– Med muligheden for en karpetur her forleden, blev bilen hurtigt pakket, fortæller Martin Kruse. – Vel ankommet til søen, blev grejet pakket ud, og stængerne gjort klar.
– Temperaturen var faldet en del, så jeg måtte bruge den første tid på at lede efter spots med lidt mere dybde. Efter at have fundet et par gode steder omkring 100 meter ude i søen, fik jeg mine rigs godt på plads, og fodrede op med både boilies samt en god partikelblanding. Herefter var det ind i min bivy´en – i læ for vind og vejr, der ikke viste sig fra sin bedste side.
– I løbet af aftenen skete der ingenting, og jeg lagde mig i soveposen for natten. Cirka klokken 03.00 om natten i kraftig tåge, kom der run på den ene stang. Det var ikke et hidsigt et af slagsen, men linen blev stille og roligt kørt af hjulet, mens bidmelderen gav god lyd fra sig. Fisken blev kroget, og jeg kom hurtigt i båden, hvorefter jeg sejlede ud i området nær spottet. I første omgang kom karpen stort set ind til båden uden større besvær, hvor jeg havde nettet klar. Men så tog karpen kampen op, og i de næste 20 minutters tid tog den det ene tunge udløb efter det andet, hvorefter den til sidst måtte give op, og lige så stille glide ind over netkanten. Her kunne jeg for første gang rigtigt se, at karpen havde en rigtig god størrelse.
– Med spejlkarpen sikkert i nettet, sejlede jeg tilbage til min plads, der var helt forsvundet i den tætte tåge, og så fik jeg ellers sacket karpen for natten. Herefter var det med at komme tilbage i soveposens varme. Om morgenen blev spejlkarpen vejet, og vægten stoppede først, da den ramte 19,1 kg. Humøret var derfor højt, og det viste sig at blive turens eneste karpe, da der ikke kom så meget som et bip det næste halvandet døgns tid. Men så varmede mindet om den store spejlkarpe, der huggede på en Scopex Banana boilie boosted med Bait Smoke fra CFC-Bait, ekstra godt.
Hør mere om mit karpefiskeri i Sverige på Fisk & Fris Youtube her:
Skovkarper – glimt fra Sverige
Drømmen om en skandinavisk 20-kilos karpe.