– Jeg og en ven var forleden taget på en lille dagstur over broen for at prøve lykken med aborrefiskeriet i Malmø Kanal, fortæller Søren Bang. – Vi landede først ved kanalen ved en 13-tiden, hvorefter vi stille og roligt gik turen rundt for at prøve at finde nogle hugvillige fisk. Det tog heldigvis ikke så lang tid, før vi fandt en stime, og dagens blot anden aborre var en ordentlig klods på 45 cm.
– Fiskedagen bød på en del mindre fisk mellem 20-30cm, men heldigvis var der også en kleppert på 41 cm til undertegnede på vejen tilbage mod bilen. Alle fisk blev selvfølgelig nænsomt genudsat. Vi mødte flere fiskere på vejen, og fik fortalt at der var fanget flere fisk på 40+ på dagen, andre steder i kanalen. Utroligt at sådan et fiskeri kan eksistere midt inde i byens mylder. Det er bare om at passe godt på det, slutter han.
Du kan læse meget mere om aborrefiskeriet i Malmø Kanal i denne artikel fra 2020 på fiskogfri.dk.