Chris Halling med en flot 2,8 kilos havørred. Fisken er langt fra den største, han har taget – men den blev taget en smuk sommermorgen på hans absolutte yndlings kystplads for et par dage siden, hvilket gør den til noget helt specielt.

 

Har du som lystfisker en ynglings plads? Prøv at tænke nøje over det spørgsmål. Altså en eneste plads, som du vil fremhæve over alle andre pladser du kender. En plads som du elsker og er helt vild med.

AF CHRIS HALLING

Det er svært, for du kender sikkert flere gode pladser, der fisker godt på forskellige årstider og under forskellige forhold. At fremhæve en over de andre lige nu og her, kan derfor være svært. Men ynglingspladsen behøver jo ikke nødvendigvis at være den, som fisker bedst, eller som har nærmest sikker fangst ved hver en tur. Det kan også være en bestemt plads, hvortil en særlig historie tilknytter sig – fx et øjeblik i livet, som betød noget ekstra, eller som måske ligefrem ændrede ens hobby. Det kan være et sted, hvor naturen er enestående, og hvor hjernen slapper mere af, end den gør andre steder. Eller måske kan det være stedet, hvor man fangede sin første havørred nogensinde og fik den oplevelse, som én gang for alle beseglede salget af ens sjæl til lystfiskeriet. Der kan være mange ting knyttet til en så speciel plads, men prøv at tænke nærmere over spørgsmålet. Jeg er sikker på, at vi alle sammen mere eller mindre vil kunne nævne en sådan plads efter grundig eftertanke.

Min yndlingsplads

Jeg har en sådan plads: En plads på Vestfyn, hvor mit hjerte for evigt bor. Det er ikke der, jeg har fanget hverken de fleste eller de største fisk. Det er ikke en plads, der fisker hele året. Ja, faktisk er den kun optimal at besøge omtrent seks måneder om året.

Det er svært at komme derud, og går man længst væk, så står ens bil fire kilometer fra en, når man skal hjem igen.Her er ingen fangstgarantier, og 0-ture på denne plads kan sagtens forekomme. Det lyder besværligt alt sammen, men alligevel er jeg ikke et eneste sekund i tvivl. Det er den plads, som jeg elsker mest af alle pladser jeg kender, og det er den plads, som i størst grad ejer mit hjerte. For mig handler det om de historier, som jeg tilknytter stedet og den sjælefred, som jeg altid finder derude. Jeg kommer der alt for sjældent, men fredag aften var beslutningen taget. Jeg ville besøge den besværlige ynglings plads – og blive der hele natten.

Der er en del, der skal planlægges, hvis man går fire kilometer væk fra sin bil i 29 graders varme iført fiskeudstyr og nødvendige forsyninger til en hel aftens og nats fiskeri. Man må minimere sig og absolut kun medbringe det nødvendige. De første 1000 meter er det fint, men så kommer klinterne. Baget i solen hele dagen udsender de en varme, der rammer de fleste som en hammer. Det er nærmest som at gå på et løbebånd i en sauna, mens man har waders på. Sådan føles det et langt stykke af vejen. For enden af denne gåtur åbenbares et rev, hvor kysten slår et knæk på 90 grader. – Et rev der er som designet til havørreder med store spredte sten, og en strøm der krydser det på tværs. Alene at kigge på dette rev fra land af, efterlader ikke en med nogen tvivl. Det er her havørreden bor og elsker at være.

Belønningen for en dejlig nat på kysten - en flot havørred taget på fluestangen.

Belønningen for en dejlig nat på kysten – en flot havørred taget på fluestangen.

Først på revet

Jeg er taget tidligt derud. Selvfølgelig for at sikre mig pladsen ved revet først og fremmest. Der er andre end mig, der får skøre ideer en tidlig fredag aften, det ved jeg. Men jeg er her også tidligt denne dag, fordi det har været en virkelig travl uge på jobbet, og jeg trænger til at komme ned i gear rent mentalt. Sådan helt ned i gear. Og det kommer man derude. Menneskeskabte lyde forstummer totalt her langt fra alfarvej og bebyggelse. Når man sætter sig herude, er der kun naturens egne lyde, og man føler sig nærmest isoleret fra verden omkring sig. Her er fred på en helt anden måde, end jeg kender noget andet sted.

Da den medbragte sandwich er indtaget, og sveden ikke længere drypper fra ansigtet, oplever jeg en ro, som intet andet sted på kloden giver mig. Langsomt men sikkert forsvinder ugens problemer som dug for den sol, der langsomt daler på himlen. Fokus og tanker flyttes fra hverdagens turbulens, til det som det i virkeligheden handler om… havørredfiskeri.

