Jan Kristoffersen fra Jans Lystfiskershop har netop været på en helt vild havtur på Nordsøen, hvor han med det gode skib Muddi og nogle kammerater havde et helt vildt fiskeri efter kulmuler:
– Der var fuldstændig havblik og godt vejr, starter han. – Vi stævnede ud om aftenen og var fremme på pladsen om morgenen, hvor vi startede fiskeriet tidligt. Det gik lidt trægt i starten, men så begyndte vi stille og roligt af fange en del kulmuler med et snit på omkring de fire kilo. Senere fandt vi et område, hvor de var lidt større – og her fik jeg en på 9,3 og 102 centimeter. Agnen var makrel – og det skulle vise sig ikke at være den eneste store kulmule, der var i farvandet og var vild med makreller. Der blev nemlig også taget flotte kulmuler på 10,7 og 9,6 på samme agn af henholdsvis Nichlas Iversen fra Team Stormen og Thomas Bøge. Totalt fik vi hele 142 kulmuler, så der var ingen grund til at klage – 10 mand på en todages tur.
Du kan møde Jan hos Jans Lystfiskershop – eller høre nærmere om Jans Fiskeskole på Fisk & Fris YouTube kanal her.