Johnny Jensen og hans kone Charlotte har gennem masser af år fisket barber ved de idylliske engelske floder, og har efterhånden fanget rigtig mange virkelig flotte fisk. Det gælder også Charlotte, der på den lokale pub går under navnet Barbel Queen.
– Som altid var årets barbetur en suveræn oplevelse, fortæller han. – Det var fedt at komme tilbage til Red Lion Hotel og det tilhørende, skønne stræk af Wye-floden, hvor Charlotte og jeg har fisket igennem 30 år. I år havde vi min fiske- og rejsekammerat, Kim Rygaard, med for første gang, og han blev heldigvis ikke skuffet.
– På trods af usædvanligt lav vandstand og trådalger, som besværliggjorde fiskeriet, så gik det rigtig godt, med mange barber og døbler i flotte størrelser. Vi fik barber til 4½ kg, og døbler til tæt på 3 kg, hvoraf de fleste blev fanget på dåseskinke – også kaldet spam.
– Fiskene er tilmeldt Daiwa Open 2025, hvor de bedste fangstrapporter hver måned indtil udgangen af december dyster om at vinde en lækker Daiwa Morethan AGS Coast Commander stang til en værdi af over 4.000 kroner. Læs mere om Daiwa Open 2025 her.
Husk, at der blandt alle fangstrapporter og nye artikler i 2025 trækkes lod om en fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.
Hayyp days ved Wye i England:

Charlotte – alias Barbel Queen – med en af sine flotte barber fra floden Wye taget på fiskeri med kogt skinke.

Johnny Jensen med en flot døbel fra den engelske flod Wye taget på kogt skinke.