Et vildsvin for enden af linen

Fluen Vildsvinet sidder for enden af forfanget, da jeg tager de første skridt ud på revet. Jeg er kun nået ganske få meter ud og har vel ikke taget mere end 10 kast, da en havørred tager fluen knaldhårdt i strømmen, der lige er startet. Den er cirka 45 centimeter, og det er en rigtig god start. Få minutter senere vælger en estimeret halvmeter fisk at gøre det samme, men den vrister sig fri sekunder inden landing. Et par hornfisk, der er gået på aftenraid, får også fat i fluen, og aftenen byder ydermere på jagende marsvin samt rå- og dåvildt i baggrunden. Fiskemæssigt sker der ikke yderligere, og jeg vender tilbage til foden af revet, hvor en halv kande kaffe tømmes og indtrykkene fordøjes.

Klokken er 00.15, da jeg atter hører en havørred vende i overfladen på revet. Solen er væk, og det egentlige mørke er på vej. Da jeg træder ud på revet, vender endnu en fisk få meter foran mig, og nattens magi er ved at starte. I løbet af den næste time hører jeg flere fisk i overfladen, men huggene udebliver.

Den Sorte Sølvræv kommer på

Fluen er nu Den Sorte Sølvræv. Det er den eneste natflue, jeg bruger i strømfyldt vand. Omkring klokken 02:00 strammes linen i hånden op, og en fisk på omkring halvmeteren flyver i luften. Den slipper dog også med skrækken, da den som den tidligere fisk får succes med sit flugtforsøg lige inden landing.

Jeg fisker til højre og venstre efter hørte fisk og får efter den sidst mistede yderligere et par hug af 45 – 50 centimeters fisk. Omkring klokken 03.00 lysner det langsomt i horisonten. Fiskenes plaskeri i overfladen forsvinder med det langsomt tiltagende lys. Det er stadigvæk halvmørkt, da sølvræven i den hårde strøm driver forbi en af revets største sten.

Der er ikke rigtig tale om et egentlig hug. Ja…. Faktisk tror jeg i et splitsekund, at fluen har sat sig i stenen. Den stopper bare, og linen bliver stram, som er den taget af strømmen. Jeg giver egentlig heller ikke et tilslag, men fører blot stangen langsomt tilbage, i den vished at fluen har fat i stenens top. Men der er ikke meget sten over det, der efterfølgende sker, da fluelinen bliver stram.

Et hug i den rigtige kaliber

Jeg har fanget nok fisk i livet til, at vide hvornår en fisk er god…. eller i hvert fald bedre end gennemsnittet. Tyngden i stangen og den totale mangel på spring fri af vandet eller nogen form for plask i overfladen, fortæller mig med det samme, at denne fisk er af et fornuftigt kaliber.

Den forbliver under vandet og bruger strømmens kraft som motor i et hæsblæsende udløb væk fra revet. Her stiller den sig i den hårdeste strøm og begynder at ryste med hovedet. De tunge dunk i håndleddet fortæller mig, at nu er det alvor. At presse fisken ind imod mig selv opstrøms er ikke en mulighed, som den giver mig på noget tidspunkt. Til gengæld lader den sig uvilligt føre langs revet ind mod kysten. På det inderste af revet slipper den hårde strøm, og med fisken ude af den, står jeg nu med en noget mere kontrollerbar situation. Fiskens næste strategi er hurtig flugt tilbage i strømmen, men nu kommer fluestangens styrke til sin ret, og en sådan flugt bliver ikke tilladt. De sidste fem meter fra land, skal fisken dirigeres igennem en skov af tangbuske, der står helt op i overfladevandet. Jeg tænder min pandelampe, for at finde den bedste rute igennem dem og ser for første gang fisken i vandet. Det er IKKE en fisk jeg ønsker at miste, men havørredfights med gode fisk, giver ikke rigtig tid til at planlægge store strategier for sikker landing. Jeg er nødt til at sikre mig, at fisken er godt træt, inden den skal igennem tangskoven ind mod kysten. Lidt svømmeri frem og tilbage, og pludselig ligger fisken i overfladen med hovedet over vand.

– Så er det LIGE NU, beordrer en stemme i mit hoved, og som på befaling kaner jeg fisken igennem en skov af vandplanter. Da den ligger sikkert på stranden, kommer et ukontrolleret men selvfølgelig sagte jubelbrøl. Jeg vil jo ikke forstyrre den natur, der giver mig så meget fred og sjælero. Fisken viser sig senere at være 62 centimeter og veje 2,8 kilo. Det er ikke en kæmpe. Det er ikke en man snakker om, når man taler om trofæfisk. Men det er en rigtig god fisk, og så er det en fisk, som betyder utrolig meget for mig. For den bliver fanget på min absolutte ynglings plads, på et tidspunkt, hvor jeg virkelig har brug for det. Derfor betyder den også noget denne fisk og vil blive husket i langt højere grad en mange andre fisk fanget alle mulige andre steder.

Turen hjem føles langt nemmere, selv om der er lige under tre kilo ekstra bagage i hånden. Et kort øjeblik vender jeg mig om og kigger tilbage mod revet. En sentimental stemning i den opgående sol breder sig i kroppen. – Den her plads, tænker jeg nærmest rørt. Den har for evigt mit hjerte. Den vil for evigt være min absolutte ynglings plads. Denne nat blev endnu en historie knyttet til den. Knæk og bræk på jeres ynglingspladser derude.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This