan man ønske sig. Sådan lyder der fra Emil Hjorth Jørgensen fra Savage Future. – Jo, så skulle det være en stor aborre eller to. Derfor valgte jeg mandag aften at køre ud til en sø, der er gået hen og blevet en personlig favorit.
– Jeg havde været til møde hele mandag aften, og jeg vidste at det at komme op kl. 4.30 dagen efter ville være umuligt. Lige efter mødet var jeg dog afsted. Jeg fik sat min lille bivy op, og faldt i søvn med det samme. Kl. 5.45 ringede alarmen, og med frost på indersiden af min bivy, fik jeg tvunget mig selv ud af min bedchair, hvor jeg fik pakket sammen på rekordtid og gik hen til båden, som jeg havde fået lov at låne. Båden skal man bruge waders til at komme ud til, hvilket jeg normalt har liggende i bilen, men lige den dag havde jeg ikke. Derfor var det at få bukserne trukket så langt op som muligt, og lege vinterbader for en stund. Efter jeg havde fået alle tingene i båden, og sat mit ekkolod til, kunne jeg se at vandet var 4,5 grader…
– Jeg kom hurtigt ud til den første plads, hvor jeg kun fandt et par enkelte fisk. I denne sø har jeg erfaret, at det er bedre at gå efter enkelte aborrer end finde stimerne. Men efter en time, og stadig ingen hug, begyndte jeg at flytte mere rundt. Jeg kom over til en spids, som er en forlængelse af et langsomt fald midt i en lang, stejl skrænt. Jeg fik taget et kast direkte ind over toppen, lige inden den dropper ned til dybderne, og pludseligt midt i kastet er der noget som puffer til mit ned rig.
– Efter et par varierende hurtigt/langsomme hop kommer forløsningen endelig. En tung fisk er for enden, og efter en mindre fight, kommer den op til kanten, hvor den gør sit sidste med et par hurtige små runs for at komme væk. Men i nettet kommer fisken, hvor den med det samme smider krogen. Fisken er en aborre på 45 cm. Efterfølgende bliver jeg blæst direkte ind over, hvor jeg kan se at der står flere store fisk på toppen, men efter en times tid står det klart, at de ikke var i humør til mere.
– Jeg søgte mere rundt, og ud af ingenting, hvor jeg slog genvej hen over en lavvandet banke, står der pludselig en stime store aborre, hvor flere var pelagiske over det lave vand. Jeg får stoppet båden, skynder mig at få en af de nye “Gravity Twitch Deep Runner” fra Savage Gear på. Den bliver fisket i et jævnt tempo, og pludselig bliver den tung. Fighten er kort og faktisk lidt kedelig, men en endnu større aborre kommer med op. Den havde fuldstændigt slugt mit twitch bait på 8,3 cm. Heldigvis var det kun den yderste krog, der hang fast, så afkrogningen gik hurtigt, og uden skade på fisken. Den blev målt og fotograferet til 48 cm.
– Har man lyst til at prøve kræfter med de sortstribede her i foråret, så skal man være klar på en udfordring. Fiskene er meget påvirket af hugperioder, og foretrækker typisk kun enkelte agn, fisket på meget bestemte metoder. Nogle dage skal man fiske flere meter over deres hoveder, og andre skal man skrabe bunden. Men når det endelig lykkedes, så er det hele værd! Gennem hele vinteren og foråret har jeg brugt både min UL stang bestående af en Savage Gear SG2 Ultra Light Game, og min helt nye SG8 Light Game BC. Begge aborrer var på min baitcaster. Selvom vandet stadig er koldt, så kan man godt begynde at prøve inde på lavere vand. Jeg finder selv mange fisk omkring 3-6 meter lige nu, slutter han.
Vil du vide mere om Savage Future, så tjek denne film, hvor et par af gutterne – Noah og Theodor – fanger en af de vildeste havørreder taget i Danmark i mange år.
Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor du som abonnent kan deltage i Ugens Konkurrence, hvor du lige nu kan vinde de superfede LF Roach Swimbaits.
Blandt alle der indsender fangstrapporter eller nye artikler i 2025 bliver der trukket lod om en drømmerejse til Amazonas med iFish Travel – læs mere om dette her.










